Politiken 2, 35: 18.1.2015

Af POLITIKENS interview (14.1.) med professor i sexologi, Christian Graugaard (CG), fremgik det, at:

– Mere end 6 ud af 10 børnehaver og SFOér har retningslinjer for, hvordan voksne og børn må gebærde sig

– 8 ud af 10 mandlige pædagoger tænker på risikoen for at blive anklaget for seksuelle overgreb

– 4 ud af 10 mandlige pædagoger undgår at være alene med børn som følge af debatten om pædofili

Om retningslinjerne udtaler CG, at det at børn ikke må være alene med mænd, måske kan virke umiddelbart betryggende og se godt ud på papiret, men at det i virkeligheden øger afstanden til børnene og hæmmer den pædagogiske faglighed og fingerspidsfornemmelse.

Det er det svært at være uenig med CG i, men perspektivet er dog alvorligere: Børn erfarer, fra vuggestuen over børnehaven og videre gennem og forbi indskolingen, at når det drejer sig om noget, der har med deres kønsorganger at gøre, som de skal have hjælp til, så er en mand, uden at der også er en kvinde til stede, fremmed i situationen og dermed, inden længe, opmærksomhedsvækkende i barneperspektivet. Forvilder en mandlig ansat sig herefter ind til et barn, der bogstaveligt talt har bukserne nede, vil det udgøre en overraskelse for barnet, som let kunne få det til at fortælle herom til sine forældre, eller til en kvindelig ansat – og hvad vil der så ske?

Som mandlig klinisk psykolog for børn, deres forældre og andre voksne, har jeg ikke sjældent haft mandlige klienter, der har været udsat for falske anklager om krænkelser af børn, et arbejde der blandt andet førte til, at jeg påtog mig en konsulentfunktion i forbindelse med tilblivelsen af Thomas Vinterbergs film ”Jagten”.

Falske anklager kan føre meget med sig: I flæng kan nævnes selvmord og selvmordsforsøg, børn der mister kontakten med en forælder, fængsling, justitsmord, depressioner, skilsmisser og arbejdsløshed. Senest kunne vi alle følge med i behandlingen af den 22-årige pædagogpraktikant i det amerikanske retsvæsen, som dog – trods alt – slap med skrækken.

På baggrund af den kultur, der er opstået i en række af vores daginstitutioner med de ulykkelige androfobiske retningslinjer, er det udtryk for en helt ureflekteret laden-stå-til, når: 1) – børnene udsættes for, en i forhold til hvad der har med køn og kønsorganer at gøre, ganske problematisk indoktrinering, 2) – de mandlige medarbejdere blot dukker nakken og helt og aldeles accepterer et nedgørende socialt arbejdsmiljø – og 3) – de kvindelige medarbejdere, med større eller mindre ubehag, stiltiende påtager sig den kontrollerende opgave overfor deres mandlige kollegaer, de nævnte retningslinjer pådutter dem.

Med de ovenfor nævnte tal in mente, suppleret med de ganske alvorlige skader klinisk arbejde blandt de mandlige ofre (og deres koner og børn) tilbagevendende anskueliggør, er der slet ingen tvivl om, at der ikke bør være ansat mænd i de institutioner, hvor de nævnte retningslinjer eksisterer, idet de jo peger på tilstedeværelsen af svært problematiske psykiske miljøbetingelser for både børn og voksne i de selv samme institutioner.

For børn er et institutionsmiljø, hvor det ene køn blandt de voksne er underordnet det andet, på et helt centralt omsorgsrelateret område og på den her omtalte måde utvivlsomt mere problematisk, end et institutionsmiljø, hvor kun det ene køn er repræsenteret blandt de voksne.

De mænd, der endnu arbejder under sådanne retningslinjer, kan man anstændigvis kun opfordre til, hurtigst muligt, at søge væk – og over i andre jobs, hvor arbejdsmiljøet ikke på samme måde er problematisk. Det gælder naturligvis også mandlige ansatte i institutioner, der ikke opererer med sådanne retningslinjer, men hvor det psykiske arbejdsmiljø endda er det samme. Alt andet er uansvarligt overfor alle de berørte.