Den 7. april peger Søren Dreier og Berlingske Tidende på det stærkt problematiske i, at der i Danmark har udviklet sig en praksis i behandlingen af flygtninge, hvorefter mødre bliver skilt fra deres børn.

Med tvang at skille forældre fra deres børn leder tankerne 55 år tilbage til scenarier, hvor nazisterne som led i terroriseringen af deres tilfangetagne jøder især med magt adskilte børnene fra deres mødre, og i nyere tid til Østtyskland, hvor udrejsetilladelse til Vesten ofte forudsatte, at et eller flere børn skulle blive tilbage. Kim Kjær, jurist i Dansk Center for Menneskerettigheder, refereres i samme avis for at udtale, at Danmark er på kant med Børnekonventionen og menneskerettighederne med denne praksis.

Fra børnepsykologisk hold skal der lyde en tak til dem, der bragte dette forhold på bane, og en uforbeholden støtte til Kim Kjær.

Er det, der skal til, at der findes midler til en umiddelbar forandring af de fysiske lokaliteter i Sandholm-lejren, således at påtvungen adskillelse af mødre og børn ikke længere finder sted, kan omgående handling, på dette påtrængende område, ikke anbefales varmt nok. 1 Danmark, hvor debatten om andengenerationsindvandrernes vanskeligheder ved at tilpasse sig den herskende orden er blevet debatteret vidt og bredt, ville det være udtryk for dobbeltmoral på den ene side at behandle børn asocialt for så at stille sig kritisk an, når de siden optræder – netop – asocialt.

Den engelske digter W.H. Auden har sagt det kortere og klarere, end det kan siges med faglige argumenter:

»I and the public know what all schoolchildren learn, those to whom evil is done do evil in return«.