Af: Dorthe Berntsen, lektor, cand.psych., ph.d.
Søren Friis Smith, cand. psych. autoriseret med specialistanerkendelse
Sven Rasmussen, speciallæge i psykiatri
Jytte Willadsen, speciallæge i psykiatri
Psykolog Nyt 2004;17:8-15

Rapporten om ”Genfundne erindringer”, som blandt andre Dansk Psykolog Forening står bag, er præget af mangelfulde oplysninger og misvisende konklusioner. Sådan lyder kritikken, der følger op på den tidligere debat i Psykolog Nyt.

I efteråret 2002 nedsatte Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab en arbejdsgruppe med kommissorium inden for genfundne erindringer. Baggrunden var en offentlig debat om emnet. Arbejdsgruppen havde til formål at gennemgå den eksisterende viden om emnet og udarbejde retningslinjer for professionelle inden for området.

Rapporten udkom i forsommeren (Andreassen et al., 2004a).

I Psykolog Nyt 13/2004 fremførte vi nogle kritiske indvendinger til rapporten samt til udvalgets sammensætning. Vi påpegede, at såvel rapporten som udvalgets sammensætning bar præg af et ønske om at opnå et politisk-pragmatisk kompromis frem for en videnskabelig og saglig akademisk gennemgang af den eksisterende forskningslitteratur på feltet.

I Psykolog Nyt 15/2004 afviste forfatterne til rapporten om genfundne erindringer vores indvendinger (Andreassen et al., 2004b), men hilste debatten velkommen. I den ånd vil vi i det følgende uddybe baggrunden for vores kritik.

Udvalgets sammensætning
Vores påpegning af, at udvalget var ensidigt sammensat, mener udvalget ikke at det ”tilkommer dem som medlemmer af udvalget at diskutere …”. Vi må derfor selv bruge et par ord på det.

To af de tre foreninger, som nedsatte udvalget, nemlig Dansk Psykolog Forening og Dansk Psykiatrisk Selskab, havde, allerede inden udvalget udarbejdede rapporten, meget klart markeret en ganske bestemt position i debatten.

På Dansk Psykiatrisk Selskabs hjemmeside kunne man således allerede i foråret 2003 læse følgende på baggrund af en aviskronik af psykiateren Jytte Willadsen : ”I medierne har man – meget naturligt – forsøgt at simplificere dette meget komplicerede emne, og der er blandt andet på basis af kronikken fra vores kollega blevet lagt op til at genfundne erindringer ikke kan anvendes i en retssag. Så enkelt er sagen naturligvis ikke, idet fortrængning er en ganske almindelig forsvarsmekanisme, der har sin selvstændige plads i psykiatriske diagnoser. Fortrængninger efterfulgt af genfundne erindringer kan være en helt naturlig reaktion i forbindelse med incest. Vi kan derfor ikke acceptere, at en bestemt type erindringer ikke kan indgå i juridisk sammenhæng” (www.dpsnet.dk, 25. april 2003).

Tilsvarende kunne man tilbage i 2001 aflæse det som Dansk Psykolog Forenings opfattelse, at psykolog Dorthe Berntsen som formidler til offentligheden af forskningsresultater om hukommelse for seksuelle overgreb havde standpunkter, som gjorde, at hun måtte betragtes som ”ekstern” – nemlig i forhold til en temadag om overgreb på børn – idet ”hendes synspunkter adskiller sig så markant fra psykologernes bidrag i øvrigt og stemmer bedre overens med, hvad der traditionelt udtrykkes af forsvarsadvokaterne.” (Psykolog Nyt 4/2001, p. 11).

