Kommunalt ansattes sikkerhed overfor klienter, der optræder voldeligt, er et anliggende, der får stor opmærksomhed. Få er direkte impliceret, men de der er, bliver ofte belastet af det, der sker. Mange flere får arbejdsglæden begrænset af frygt for; at de bliver placeret i begivenhedernes centrum, næste gang det går løs.

Der er diskuteret og etableret måder at organisere medarbejderne og det daglige arbejde på, så situationen i givet fald kan begrænses. Der er fastlagt sikkerhedsprocedurer, investeret i flugtveje, monteret alarmer og selvlukkende døre, ligesom der er installeret videoovervågning, ansat vagtmandskab med videre. Der er brugt store sum mer til dette formål i de senere år. Den forøgede sikkerhed har også haft en indvirkning på atmosfæren i de enkelte afdelinger. Flertallet oplever den næppe som entydigt positiv uanset en bedre følelse af sikkerhed.

Ser man på typer af voldsepisoder, kan man opregne to hovedgrupper:
Den ene er kendetegnet ved, at offeret mangler en optakt. F.eks. røveren, der pludselig dukker op.
Den anden type er derimod kendetegnet ved, at der er en kortere eller længere optakt. Sagsbehandleren står overfor et planlagt møde med en klient, der er kendt for at være impulsiv. Klienten får afslag, og så kommer reaktionen.
I kommunalt regi er det den sidstnævnte type, der er den mest almindelige. Samtidig er det den type voldsepisoder, hvor muligheden for forebyggelse er størst.

Er medarbejderens attitude præget af distancering til klienten, en bureaukratisk fremtoning, en fjendtlig attitude, eller modsat, af en øjensynlig frygt for klienten, da stiger risikoen i alle filfælde for, at situationen udarter sig voldeligt.
Hvis medarbejderens attitude omvendt er præget af en grundlæggende respekt for selv den vanskeligste klient og dennes situation, er risikoen . ‘ for, at en vanskelig situation skal udvikle sig til trusler eller vold, reduceret.

Men selv da er sikkerhedsforanstaltninger ikke overflødige. Derimod skal de ses som et supplement til den rigtige optræden, som kan nedsætte risikoen for vold samtidigt med, at den enkelte medarbejder får en følelse af større tryghed i det daglige og dermed større arbejdsglæde.

Min egen erfaring på dette område er bl.a. udviklet gennem konfrontationer med forældre i arbejdet med psykologiske undersøgelser, der i nogle tilfælde munder ud ianbefaling af børns anbringelse (også uden samtykke). Desuden har jeg hentet erfaringer gennem arbejdet med voldsofre som psykolog tilknyttet Sygesikringen og Falcks kriseberedskab.