Donorbørn risikerer problemer
| Af: Søren Friis Smith Politiken, 14.01.1999 Ud fra reglen om, at man ikke skal save den gren over, man selv sidder på, burde jeg tie. Men mere end 10 års privat børnepsykologisk praksis med særlig erfaring på området ‘socialt forældreskab’ gør det til en sikker forudsigelse, at en ny klientkategori vil komme til, hvis politikerne følger Frode Muldkjaer (FM) og Børnerådets anbefalinger om fortsat at tilsikre voksne ‘kønscelledonorer’ anonymitet – og dermed gøre det umuligt for børnene at få kendskab til deres biologiske forældre. Når jeg alligevel tager affære, er det fordi FMs argumenter for sin holdning runger af hulhed (Pol 7.1.). FM spørger hvad der skal komme ud af et møde mellem en 16-årig dreng og hans donorfar. At det opvoksende menneske kan få behov for at kende sine biologiske forældre kunne FM lade sig overbevise om, ved at læse medlem af landsforeningen af Voksne Adopterede, Kirsten Christensens indlæg (28.12.). De erfaringer hun nævner er ganske i overensstemmelse med dem jeg har indsamlet i min praksis gennem årene. FM valgte dog at overse Landsforeningens erfaringer. FM taler om ansvarlighed og ansvarsløshed og nævner, at mænd, der optræder som donorer selvsagt ikke ønsker sig ansvar. Nuvel! FM er formand for Bømerådet, ikke for nogen gruppe af voksne med særinteresser. Når børns grundlæggende behov kommer i konflikt med voksnes behov ville det klæde Bømerådet og dets formand at tage børnenes parti. Børn med behov for kendskab til deres biologiske forældre fordrer, at voksne, der vælger at blive biologiske forældre følgeligt må acceptere at stå frem for dem og vedkende sig forældreskabet. Mere ansvarsfrit kari man helt enkelt ikke gøre forældreskabet. At antallet af donorer så falder ned til det niveau, der udgøres af voksne, der er villige til at påtage sig dette ansvar, er ingen ulempe. FM nævner også de groteske situationer han ser i ånden, hvis man ophæver anonymiteten. Det groteske i det fremførte eksempel er dog alene dets selvmodsigelse. Hvis bøm, som FM påstar, ikke har behov for at søge deres biologiske forældre, vil de jo netop ikke gøre det, og så får FMs revisor jo fred. Man aner, at FM er opmærksom på, at hans argumenter ikke er holdbare, og man kan kun undre sig over, at han ikke reflekterer mere over dette. Man aner også hulheden i ordene om, at FM vil skåne børnene for det ‘sammenrend’ af bøm foran donors dør, en ophævelse af anonymiteten ville medføre. Er det dybest set hensynet til dem, der med FMs sprogbrug udgør det omtalte sammenrend, eller er det hensynet til donor, der her prioriteres højest? Hvis Børnerådet skal have nogen mening skal det på baggrund af evne til indlevelse i børns følelsesmæssige og materielle behov rådgive politikerne herom. Et Børneråd, der postulerer at tale børnenes interesser, men ikke i praksis evner dette, er børnene bedre foruden. |