På den baggrund er det naivt at forestille sig, at medlemmerne i udvalget til undersøgelse af genfundne erindringer alene var udpeget på baggrund af deres faglige kompetence. Man må antage, at de også var udvalgt ud fra en forventning om, at de sammen ville være i stand til at nå frem til konklusioner, som ville kunne fremtræde som politisk-pragmatisk spiselige for de initiativtagende foreninger. Betragtningen understøttes af, at den eksperimentelt orienterede hukommelsesforskning (som generelt har været kritisk overfor fortrængning og genfundne erindringer) ikke var repræsenteret i udvalget.

Denne praksis adskiller sig blandt andet fra den amerikanske psykologforening, hvor man som reaktion på en tilsvarende offentlig debat nedsatte et udvalg med repræsentanter fra både den kliniske og den eksperimentelt orienterede psykologi, således at uenigheden kunne synliggøres og bearbejdes. Så ærlig har man valgt ikke at være i Danmark.

Politisk-pragmatiske kompromis
Det må siges til udvalgets ros, at risikoen for falske genfundne erindringer tydeligt påpeges i rapporten selv under disse betingelser. Når den ros er givet, må det samtidig siges, at falske erindringer i litteraturen fremstår som så vel underbygget en risiko ved suggestive teknikker (se fx Bjorklund, 2000), at intet udvalg ville kunne undgå at anerkende muligheden af falske erindringer uden samtidig at miste troværdigheden.

Anderledes forholder det sig med spørgsmålet om, i hvilket omfang genuine overgrebsepisoder kan holdes ude af bevidstheden i mange år for senere at genfindes i eller uden for psykoterapi. En adækvat belysning af dette spørgsmål kræver en langt grundigere læsning af den tilgængelige litteratur med stillingtagen til de metodemæssige svagheder, der kendetegner en del af studierne. En sådan kritisk stillingtagen har rapportens forfattere forsømt, og det er den væsentligste grund til, at rapporten kan efterlade et indtryk af, at det er forholdsvis almindeligt totalt at glemme/fortrænge et seksuelt overgreb for mange år senere at genfinde en velbevaret erindring herom. Således hedder det i rapporten: ”Alt i alt synes det rimeligt at konkludere, at lige så vel som genfundne traumatiske erindringer, herunder erindringer om seksuelle overgreb, kan være sande, kan de også være falske og for eksempel være fremkaldt gennem suggestion fra forskellige kilder.” (Andreassen et al., 2004a, p. 17).

Her forsøger rapportens forfattere at dele sol og vind lige. Men sol og vind kan ikke deles lige, uden at det går ud over videnskabeligheden. Rapporten giver et (misvisende) indtryk af, at der i samme grad er videnskabeligt belæg for førstnævnte som sidstnævnte, og dermed, at fortrængning og genopdagelse af traumatiske oplevelser er et sandsynligt og relativt almindeligt forekommende fænomen. Der er ganske enkelt ikke overbevisende videnskabeligt belæg for den påstand.

Rapportens forfattere hævder i deres svar på vores indlæg (Andreassen et al., 2004b) og i selve rapporten (Andreassen et al., 2004a), at der er solid videnskabelig støtte for, at seksuelle overgreb kan gøres til genstand for hukommelsesblokering og genfindes på ny lang tid senere. Vi ser os nødsaget til at gennemgå deres argumentation i detaljer, fordi det er af afgørende betydning, at der skabes klarhed over denne argumentations tynde videnskabelige grundlag.

Case-studierne
Udvalget henviser for det første til ”kontrollerede case-studier”, der så vidt de kan se ”med al ønskelig tydelighed underbygger, at seksuelle overgreb rent faktisk kan holdes ude af bevidstheden i længere tid.” (Andreassen et al., 2004b). De fremhæver specielt et casestudie af Corwin & Olafson (1997). Dette casestudie er imidlertid stærkt omdiskuteret. Det er blevet kritiseret af så fremtrædende personer som Ulric Neisser (æresprofessor ved Aarhus Universitet og en af grundlæggerne af den kognitive psykologi) og den verdensberømte professor og vidnepsykolog Elisabeth Loftus (medlem af National Academy of Sciences, den højeste akademiske udmærkelse i USA).

