Endnu mens børn anvender ble, lægges grunden til senere toiletvaner. Det ser mange forældre i form af de ritualer, børn kan udvikle, når trangen kommer over dem. 

Når tiden for at begynde at benytte toilettet nærmer sig, udvikler mange børn et behov for “privathed”. Med det følger tendensen til at søge at være i fred ved at gå om bag en dør, en væg eller ind i et helt andet rum. Måske går de endda ind på wc’et – uden dog at bruge det endnu. Alt dette sker, mens børnehavetilværelsen stadig er fremtid. Inden starten i børnehave her de allerfleste børn og forældre været igennem en af renlighedstræningens store overgange: den hvor bleen om dagen bliver overflødig. Barnet og forældrene har nu en rimelig sikker rutine, der indebærer vaner med hensyn til, hvordan wc-ritualet startes, herunder hvem af familiens medlemmer, der hjælper barnet med at løsne tøjet og holder det med selskab, mens barnet sidder på wc’et. Almindeligvis vil barnet gerne have selskab.

Anderledes “toiletmiljø”
På dette kritiske tidspunkt i forløbet af barnets renlighedstræning starter børnehavelivet. Det betyder nye udfordringer til barnet: enten må det tilpasse sig børnehavens anderledes tilbud vedrørende “toiletmiljø” eller også må det udvikle evnen til at holde sig! Toiletforholdene i en børnehave adskiller sig på næsten alle områder fra hjemmets:
* Både wc og rum har en anden størrelse.
* Der er flere toiletter på stribe, med eller ofte uden “spanske” vægge imellem og ingen dør til at forhindre, at andre børn eller voksne bryder forstyrrende ind.
* Vinduerne er placeret, så der er tænkt mere på lysvirkning og flugtveje end på udviklingen af barnets behov for privathed.
* Barnet kan ikke være sikker på at have selskab af en voksen.

Ingen regler
Ser man på de forskrifter der eksisterer til brug for arkitekter og andre, som står for indretningen af børnehaver, leder man forgæves efter anvisninger og regler, der tager udganspunkt i børnehavebørns behov på dette område. Derimod er kravet til hygiejne, isolering, varme, og dermed sikkerhed højt prioriteret. Og det er naturligvis udmærket, men ikke tilstrækkeligt for de bern, der endnu ikke er helt renlige.
Hvor mange børn, der er berørt af den manglende mulighed for privathed under toiletbesøg i børnehaven, her jeg ikke set nogen opgørelse af. En rundspørge blandt pædagoger, jeg fagligt og personligt er i kontakt med, giver indtryk af et problem, der er tydeligt for mellem 5 og 10 procent af alle børnehavebørn. Der svarer tiI et dagligt problem for mellem 6.000 og 12.000 af Danmarks i alt 120.000 børnehavebørn plus et ukendt “mørketal”. Hertil kommer de børn, som holder sig længere, end de ville have gjort hjemme, men som dog til tider overgiver sig. Problemets omfang vokser naturligvis med børnenes alder.

Børnehavetilværelsen er en dag forbi. Så er i hvert fald problemet med utilfredsstillende toiletforhold for børnene også forbi kunne man til at tænke Men ak: toiletforholdene på vore skoler har uhyggeligt mange steder ikke forandret sig nævneværdigt fra dengang, forældregenerationen gik i skole for 20-30 år siden Her er problemet ikke manglende døre men dog manglende privathed i form af vægge, der ikke går fra gulv til loft, ringe opvarmningsmuIigheder og dårlig hygiejne: Der lugter, ganske som for 25 siden. Hvor mange børn dette er et dagligt problem for, ved jeg ikke. Det er min formodning, at tallet ville være rystende, hvis det blev kendt

En dør der kan låses
Enkelte børn søger konstruktive løsninger på deres vanskeligheder. De forsøger at spærre døren, eller spørger en af de ansatte, om han eller hun vil holde vagt ved døren. Denne frimodighed er dog ikke alle beskåret, lige som den voksne heller ikke altid, skønt viljen er til stede, har mulighed for at “gå fra” til dette job. Ikke mange har beskæftiger sig med problemet, og løsningen på det er heller ikke helt lige til. Spurgte man de berørte børn, ville svaret utvivlsomt være: Som hjemme. Toilettet skulle findes i et rum for sig, med vægge, med en dør til at lukke/låse og – ihvertfald op til 4-5 årsalderen – med yndlingspædagogen inden for denne dør!

Problem der bør behandles seriøst
Selv om denne løsning lyder enkel, vil enhver, der kender til hverdagen i en gennemsnitsbørnehave, trække på smilebåndet. Hvem skal – med den nuværende normering – træde i stedet for den pædagog, der opholder sig med barnet, på en stue, hvor der er 19 andre børn? Hvordan skal man kunne overskue det eller disse små rum? Kunne børnene komme til at låse sig inde? Og rengøringsteknisk: Flere kroge, karme og (dør)flader at rengøre. Og hvor skal pengene komme fra?
Alligevel bør problemet behandles seriøst. Forældre og pædagoger bør få klarlagt, hvor mange børn der er berørt af problemet. Og man må diskutere, hvordan det rent praktisk kan løses. En dør til at lukke, og i det mindste et synligt tegn på at der er “optaget”, vil være et minimumskrav for at tilfredsstille de fleste børn i denne gruppe. En sådan forandring vil koste penge Vi oplever imidlertid netop nu en voksende opmærksomhed omkring overskridelser og krænkelser af barnets grænser. På den baggrund er der håb om, at tiden også vil vise sig moden til at prioritere tusindvis af børns daglige behov på dette hidtil oversete, men vigtige område. (Og så er problemets sundhedsskadelige konsekvenser slet ikke nævnt).