Weekendavisen 5.7.2013.

Flere nyfødte tvangsfjernes. Som undersøger er man på gyngende grund, og her kan man være sikker på én ting, nemlig at børn, der ikke skulle være adskilt fra deres forældre, før eller siden bliver det – og omvendt.

Af Søren Friis Smith

autoriseret psykolog

I 2007 blev tre spædbørn tvangsfjernet fra deres mødre i forbindelse med fødslen, i 2011 var tallet steget til 38. Næppe nogen kan være uenig i, at ethvert nyfødt barn har krav på at få tilfredsstillet sit mest grundlæggende omsorgsbehov. Det gælder også i de tilfælde, hvor ingen af dets nærmeste har de fornødne forudsætninger. Kan det kun sikres med en tvangsfjernelse, har barnet krav på at blive det, alene af beskyttelseshensyn.

Spørgsmålet er dog, om retstilstanden omkring disse børn er i orden. En tvangsanbringelse af et nyfødt barn hviler på en vurdering kommunen foretager af de vordende forældres kompetencer til at tilfredsstille det ufødte barns fremtidige omsorgsbehov. Vurderinger hviler som bekendt på skøn, og skøn og vurderinger kan, som enhver ved, være rigtige eller forkerte.

I årenes løb har der dannet sig en praksis, hvorefter psykologer kan blive anmodet om at foretage såkaldte »forældrekompetenceundersøgelser«. Der er tale om en ganske omfattende psykologisk undersøgelsesaktivitet, der indbefatter barnet, dets forældre og deres indbyrdes samspil.

Forældrekompetenceundersøgelsen er ikke nævnt i Serviceloven, men undersøgelsen har i de senere år fået en sådan udbredelse, at Socialministeriet i 2011 fandt det formålstjenligt at udarbejde en vejledning kaldet »Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetence-undersøgelser«.

Det siger sig selv, at man som undersøger af forældre og børn i en situation, hvor resultatet kan få en så indgribende følge for både barn og forældre, som tilfældet er, kan føle sig henført til dér, hvor englene ikke tør træde. Når dertil kommer, at der i disse særlige tilfælde ikke er noget barn at observere overhovedet, og det derfor heller ikke er muligt at observere samspillet mellem barnet og dets forældre, da må undersøgers ydmyghed og undersøgelsens konklusion naturligvis afspejle de begrænsninger, der er for dette arbejde.

I Socialministeriets Retningslinjer foreslås det, først, at man lægger vægt på de vordende forældres »erfaringer med tilknytning, både under opvæksten og i ungdomsårene«.

Det er vanskeligt at læse den vejledning, der gives i Socialministeriets Retningslinjer, som andet end en tilskyndelse til at arbejde ud fra myten om »Den (negative) sociale Arvs« betydning. Myten, der siger, at (vordende) forældre, der selv har haft vanskelige opvækstbetingelser, almindeligvis vil have tilsvarende vanskeligt ved at tilbyde deres kommende barn tilstrækkeligt gode opvækstbetingelser. At der er tale om en myte, og at det i virkeligheden forholder sig omvendt, har været overbevisende dokumenteret af dansk forskning siden 2006.

Som undersøger af forældrekompetencen, når der endnu ikke er noget barn at observere, og når man endvidere lader sig lede af Socialministeriets Retningslinjer, bevæger man sig følgelig ud på gyngende grund. Og på gyngende grund kan man være sikker på ét: Børn, der ikke skulle være adskilt fra dets forældre, vil før eller siden blive det – og omvendt.

Tilbagevendende bekræftes sammenhængen mellem demokratimangel og tvangsmæssig adskillelse af børn og deres forældre. Aktuelt oprulles uhyrlighederne tilbage i Franco-styrets Spanien. Demokratiet herhjemme udpeges med rette som af de bedste i verden.

Vi må på dette område, der er et af de allermest ømfindtlige områder af alle, hvor staten udøver sin magt overfor borgerne, i ethvert tilfælde sikre, at vi kun handler, når det er absolut nødvendigt. Det må ikke kunne ske, at et barn og dets forældre skilles, uden at årsagen hertil er konkret og dokumenteret. Som praksis er i dag med undersøgelser, der ikke inddrager observationer af forældrene og barnet, og med retningslinjer, der ikke afspejler de seneste videnskabelige landvindinger på området, vækker situationen bekymring for retstilstanden.