Casen drejer sig om kvinden Jane Doe, der som seksårig blev interviewet af terapeuten David Corwin i forbindelse med en strid om forældremyndighed ved hendes forældres skilsmisse. Den seksårige Jane beskyldte sin mor for at have mishandlet hende fysisk og seksuelt. Moderen mistede forældre- og samværsret med barnet.

Elleve år senere, som 17-årig, bliver Jane Doe opsøgt af Corwin. Han vil se, om hun kan huske overgrebet, eller om hendes case kan bruges som bevis på, at det kan lade sig gøre at lukke den slags minder ude fra bevidstheden. Tilbage i Corwins klinik er Jane i begyndelsen ude af stand til at huske det overgreb, hun fortalte om som seksårig. Hun ser sig selv på video som seksårig og mener så, at det må være rigtigt, det, som den lille pige på båndet fortæller. Hvorfor skulle hun ellers sige det? Og efter lidt tid genfinder hun så erindringerne. Hun husker blandt andet, at hendes mor havde taget pornografiske billeder af hende og broderen i badekarret.
Også den 17-årige Jane blev optaget på video, og Corwin rejste nu verden tynd og viste sine optagelser. Og mange, rigtig mange, blev overbevist. En enkelt udtrykte dog stærk skepsis, nemlig Ulric Neisser. Han bemærkede blandt andet, at Janes erindringer som 17-årig handlede om andre overgrebsepisoder end dem, hun havde fortalt om som lille (Neisser, 1997). Også Elisabeth Loftus var skeptisk og påtog sig sammen med en kollega den for forskere ret usædvanlige rolle som detektiv (Loftus & Guyer, 2002a og b).

Hele casens troværdighed stod og faldt naturligvis med, hvorvidt Janes første beskyldninger mod moderen faktisk omhandlede autentiske overgreb. Det var det, som Loftus og Guyer ville grave i. De fandt frem til moderen, broderen og senere stedmoderen. Moderen erklærede, at de påståede overgreb aldrig havde fundet sted. Broderen afviste dem også som pure opspind. Et besøg på den lokale skadestue pegede i samme retning. De ar, som Jane havde på sine fødder, stammede mest sandsynligt fra en svampeinfektion og ikke fra, at hendes mor havde brændt dem. En samtale med stedmoderen antydede, at den seksårige Jane var blevet lokket/presset til at fremsætte beskyldningerne om overgreb, så faderen og stedmoderen kunne vinde sagen om forældremyndighed. Som stedmoderen udtrykte det “That’s how we finally got her – the sexual angle.” (Loftus & Guyer, 1997b).

Vi kan ikke vide, hvad der præcist er foregået i Jane Doe-sagen, men flere ting kan altså tyde på, at de beskrevne overgreb aldrig fandt sted. At betegne sagen som et ”kontrolleret case-studie”, der ”med al ønskelig tydelighed” viser, at autentiske overgreb kan fortrænges/dissocieres og senere genfindes, forekommer at være uforeneligt med den ”strengt videnskabelige grundholdning”, som forfatterne til rapporten hævder at have arbejdet ud fra (Andreassen et al., 2004b).

Rapporten henviser endvidere til fire cases beskrevet i Schooler et al., 1997. Disse fire cases har i mindre omfang været genstand for efterfølgende undersøgelser, men blev, allerede da de første gang blev beskrevet på en konference i 1996 (se Read & Lindsay, 1997), udsat for en del kritik. Blandt andet var der forskellige forhold, der tydede på, at nogle af personerne faktisk havde talt om deres overgreb i den mellemliggende tid, hvorved der altså ikke var tale om egentlige genfundne erindringer (Loftus, 1996, personlig kommunikation, DB).

