Indledning

I sommeren 2011 udgav en arbejdsgruppe, der var nedsat af Socialministeriet, ”Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser”.  Med denne vejledning forelå der for første gang en officiel tekst, der beskrev formålet med og indholdet af denne type undersøgelser.

Da forældrekompetenceundersøgelser er et særligt erfaringsområde hos Børnepsykologisk Rådgivning, er det fundet relevant at kommentere dele af Vejledningen, der med sine 26 sider har vist sig at kunne virke lidt overskuelig og forvirrende på læseren. De hyppigst stillede spørgsmål og svarene på dem er tematiseret nedenfor.

Sidehenvisninger i parentes henviser til Vejledningen.

Vejledningens karakter

Først er det vigtigt at slå fast, at der netop er tale om en vejledning (herefter kaldet ”Vejledningen”): Der er altså ikke tale om en lov, og det der står i Vejledningen er derfor heller ikke noget sagsbehandleren, forældrene eller barnet kan kræve med henvisning til Vejledningen. – Det kan også nævnes, at ordet forældrekompetenceundersøgelse slet ikke findes i lovteksten i den lov, der i øvrigt regulerer området: Serviceloven, og særligt §§ 46 og 50 (side 6).

At der netop er tale om en vejledning, og ikke om en lov, ses allerede af indledningens første sætning: ”Disse retningslinjer kan benyttes til de forældrekompetenceundersøgelser. (…)” (side 5) (min udhævning). De skal altså ikke benyttes.

På den anden side er der bag et ministeriums udarbejdelse af et sæt retningslinjer naturligvis en hensigt, og den er, at retningslinjerne får betydning for det arbejde, vejledningen handler om. Helt konkret skal vejledningen medvirke til, at arbejdets kvalitet både gøres mere ensartet og at kvaliteten bliver bedre.

Står man med en forældrekompetenceundersøgelse, hvis kvalitet man er usikker på, er én ting man kan gøre, at sammenligne undersøgelsesarbejdet med Vejledningen og se i hvilket omfang psykologen har fulgt Vejledningens anbefalinger.

Undersøgelsens igangsætter

Vejledningen omtaler alene situationen, hvor det er sagsbehandleren, der er den, der har behov for en forældrekompetenceundersøgelse og derfor også er den, der igangsætter undersøgelsen. I praksis er billedet mere varieret. Hvor det tidligere altid var sagsbehandleren, der var den udfarende, er det nu ikke sjældent forældrene, der ønsker, at der foretages en forældrekompetenceundersøgelse. Det kan forældrene have flere grunde til. Blandt dem kan nævnes, at der ikke er foretaget nogen forældrekompetenceundersøgelse, – at den der foreligger er så gammel, at forholdene ikke længere er som beskrevet, – eller at kvaliteten af en eksisterende undersøgelse er fundet at være problematisk.

Undersøgelsens formål

Formålet med en forældrekompetenceundersøgelse er ifølge Vejledningen at skaffe ny viden, som skal danne baggrund for afgørelser om hvilken foranstaltning eller hvilke foranstaltninger efter Serviceloven, der skal iværksættes eller afsluttes overfor et barn eller en ung (side 8).

Det fremgår også af Vejledningen, at formålet ikke udelukkende bør være at ”blåstemple” kommunens eget oplysningsgrundlag, eller at undersøgelsen bør have et bestemt formål for øje, for eksempel et ønske om fremskaffelse af oplysninger med det formål at kunne iværksætte en anbringelse uden for hjemmet (side 9).

Undersøgelsens indhold

Der er ikke nogen bestemt måde forældrekompetenceundersøgelser skal foregå på. Som forældre møder man derfor forskellige undersøgelsesmetoder afhængigt af hvilken psykolog, det er, der undersøger.

Vejledningen præciserer, at det er den psykolog, der foretager undersøgelsen, som bestemmer hvilke metoder, der skal benyttes i forbindelse med undersøgelsen, og som tilrettelægger den konkrete undersøgelse (side 13). – Herefter kan den der bestiller en forældrekompetenceundersøgelse ikke stille specifikke krav til psykologen om at bestemte undersøgelsesmetoder skal – eller ikke må – anvendes.

Undersøgelsesmetoden, der bruges hos Børnepsykologisk Rådgivning er beskrevet her. Det er den eneste metode, der både er anerkendt i Danmark og i vores nabolande, og som yderligere har den fordel, at den er udformet netop med det formål at undersøge forældrekompetencen.

Den hér anvendte metode inddrager ikke psykologiske personlighedstests, hvis anvendelse, herunder til forældrekompetenceundersøgelser, er omdiskuteret både blandt psykologer og ikke-psykologer.

Undersøgelsens betydning

På den ene side siger loven, at det står en kommune frit for at tillægge en forældrekompetenceundersøgelse den vægt man beslutter sig til – fra al vægt til ingen vægt. På den anden side er det både en erfaring – og det bliver præciseret også i Vejledningen – at forældrekompetenceundersøgelsens konklusioner typisk tillægges stor vægt, når de indgår i sagens oplysningsgrundlag (side 7). – Det skal for god ordens skyld også nævnes, at det at en kommune formelt har den nævnte frihed naturligvis ikke fritager psykologen for et ganske betydeligt ansvar for det udførte arbejdes kvalitet og lødighed.

Er man utilfreds med psykologens arbejde kan man klage over dette. Hvis det drejer sig om en autoriseret psykolog, rettes klagen til Psykolognævnet i Socialministeriet. Man bør – også af den grund – sikre sig, at det i alle tilfælde er en autoriseret psykolog, der foretager forældrekompetenceundersøgelsen.

Tilliden til psykologen og til dennes habilitet

Det præciseres i Vejledningen, at det skal tilstræbes, at forældrene har tillid til psykologen, og at undersøgelsen startes på en måde, så forældrene føler sig orienteret, hørt og inddraget i så vidt omfang, som muligt (side 12). Det anføres endvidere, at der skal være klar adskillelse mellem psykologen og sagsbehandleren, hvilket er særligt relevant, hvis psykologen i forvejen er ansat i kommunen (side 24).

Det anføres også, at psykologen bør orientere sagsbehandleren, hvis psykologen i forvejen kender familien (side 24). Det gør sagsbehandleren i stand til at vurdere, om der kan være et habilitetsproblem (eller med andre ord om psykologen kan vurdere forældrene og barnet helt neutralt).

Det modsatte er naturligvis også tilfældet: Forældrene har det samme behov for at vide hvilken relation, der i forvejen er mellem psykolog og sagsbehandler, om nogen. Dette for at kunne vurdere, om der ved valget af en konkret psykolog kan være et habilitetsproblem. Det er erfaringen, at forældrenes tillid til en konkret psykolog stiger, jo mere uafhængigt psykologen i forvejen står overfor sagsbehandleren – og kommunen bag denne.

Søren Friis Smith
Opdateret: 12.2.2016

Se også:
Børnepsykologisk Rådgivnings særlige erfaringsområde: Uafhængige undersøgelser af forældrekompetence

Socialministeriet: ”Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetence-undersøgelser”