Det er imidlertid betænkeligt, at NM forsøger at lade det fremstå som om der eksisterer et rigtigt “børneperspektiv”, som han selv tager patent på, og et forkert “voksenperspektiv”, som han tillægger forfatterne. Som omsorgsgiver kan man måske mene, at ud fra et “barneperspektiv” er risikoen for ubegrundede anklager og eventuelle justitsmord et mindre problem end risikoen for fortielser af seksuelle krænkelser. Så simpelt kan man imidlertid ikke stille det op. For det første indikerer videnskabeligt indsamlede erfaringer fra Norge, at barnet ofte lider under politiefterforskningen og den retlige behandling, selv i tilfælde hvor seksuelt misbrug er dokumenteret. Og i tilfælde, hvor et misbrug ikke har fundet sted, men hvor barnet alligevel indrulleres i politiefterforskning og retssag, er det svært at undgå, at processen som sådan bliver traumatiserende for barnet, ikke mindst i en situation hvor en nær omsorgsperson til barnet står på anklagebænken.

Lad os som en analogi tænke os, at en gruppe læger, teknikere og forskere har anvendt 10-12 år af deres liv på at oplyse om vigtigheden af at patienter, som får strålebehandling, skal have stillet en så præcis diagnose som muligt, og at de under strålebehandlingen skal placeres optimalt for at undgå beskadigelse af sundt væv. Denne gruppe angribes af en meget større gruppe læger og andre, som siger, at den første gruppe mangler patientperspektiv, at gruppen helt savner evne til at leve sig ind i patienternes situation og at forstå hvordan patienterne tænker, og at cancer er en farlig sygdom, som må behandles, ellers får det alvorlige følger. Eksperterne med patientperspektiv kan tolke patienternes signaler og behov, de ved bedst, da de jo har “patientperspektivet”. De har monopol på dette, så ingen lytter efter, hvad den første gruppe siger. Monopoliseringen af barneperspektivet præger også anmeldelsens omtale af forfatterkollegiet. Under ét får de følgende karakteristik: “Alle forfatterne har vist helt fortrængt deres egen barndom og må have meget lidt erfaring med, indføling med og kendskab til, hvordan det er at være barn, og hvordan børn tænker og handler”. Læsere af bogen får dokumenteret, at det forholder sig modsat – og at der i bogen findes videnskabeligt baserede svar på spørgsmålet om børns troværdighed, der kan være med til at skille ofre fra ikke-ofre og krænkere fra ikke-krænkere.