Helge Michaelsen var overlæge ved Aker Sygehus i Norge og ledte i perioden fra 1986 til 1991 arbejdet med de børn, sygehuset fik henvist til undersøgelse for seksuelt misbrug. Om tolkningen af de fund man gjorde dengang, forklarede han til den norske avis VG (13. 12. 1999): »Vi måtte bruge den foreliggende viden. Der er helt oplagt en risiko for, at vi tog fejl« (min oversættelse). På spørgsmålet om, hvordan han så på, at så mange forældre kunne have fået fejlagtig besked om, at deres barn var skadet af seksuelt misbrug, svarede han: »Tanken om det gør mig lidt utilpas. Og det er jo helt forfærdeligt, hvis uskyldige skulle være blevet dømt. Tanken om det har af og til holdt mig vågen om natten. Men vi gjorde aldrig noget af ond vilje. Vi ville barnets bedste og forsøgte at optræde redeligt. Men det er rimeligt at tro, at entusiasme og mangel på kundskab kan have ført til overdiagnosticering.«Uskyldigt dømt
I et brev til forsvareren i en incestsag, hvor en far blev uskyldigt dømt, skrev Helge Michaelsen: »Sædvanligvis plejer jeg, på opfordring, at sige, at vi i Modtagelsen for seksuelle overgreb på Aker Sygehus konkluderer, at 35 procent af børnene har fysiske fund, som sandsynligvis skyldes overgreb«.
I 1999 ledede overlæge Torkild Aas den samme afdeling. Han oplyser: »Vi gør sikre fund hos 2-3 procent af børnene. Nogle flere har sandsynlige fund, men det er langt under 35 procent«. I Helge Michaelsens tid på Sygehuset blev omkring 300 af i alt 953 børn diagnosticeret sandsynligt skadet efter seksuelt misbrug. Med antallet af diagnosticerede i 1999 ville næppe mere end 50 børn blive placeret i den kategori. En statistisk beregning peger på, at der frem til 1992 blev fejldiagnosticeret omkring 250 børn.
I Norge finder man også Trygve Lange-Nielsen, en nu pensioneret landsretsdommer ved Eidsivating lagmannsrett i Norge, hvor han virkede i 19 år frem til 1991. Til VG udtalte han, at han frygtede, at et stort antal mennesker kunne være uskyldig dømt for overgreb mod småbørn. På samme måde frygtede han, at mange børn kunne være blevet skilt fra deres fædre på grund af uberettiget mistanke om incest.

Bjugn-sagen 
Det var den meget omtalte norske Bjugn-sag (1992-4) der skærpede Lange-Nielsens interesse for området. Her blev 33 voksne mistænkt for seksuelt misbrug af et meget stort antal børn, men det endte med, at ingen blev dømt. Lange-Nielsen fortsatte: »Jeg tror domstolene var for lidt opmærksomme på flere faremomenter ved disse sager i tiden fra midten af 1980‘erne, da mobiliseringen mod børnemisbrugerne startede og frem til Bjugn-sagen«.
Lange-Nielsen føler et medansvar for, at retsapparatet fungerer som det skal, og at uret som kan være begået, rettes op, og han peger på, at det er blevet tydeligt, at der i nogle tilfælde tidligere blev brugt endog meget uheldige afhøringsmetoder, således at børn blev presset til at sige ting, der ikke var dækning for.
Trygve Lange-Nielsen har gransket statistikkerne over udredningen af mulige misbrugte børn ved Aker Sygehus. Han noterer, at lægerne tidligere mente at se mange flere fysiske skader, end de gør i dag. Og han fortsætter: »Forskellene i vurdering er foruroligende – forudsat at klientgrupperne er nogenlunde sammenlignelige. Hvis dagens kundskab er er den rigtige, er et stort antal børn fejldiagnosticeret i årenes løb.«

Sager genoptaget
Lange-Nielsen peger på, at de seks incestsager, der i Norge en genoptaget, er bemærkelsesværdigt mange i sig selv, og at man i betragtning af, hvorledes disse sager blev behandlet igennem flere år, må spørge sig selv, om det bare er toppen af isbjerget – om man i virkeligheden står over for et stort antal tilfælde, hvor uskyldige er blevet dømt. Bjugn-sagen blev et vendepunkt i Norge. Procedurer blev ændret og reformer indført. Endelig forklarer Lange-Nielsen, at der er en konkret sag, som han selv har pådømt, som han siden har tænkt meget over. Dommen hvilede i høj grad på lægeerklæringer, som pegede på fund, som man dengang fandt pegede på en forbrydelse, men som man siden ville se anderledes tilbageholdende på.

Som i Norge har vi også i Danmark haft en bølge af sexmisbrugssager. Mig bekendt har danske professionelle ikke åbent vedkendt sig en uro for, at de tidligere kan have gjort fejl, som deres norske kollegaer gjorde det for nu tre år siden. Som Trygve Lange-Nielsen påpegede, har Bjugn-sagen haft stor betydning for den måde, man siden har behandlet disse sager på i Norge. I Danmark har vi ikke haft en sag af tilsvarende dimensioner. Den, der kommer nærmest, er ‘Vadstrupgård-sagen‘, som endte med at én pædagogmedhjælper blev dømt. TV 2 sendte den 13. 03. 2000 en dokumentarudsendelse: »Bag lukkede Døre«, hvor man blandt andet sammenlignede Bjugn-sagen og Vadstrupgårdsagen og hvor lighedspunkterne var mange. Man kunne, som også Signe Hemmingsen påpegede det i Politikens kronik den 05. 06., have håbet, at Vadstrupgårdsagen var blevet behandlet af Den særlige Klageret, og at vi derefter havde fået igangsat en proces som den, der fulgte efter Bjugn-sagen i Norge. Med Den særlige Klagerets nylige afvisning af sagen, er opfyldelsen af dette håb i bedste fald udskudt