Der henvises også i rapporten til nogle få cases omtalt af Schacter et al. (1997) og Christianson og Engelberg (1997), men uden at rapportens forfattere orienterer om, at langt størstedelen af disse sager omhandler et meget kortvarigt (få måneders) hukommelsestab, hvorfor de fleste af sagerne ikke siger noget om sandsynligheden for at udelukke følelsesmæssigt oprivende erindringsmateriale fra bevidstheden i mange år, sådan som det typisk er tilfældet ved genfundne erindringer.

En lignende karrighed med baggrundsoplysninger gjorde vi i Psykolog Nyt 13/2004 opmærksom på i forhold til rapportens omtale af Anderson & Green (2001), hvor det ikke fremgår, at Anderson & Greens artikel omhandler glemsel af ord fra en ordliste. I deres svar fremfører rapportens forfattere, at de ”udelukkende” har gjort brug af Anderson og Green i et forsøg på at forklare de bagvedliggende mekanismer for glemsel/fortrængning af traumatiske oplevelser. Rapportens forfattere synes altså at mene, at man ud fra eksperimenter med ord på lister kan slutte sig til mulige bagvedliggende processer ved den kognitive bearbejdning af traumatiske oplevelser. Vi finder synspunktet meget problematisk. Og under alle omstændigheder er det en forsømmelse i rapporten, at der ikke gøres opmærksom på Anderson & Greens (2001) metodevalg, så læseren selv får chance for at tage stilling til generaliserbarheden. Læseren burde også orienteres om, at andre ikke har kunnet gentage Anderson & Greens (2001) studie med samme resultat (Bulevich et al., 2003).

Et centralt prospektivt studie
Et prospektivt studie af sociologen Linda Williams har haft en central rolle i debatten, og dette studie omtales da også Andreassen et al. (2004a), men desværre (igen) uden at nogle centrale metodemæssige forhold ved studiet påpeges.

Williams (1994) omhandler 129 afro-amerikanske kvinder i alderen 18-31 år, som 17 år tidligere havde været i kontakt med hospitalsvæsenet, fordi de tilsyneladende havde været udsat for seksuelle overgreb. Williams interviewer disse kvinder om temaet ”Kvinders liv og helbred”, hvori der indgår en del spørgsmål om seksuelle oplevelser i barndommen, men uden at der spørges direkte til det registrerede overgreb. Hendes undersøgelse viser, at hele 38 % af de interviewede ikke af sig selv omtaler det indekserede overgreb.

En nærmere granskning af hendes artikel viser imidlertid, at mange af disse kvinder omtaler andre lige så alvorlige overgreb. De har med andre ord flere overgreb i bagagen, og når der ikke spørges til et specifikt overgreb, kan det jo være temmelig tilfældigt, om det lige er det indekserede, der tages op. Faktisk er det kun 12 % af kvinderne, der slet ikke taler om personligt oplevede sexovergreb.

Vi ved ikke, hvad der ligger til grund for disse 12 %’s tavshed. Måske har de faktisk fortrængt oplevelsen, måske har de bare ulyst til at tale om den, eller måske er den foregået i en alder, som de ikke kan forventes at huske noget fra.

Andreassen’ s et al. (2004a) informerer ikke læseren om, at der i Williams interview ikke blev spurgt direkte til det indekserede overgreb, selv om denne oplysning er helt afgørende for fortolkningen af resultaterne.

Retrospektive studier
Rapporten henviser endelig til en række retrospektive studier, hvor personer med erindringer om overgreb er blevet stillet spørgsmål af typen: ”Var der nogen sinde et tidspunkt, hvor du ikke var i stand til at huske overgrebet eller huskede mindre om overgrebet end nu?” Det viser sig, at der i mange af tilfældene svares bekræftende på spørgsmålet. På den baggrund slutter Andreassen et al. (2004a) følgende: ”Sammenfattende kan man konstatere, at prævalensen af genfundne erindringer blandt de personer fra ikke-kliniske populationer, som rapporterer seksuelle overgreb i barndommen, er relativt høj, omkring 20-30 %.” (p. 9)

