Jeg bad Peter fortælle, hvad der skete, når det blev sengetid. Det gjorde han beredvilligt:

“Jeg sidder på gulvet inde i stuen og leger med LEGO. Så siger min mor ude fra køkkenet: Peter, nu er det snart tid til, at du skal pakke legetøjet sammen, for du skal snart i seng.”
“Hvad gør du så?”, spurgte jeg.
“Så leger jeg videre!”
“Hvad sker der så?”, spurgte jeg.
“Så går der lidt tid, og så siger min mor ude fra køkkenet: “Jeg synes ikke, at jeg kan høre, at du pakker dit legetøj sammen, husk at du snart skal i seng”.
“Hvad sker der så?”
“Så leger jeg videre!”
“Hvad sker der så?”
“Så går der igen lidt tid, så siger min mor:
“Nu skal du altså rydde op!”
“Hvad sker der så?”
“Så leger jeg videre!”
“Hvad sker der så?”
“Så smider min mor det, hun har i hænderne og kommer hen i døråbningen ind til stuen, og så spørger hun højt om, hvad jeg tænker på.”
“Hvad sker der så?”
“Så leger jeg videre!”
“Hvad sker der så?”
“Så går der igen lidt tid, og så kommer min mor pludselig løbende ude fra køkkenet og helt ind til mig, og så står hun lige over mig – og så kan jeg se, at hun har fået røde pletter på halsen.”
“Hvad gør du så?”
“Jo, så begynder jeg at rydde op, og så rejser jeg mig.”
“Hvorfor gør du det?” spurgte jeg.
“Jo, for når min mor får røde pletter
på halsen, så mener hun det”, forklarede Peter og fortsatte: “Hvis jeg så ikke gør, som hun siger, så tager hun hårdt fat i min arm og får mig til at gøre det, hun vil have – og det gør ondt!”
Nogle dage efter sad moderen og jeg igen foran hinanden. Hun var spændt på, hvad jeg havde at sige. Jeg forklarede hende, hvordan Peter havde gjort mig klog på, hvad der skete, når han skulle i seng.

Hun vidste ikke, om hun skulle le eller græde, men hun indså med ét, at alle hendes ord havde været overflødige. Det var ikke ørene, men øjnene Peter brugte, når han skulle finde ud af, hvornår hans mor bare talte, og hvornår hun også mente det, hun sagde.

Vi talte om det at tale sammen med vores børn – og det at handle sammen med dem. Jeg tog på både pædagogstandens og min egen stands vegne et stort medansvar for, at nutidens børn bliver ‘talt ihjel’. Det udspringer jo af, at vi i den forrige generation så det som et overordnet mål, at forældrene ikke måtte slå deres børn. I stedet skulle vi tale med dem.

Problemet er jo bare, at hvis vores børn ikke vil det, vi vil, og vi kun taler med dem, ja så finder de ud af, ligesom Peter, at det er uden betydning, om de gør det, vi siger, eller ej.

Gør man, som Peters mor: Siger det samme mange gange med tiltagende styrke, sker der også det, at adrenalinet løber stærkere og stærkere rundt i kroppen på den voksne, og det bliver man sjældent klogere af.

I stedet kunne man én gang for alle beslutte sig til aldrig at sige noget til sit barn mere end højst to gange: Én gang, hvor man siger det, og én gang hvor man samtidigt også gør, det man siger, sammen med barnet – med den minimale magtanvendelse, der måtte være nødvendig, for at det, man ønsker skal ske, nu også sker.
Sådan en fremgangsmåde har flere konsekvenser:
For det første vil den voksne komme med færre påbud og forbud. Man orker jo ikke at følge op på dem alle. Det er nok i grunden ikke så galt. Den øvrige familie vil også nyde den forbedrede stemning, der følger heraf. For det andet når man ikke at blive ophidset, når man går hen til barnet allerede anden gang. Det, man siger, vil være fornuftigere, og tager man fat i barnet, kan man endnu gøre det, så det opfattes som en kærligheds- og ikke en krigserklæring.

En pointe er også, at børnene nu er sammen med den voksne – hele tiden.
Hvor ofte tænker vi på, at vi i virkeligheden beder børnene om tre ting, når vi beder dem om noget? Vi beder dem for det første om at holde op med det, de er i gang med. For det andet om at gøre det, vi vil have dem til. Og for det tredje beder vi dem – meget ofte – om at forlade det selskab, de hidtil har været en del af.

I mange tilfælde kan man godt få børn til både at afbryde det, de er i gang med, og gøre noget andet, men selskabet vil de nødigt forlade. De vil såmænd gerne gå ned med skraldespanden, ud med hunden eller rydde op på værelset – bare vi går med.

Jeg bliver tit spurgt, hvor gamle børn skal være, før de kan gå alene ud, op eller ned, tænde lyset og så i øvrigt gøre, hvad man har bedt dem om. Ofte har jeg svaret med et modspørgsmål: Hvor gammel var du selv, da du ikke længere kunne registrere, at pulsen steg, når du skulle gå ud på en mørk trappe eller ned i en mørk kælder? Mange voksne fortæller, at det er de da stadig ikke ‘vokset fra’.

Så kan man jo spørge, hvor let det er for en voksen at overbevise et barn om, at det ikke skal være bange for det og det, når man stadig selv er bange for det som voksen?

Afslutningsvis bliver jeg spurgt, hvor lang tid det almindeligvis tager, før man kan mærke, at den nye måde at være sammen med børnene på får dem til at reagere anderledes på påbud og forbud.

Jeg forklarer, at det kommer an på, hvor konsekvent den voksne selv er – fra under halvanden uge og op til tre uger, hvis man altså ikke opgiver på halvvejen og falder tilbage i det gamle mønster.

Måske vil der være enkelte påbud, det fortsat kniber med – dem, der indebærer, at børnene skal kæmpe med deres frygt for at være alene eller færdes i mørke. Men måske gør det heller ikke noget, at børnene får selskab i netop de situationer, hvor det er allermest trygt og hyggeligt at være sammen med de voksne!

 Se også mit foredrag med samme navn som denne artikels overskrift.