Min anmeldelse af Aasborg og Thyssens „Mig ska’ sov’ her i nat” (Psykolog Nyt 17/1997) har affødt to lange indlæg i bladet, senest et af lektor Ivy Schousboe (Psykolog Nyt 1/98). Tak også til Ivy Schousboe for hendes indlæg.

I det følgende skal jeg, med udgangspunkt i det seneste indlæg, kommentere de centrale kritikpunkter i begge indlæg.

Ivy Schousboe anfører som det vigtigste kritikpunkt, at jeg som anmelder undlader at delagtiggøre læseren i min holdning til døgnåbne vuggestuer og børnehaver.

Jeg er helt enig i, at en anmelder af en videnskabelig publikation, der forlods har en særlig interesse i eller holdning til genstanden for den publicerede undersøgelse, bør delagtiggøre læseren heri. Derfor anførte jeg i manuskriptet, at jeg var privatpraktiserende klinisk psykolog. Dermed pegede jeg på, at min erhvervsfunktion ikke medfører nogen særinteresse i forhold til døgnåbne småbørneinstitutioner.

Herudover anførte jeg – og ikke redaktionen, som IS gættede på – at jeg i andre sammenhænge har beskæftiget mig med døgnåbne småbørneinstitutioner ud fra et kritisk omsorgsperspektiv. Netop den oplysning gør det klart for læseren, at jeg ikke, som Ivy Schousboe kalder det, er „en tilstræbt neutral person”. Det er svært at forestille sig, hvad Ivy Schousboe yderligere kunne ønske sig af oplysninger herom.

Som endnu en understregning af min særlige optagethed af denne problemstilling henviste jeg sammesteds til min hjemmeside på Internettet.

På baggrund heraf må jeg tilbagevise, hvad Ivy Schousboe benævnte var hendes hovedpointe. Et opslag på den nævnte hjemmeside oplister mine hidtidige artikler om dette emne. Min seneste, i form af en kronik i tidsskriftet „Danske Kommuner” 5/ 1998, er på vej.

Med den vægt, Ivy Schousboe har givet sin kritik af min angivelige mangel på åbenhed omkring min forhåndsindstilling til døgnåbne småbørneinstitutioner, er det bemærkelsesværdigt, at hun ikke i sit kritiske indlæg finder anledning til at meddele læserne om sin holdning til denne nye døgninstitutionstype.

Ivy Schousboe spørger om min holdning til, om man „må” forske i små populationer. Naturligvis kan man forske i små populationer, afhængigt af objekt, metode og grad af ydmyghed over for resultaternes bæredygtighed og generaliserbarhed. Og naturligvis kan man anvende en kvalitativ forskningsmetode. Kari Killen, som jeg selv nævnte, lod netop sin disputats hvile på en kvalitativ forskningsmetode. – I den forbindelse erindrer jeg i om, at Kari Killen Heap og Kari Killen er en og samme person.

Det er imidlertid klart, at det forhold, at der „ikke”, som Ivy Schousboe noterer det, „er frit valg på alle hylder”, og det, at man kan være henvist til stærkt selekterede grupper, gør, at man enten må finde en videnskabelig metode, der kan anvendes over for det, der ønskes udforsket, eller man må lade være med at forske i det. Begrænsninger af den her omtalte art kan aldrig legitimere brugen af uvidenskabelige metoder, hvis ambitionen er at udføre et videnskabeligt arbejde.

Et problem med en kvalitativ metode som den i den anmeldte rapport anvendte, er imidlertid, at den stiller betydelige krav til forskernes evne til en selvstændig, kritisk videnskabelig bearbejdning af de indsamlede data. Dette er jo vigtigere, jo mere ‘biased’ forskerne i forvejen er over for det undersøgte.

Aasborg og Thyssen anfører selv vedrørende den observerede pædagogbarnerelation, at de har valgt at „bestemme den positivt”, blandt andet med baggrund i, at der hidtil er set en tendens til at opfatte pædagogens relationer til børnene som mangelfulde udgaver af forældrenes (i den anmeldte rapport s. 111-12). En sådan forhåndsindstilling problematiserer kvaliteten af det udførte videnskabelige arbejde. En gennemlæsning af rapporten havde bibragt Ivy Schousboe denne indsigt.

Spørgsmålet om sammenhængen mellem forældre-barnforholdet og barnets øvrige sociale relationer, herunder relationerne til dets jævnaldrende, er interessant. Der er dog intet i den af Ivy Schousboe omtalte artikel*; der støtter Aasborg og Thyssens spekulationer om, at et ældre barn kan udgøre en ‘sikker base’ for et yngre. Det bør også erindres, at der i de her omtalte døgninstitutioner er tale om børn mellem 6 måneder og 6 år, hvor endnu et kendetegn er, at børnegruppens sammensætning skifter fra nat til nat.

Idet jeg afslutningsvis fuldt og helt tilslutter mig Ivy Schousboes krav til anmeldelser i Psykolog Nyt om soberhed og høj kvalitet, konstaterer jeg, at Ivy Schousboes anmeldelse ikke når et sådant kravniveau. Vurderingen styrkes af det faktum, at Ivy Schousboe ikke fandt anledning til at læse den rapport, der også danner grundlaget for hendes artikel, før hun skrev sin mere end en side lange anmeldelse i Psykolog Nyt af min anmeldelse.

* Rutter, M. (1995): Clinical Implications of Attachement Concept: Retro-spect and Prospect. Journal of Child Psychology Psychiatry’, 36, 549-571.