Der er to problemer ved denne type undersøgelser og dermed ved udvalgets konklusion. For det første var de erindrede overgreb i langt de fleste tilfælde ikke dokumenterede. Vi ved altså ikke, om erindringerne henviste til autentiske hændelser eller forestillinger konstrueret i for eksempel psykoterapi. Det andet problem er, at stilles tilfældigt valgte personer samme spørgsmål om en harmløs begivenhed fra deres barndom (altså: ”Var der nogen sinde et tidspunkt, hvor du ikke var i stand til at huske … etc.”) ja, så svarer en stor andel ligeledes bekræftende herpå. Mange synes at fortolke spørgsmålet som et spørgsmål om, hvorvidt der var perioder, hvor de ikke tænkte på begivenheden (Read, 1997). Vi ved alle, at tilbøjeligheden til at huske på og tænke over bestemte personlige oplevelser kan variere meget over tid.

Andreassen et al. (2004a) omtaler imidlertid ikke disse metodemæssige problemer knyttet til de retrospektive angivelser, selv om de er veldokumenterede i litteraturen (Read, 1997; Read & Lindsay, 2000).

Glemsel, fortrænging og dissociativ amnesi
I Andreassen et al. (2004b) fremføres det, at det er en ”udbredt position blandt forskere med speciale i eksperimentel hukommelsesforskning”, at det er muligt ”at glemme og generindre reelle overgreb. Det er selvsagt rigtigt, når man formulerer det på den måde. Ingen med deres sunde fornuft i behold vil afvise, at det er muligt at glemme og generindre bestemte oplevelser. Erindringer går ind og ud af bevidstheden med jævne mellemrum. Der vil være perioder, hvor man ikke skænker bestemte oplevelser en tanke. Rejser man tilbage til et sted fra barndommen, så vil man måske mindes episoder, som man ellers ikke ville have tænkt eller husket på. Det gælder alle mulige oplevelser. Positive som negative og derfor selvfølgelig i princippet også erindringer om seksuelle overgreb (se fx Berntsen, 2001, for en belysning af spontane erindringer).

Imidlertid er der det særlige forhold ved følelsesmæssigt oprivende oplevelser, at de generelt er lettere at huske end andre begivenheder. De er derfor mindre afhængige af ledetråde i den aktuelle situation. Det er af samme grund ikke sandsynligt, at man bare sådan kan glemme alt om, at man i en periode af sit liv oplevede et eller flere seksuelle overgreb, for så senere at komme i tanke om det. Vi udelukker ikke, at det kan forekomme (specielt hvis overgrebet ikke gjorde det store indtryk), men det må antages at være sjældent.

Det fremgår imidlertid klart, at det som helhed ikke er almindelig glemsel, Andreassen et al. (2004a) har haft i tankerne, men ”dissociativ amnesi”. Det siges direkte: ”… Derimod synes begrebet dissociativ amnesi mere præcist at dække de fænomener, der normalt beskrives i forbindelse med glemsel af seksuelle overgreb i barndommen.” (p. 20). Dissociativ amnesi bruges i forskellige betydninger i litteraturen (se fx Kielstrom & Schacter, 1995). Hos Andreassen et al. (2004a) ser det ud til at bruges i betydningen langvarig hukommelsesblokering for traumatiske oplevelser.

Spørgsmålet er altså ikke, om det er muligt at glemme et seksuelt overgreb (som man kan glemme sin 18-års fødselsdagsfest). Spørgsmålet er, om det er almindeligt at have total glemsel (”dissociativ amnesi”) for en personlig oplevelse, der har rystet ens grundvold. Rapportens forfattere siger ja, men det eneste rimelige svar er nej. Det er ualmindeligt. Vi kan ikke afvise, at det kan forekomme, men i betragtning af, hvor tragisk udbredte seksuelle overgreb faktisk er, og hvor få veldokumenterede cases der faktisk findes om genfundne traumeerindringer, så er den eneste rimelige konklusion, at det er et sjældent fænomen. Det almindelige er at være fuldt i stand til at huske, at overgrebet er sket, skønt man faktisk hellere vil være fri for at mindes det.

