Den ulyksagelige hændelse i Lillebælt, hvor man fandt en druknet etårig pige, har fået megen medieopmærksomhed.
Men hvilken medieopmærksomhed?

Den ulyksalige hændelse i Lillebælt, hvor man først fandt en druknet etårig pige, siden en rygsæk og senest en druknet mand, der synes at være barnets eftersøgte far, har fået megen medieopmærksomhed. – Men hvilken opmærksomhed?

Mig bekendt har ingen journalist været øjenvidne til tragedien, men det har ikke holdt dem, der har beskæftiget sig med den, tilbage. Faderen har “smidt”, “kastet”, ja sågar “kylet” sin lille pige ned fra broen.

I skrivende stund er der endnu meget vi ikke ved. Men det seneste fund stiller skarpt på de forestillingsbilleder, journalisterne dannede i læsernes bevidsthed ved brug af ord som ‘kaste’, ‘smide’ og ‘kyle’.

Disse ord fremprovokerede billedet af en dæmoniseret far, en psykopat, der, besat af ondskab, fra stor høje kylede sit lille forsvarsløse barn i havet. Et uskyldigt offer og en nederdrægtig gerningsmand – endda en far!

Det billede, det seneste fund skaber, er et andet. Man ser nu for sig, at faderen har barnet i armene, idet han forcerer de nødvendige barrierer, for derpå at lade sig falde i dybet med barnet i favnen.

Det billede, der næppe er mere usandsynligt, end det af faderen, der kylede barnet ned, er der ingen, der har forsøgt at fremmane. Hvorfor mon ikke?

Fordi dét billede genererer et helt andet sæt af associationer og følelser hos læserne end det første. Der er nu ikke længere tale om et helt klart defineret gerningsmand-offer-forhold, og dermed er der heller ikke baggrund for at skabe en hetzstemning mod “den onde gerningsmand”. Nu nuanceres billedet i retning af en situation med 2 ofre.

Og fjendtligheden afløses af en – måske lidt usikker – sympati, også for faderen. Man tænker: Var faderen oppe imod større kræfter, end han kunne overvinde? I familien? I omgangskredsen? Eller kræfter på større afstand? – Eller var de fælles ofre for en ulykke?

Vi ved det endnu ikke. De journalister, der hidtil frimodigt har manipuleret læserne i én bestemt retning, har dog nu ikke bare muligheden for at nuancere læsernes opfattelse af sagen, de har også en særlig moralsk forpligtigelse til at følge denne ulykkelige sag helt til dørs.