Indledningsvist noterer Johanne Bratbo, at hun ikke har skrevet selvstændige artikler om foreningens politik om overgreb på børn i et halvt år. Hun udtaler sig dog om netop denne, idet hun i PN nr. 6/01 noterer: “Traditionen for åbenhed har fået mig til at gå ind i debatten her – med de overvejelser, der er foreningens (!)”
Når Vadstrupgårdsagen er nævnt, er det fordi usikkerheden om den dømtes skyld netop stiller spørgsmålstegn ved betimeligheden af Johanne Bratbos generalisering i PN 4/01: “I de tilfælde, hvor dommen er faldet, er der ingen grund til at sætte ‘mistænkt’ foran. Pædofile findes, pædofile overgreb begås – (.)”.

Johanne Bratbo nævner, at debatten i PN ærgrer hende. Den skulle have været henlagt til en af foreningens selskaber. Hvis børns retssikkerhed (mod grundløst at blive skilt fra deres nærmeste omsorgspersoner) og voksnes retssikkerhed (for ikke at blive udsat for justitsmord) havde vejet tungest, havde Johanne Bratbo kritiseret mig for at føre debatten i PN og ikke i dagbladene, idet debatten jo først fremmer retssikkerheden, når det bliver almindeligt kendt, at der blandt psykologer er uenighed om disse ting. En sådan kritik havde jeg taget til mig. – Må jeg i den forbindelse afslutningsvist minde om den sidste del af de Etiske Principper for Nordiske Psykologer, jeg citerede i mit indlæg (kap. 2, stk. 3, sidste punktum),: “Psykologen forsøger aktivt at hindre, at psykologfaglig viden bliver anvendt i sådanne aktiviteter”. Det var netop formålet med mit indlæg.