I PN nr. 1/95 lovede jeg at komme tilbage til spørgsmålet om forældremyndighedsindehavers og bisidders aktindsigt i psykologundersøgelsens råmateriale, når der var nyt at berette.
Som nævnt samme sted rettede jeg henvendelse til Ombudsmandsinstitutionen for at få dennes vurdering af Psykolognævnets holdning til spørgsmålet. Dette gjorde jeg på baggrund af en telefonisk henvendelse til Ombudsmandsinstitutionen, hvor jeg blev anbefalet en sådan fremgangsmåde.
Ombudsmanden har svaret mig i brev af 13.03.1995, hvori det afslutningsvis anføres, at spørgsmålet ikke falder ind under Institutionens arbejdsområde, men bør rettes til Socialministeriet.
Som det blev nævnt i PN sammesteds, har spørgsmålene omkring etik og aktindsigt været behandlet på det senest afholdte årskursus i Psykologforeningsregi i Odense (17.- 18.03.95). i seminaret deltog blandt andre lic.jur., lektor ved Århus Uni versitet, Beth Grothe Nielsen (BGN) og Jógvan Petersen.
Man drøftede det behovssammen stød, der er tale om mellem barnet og forældre i disse sager, såvel set ud fra en psykologisk som en juridisk synsvinkel. BGN redegjorde for udviklingen i love og konventioner med stadig større vægt på børns selvstændige kompetence og nævnte Børnekonventio- nen, som den første officielle tekst, hvor børns rettigheder bliver set som selvstændige, og i det mindste formelt, at kunne stå i modsætning til forældrenes rettigheder. BGN manede dog også til eftertanke, idet hun erindrede om den kafkaske situation der er resultatet af den mistænktes manglende viden om mistankens indhold. Konkretiseret: Forældremyndighedsindehaverens manglende viden om indholdet af de af barnets udsagn, der måtte ligge til grund for en beslutning om strafferetslig tiltale eller om socialretslig tvangsfjernelse.
Herefter drøftedes, hvilken politik DP burde forfølge. Man kunne forestille sig DP arbejde for en lovgivning, der etablerede et retspsykologisk råd (ad modum Retslægerådet). Dette råd kunne revurdere en psykologisk undersøgelse, der lå til grund for en tvangsbeslutning, som et alternativ til forældremyndighedsinde haverens aktindsigt i råmaterialer. En anden indfaldsvinkel var, at man lovgivningsmæssigt sidestillede 12- årige og ældres høringsret vedrørende opholdssted efter skilsmisse med en tilsvarende høringsret efter samme alderskriterium i sagsforløbet omkring tvangsanbringelse. Dette sidste ville Jógvan Petersen arbejde videre med.
BGN foreslog, at den psykolog, der fra en kommunal forvaltning mødte kravet om aktindsigt i råmateriale, kunne fremsende den del af dette materiale, der ikke kompromitterede barnets relation til forældren. I tillæg kunne psykologen orientere forvaltningen om, hvad der var tilbage- holdt og vedlægge en fyldestgørende redegørelse for, hvorfor psykologlovens undtagelsesbestemmelse måtte påberåbes for så vidt angik det ikke fremsendte materiale. BGN pegede på det hensigtsmæssige i, at psykologen i den forbindelse gik i direkte dialog med den jurist, der vejledte sagsbehandleren.
Faldt forvaltningens afgørelse negativt ud, kunne psykologen bringe afslaget op til næste instans. I kommunerne, bortset fra København, til Amtsankenævnene, i Københavns Kommune til Den Sociale Ankestyrelse.
Faldt også ankeinstansens afgørelse negativt. ud, måtte psykologen revurdere grundlaget for sit ønske om at gøre brug af undtagelsesbestemmelsen. