Konsekvenserne af bl.a. dette kan man aflæse i de erfaringer, der allerede er gjort i Danmark, hvor man i Rødby, Rønne og Frederikshavn har udvidet tilbudet hos en række dagplejemødre til også at dække nattimerne. Billedet er ensartet.
Børnene opholder sig længe i deres pasningsordning, ofte i 24 timer i træk, men 48 timer er heller ikke usædvanligt. I én kommune havde man et eksempel på en søskendeflok, der var anbragt 7 døgn i træk, mens moderen sejlede. I Sverige har man ganske de samme erfaringer fra de natinstitutioner, man der har oprettet. Åbner man for nattilbuddet én nat, åbner man for det antal nætter forældrene presses til at få deres børn passet, eller eventuelt selv ytrer ønske om.
– Sammenfattende er der hverken den pladsmæssige gevinst, eller de besparelser i forslaget, som forslagsstillerne antyder.
Vedrørende omfanget af behovet for skæve åbningstider er der nævnt mange tal. Socialforskningsinstituttet udførte i 1991 en undersøgelse der viste, at hvis daginstitutionstilbuddet rakte til kl. 18.00 ville 95% af småbømsfamiliernes behov være dækket. Det er rigtigt, at liberaliseringen af lukkeloven og yderligere krav om skæve arbejdstider, som man har set i slagterisektoren, ville kunne øge erhvervslivets efterspørgsel efter forældrenes arbejdskraft udenfor almindelig åbningstid. Det er dog ikke det samme som at postulere, at det er forøldrenes behov, eller børnenes, der her ønskes opprioriteret.
Kunne forældrene vælge, ville det være et helt forsvindende mindretal, der ville foretrække arbejdstider, der gjorde det nødvendigt at afhente børnene i deres institutioner sent om aftenen eller først næste dag, frem for arbejdstider, der tog helt grundlæggende hensyn til småbørnsfamiliernes trivsel. Kunne børnene vælge, ville jeg gerne se det barn, der valgte natinstitutionen frem for sengen derhjemme.
Med hensyn til belysningen af børnenes behov svigtede det netop afsluttede projekt helt. Trods påstande om det modsatte, er der ikke i DSBs rapporter fremført en eneste fagligt funderet dokumentation for, at det ikke er belastende for børnene at udvide det eksisterende tilbud til også at omfatte nattetimerne. En sådan dokumentation vil da også være særdeles svær at opdrive.
Hvis der er noget indenfor psykologien, der er velbelyst, er det vigtigheden af et tæt, nært forældre-barn forhold. Det har utallige undersøgelser dokumenteret i de seneste mere end 50 års psykologiske forskning. Det er da også en viden man mange steder, for år tilbage, har omsat i praktiske rutiner. Lad mig blot nævne småbørns indlæggelser på hospital. Disse undgås simpelthen når det overhovedet er muligt, og i de tilfælde hvor behandlingen ikke kan udsættes, da medindlægger man en af forældrene, netop for at undgå det betydelige traume, det for barnet er, at blive skilt fra forældrene om natten. – At det også er forældrenes behov for at være sammen med deres bøm ved politikeme udmærket. Den familiepolitiske ordfører findes ikke, der ikke taler varmt for at forbedre småbøm og deres forældres samværsmuligheder.

Natteåbne børneinstitutioner er et område, hvor arbejdsgiveres, herunder statsinstitutioners, forældres og bøms behov for alvor tørner sammen.
Derfor er der behov for regulering. Det er et politisk spørgsmål, om man vil prioritere kommercielle interesser over børnenes og børnefamiliernes, eller omvendt. Et arbejdsmarked, der tillades at udvikle sig i modstrid med bøms mest grundlæggende behov for tryghed og forældrenes nærhed, bærer i sig kimen til fremtidige sociale og samfundsmæssige problemer i stor skala. Denne erfaring er hverken ny eller epokegørende.
Et krav til arbejdsgiveme om at indføre en børnefamilievenlig personalepolitik og forbud mod indførelsen af natteåbne børneinstitutioner vil derfor have primærprofylaktiske konsekvenser i dette ords mest grundlæggende betydning. Lovgivning på området er ønskelig.