Samme konklusion er The Royal College of Psychiatrists i Storbritannien nået frem til i en rapport, der fuldstændig som den danske har haft til formål at gennemgå den eksisterende forskningslitteratur på området og udarbejde retningslinjer for håndteringen af genfundne erindringer. I den britiske rapport siges det (Brandon et al., 1998): ”The problem following most forms of trauma is an inability to forget, rather than a complete expulsion from awareness, and amnesia for violent events is rare.” (p. 298)

En tilsvarende vurdering findes i den amerikanske psykologforenings endelig rapport (Alpert et al., 1998), hvor det hedder: “Most people who were sexually abused as children remember all or part of what happened to them.” (p. 933). Modsat den danske rapport afviser rapporten fra The Royal College of Psychiatrists helt at bruge dissociation og fortrængning som forklaringsmekanismer: ”Despite widespread clinical support and popular belief that memories can be “blocked out” by the mind, no empirical evidence exist to support either repression or dissociation.” (p. 302).

I overensstemmelse med de anbefalinger, der kunne læses på Dansk Psykiatrisk Selskabs hjemmeside, inden rapporten blev udarbejdet (se ovenfor), anbefaler den danske rapport, at beskrivelser af genfundne erindringer indgår i retssager på lige fod med andre vidneudsagn (og påpeger, at det naturligvis indebærer kritisk stillingtagen til deres sandhedsværdi på linje med den vurdering, der foretages af vidneudsagn i almindelighed).
I rapporten fra The Royal College of Psychiatrists udtrykkes en langt større generel skepsis overfor sandhedsværdien af genfundne erindringer: ”However, great caution is needed if a memory is reported after years of apparent amnesia. There is considerable evidence that such memories cannot be relied upon.” (p. 304, vores fremhævning).

Der foretages ikke i den danske rapport nogle overvejelser over, hvorfor den danske rapports konklusioner på disse afgørende punkter adskiller sig så radikalt fra rapporten fra The Royal College of Psychiatrists. I betragtning af, at det er samme spørgsmål, der søges besvaret ud fra samme forskningslitteratur, er uoverensstemmelserne ganske bemærkelsesværdige. Og skønt det strider mod god videnskabelig skik at undlade at diskutere egen undersøgelses uoverensstemmelse med tidligere undersøgelsers konklusioner, omtales uoverensstemmelsen med rapporten fra The Royal College of Psychiatrists ikke af det danske udvalg.

Konklusion
Vi vil anbefale danske læsere ikke at nøjes med den danske rapport, som på mange punkter er mangelfuld og på nogle væsentlige punkter er direkte vildledende:
Rapporten forsømmer generelt at tage stilling til centrale metodemæssige problemer ved de undersøgelser, som den inddrager, og overvurderer specifikt betydningen og validiteten af enkeltstående casestudier.

Rapporten efterlader på den baggrund et indtryk af, at en langvarig hukommelsesblokering er en relativ almindelig reaktion på traumatiske seksuelle overgreb. Det skal understreges, at denne position ikke bakkes op af solid empirisk forskning og udgør et særstandpunkt i forhold til, hvad der udtrykkes i tilsvarende rapporter i andre lande.

Rapporten påpeger muligheden for, at erindringer kan være falske, men anbefaler, at beretninger baseret på genfundne erindringer gives samme status som vidneudsagn generelt. Vi opfordrer derimod vort retssystem og politivæsen til – alt andet lige – at udvise væsentlig større skepsis over for genfundne erindringer. Der findes ingen sikker metode til at afgøre, om de vedrører begivenheder der virkelig har fundet sted. I en retssal kan genfundne erindringer derfor aldrig stå alene, og kun ved ekstern evidens kan det afgøres, om de er udtryk for realiteter.

Dorthe Berntsen, lektor, cand.psych., ph.d.
Søren Friis Smith, cand. psych. autoriseret med specialistanerkendelse
Sven Rasmussen, speciallæge i psykiatri
Jytte Willadsen, speciallæge i psykiatri

Referencer
Alpert, J.L., Brown, L.S., Ceci, S.J., Courtois, C.A. (1998). Final conclusion of the American Psychological Association working group on investigation of memories of childhood abuse. Psychology, Public Policy and Law, 4, 933-944.

Anderson, M.C & Green, C. (2001): Suppressing unwanted memories by executive control. Nature, 410(15): 366-69.

Andreassen, M., Lajer, M., Lau, M., Poulsen, S. Moesgaard, K.L. & Ramsing, P. (2004a) Genfundne erindringer. Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, og Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Andreassen, M., Lajer, M., Lau, M., Poulsen, S. Moesgaard, K.L. & Ramsing, P. (2004b). Genfundne erindringer. Debatindlæg i Psykolog Nyt nummer 15.

Berntsen, D. (2001). Involuntary memories of emotional events. Do memories of traumas and extremely happy events differ? Applied Cognitive Psychology, 15, 135-158.

Bjorklund, D.F. (2000) (Ed). False-memory creation in children and adults. Theory, research and implications. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum.

Brandon, S., Boakes, J., Glaser, D. & Green, R. (1998). Recovered memories of childhood sexual abuse. Implications for clinical practice. British Journal of Psychiatry, 172, 294-307.

Bulevich, J.B., Roediger, H. L., Balota, D.A. (2003). Suppressing episodic memories. Poster præsenteret ved 44th meeting of the Psychonomic Society, Vancouver, 6.-9. november.

Christianson, S.-Å. & Engelberg, E. (1997). Remembering and forgetting traumatic experiences: A matter og survival. In M.A. Conway (Ed.), Recovered memories and false memories (pp. 230-250). Oxford: Oxford University Press.

Corwin, D. & Olafson, E. (1997). Videotaped discovery of a reportedly unrecallable memory of a child sexual abuse: Comparison with a childhood interview videotaped 11 years before. Child Maltreatment, 2, 91-112.

Kielstrom, J.F. & Schacter, D.L. (1995). Functional disorders of autobiographical memories. In A.D. Baddeley, B.A. Wilson, & F.N. Watts (Eds.). Memory disorders (pp. 337-364). Chichester: John Wiley.

Loftus, E. & Guyer, M.J. (2002a) Who abused Jane Doe? The hazards of a single case history. Part I. Skeptical Inquirer, 26, 24-32.

Loftus, E. & Guyer, M.J. (2002b) Who abused Jane Doe? The hazards of a single case history. Part II. Skeptical Inquirer, 26, 37-40.

Neisser, U. (1997). Jane Doe’s memories. Changing the past to serve the present. Child Maltreatment, 2, 123-125.

Read, J.D. (1997). Memory issues in the diagnosis of unreported traumas. In Read, J.D. & Lindsay, D.S. (Eds.). Recollections of trauma. Scientific evidence and clinical practice (pp. 79-100). New York: Plenum Press.

Read, D.J. & Lindsay, D.S. (2000). “Amnesia” for summer camps and high school graduation: Memory work increases reports of prior periods of remembering less. Journal of Traumatic Stress, 13, 129-147.
Schacter, D.L., Norman, K.A., & Koutstaal, W. (1997). The recovered memory debate: A cognitive neuroscience perspective. In M.A. Conway (Ed.), Recovered memories and false memories (pp. 63-99). Oxford: Oxford University Press.

Williams, L.M. (1994). Recall of childhood trauma: A prospective study of women’s memories of child sexual abuse. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 62, 1167-1176.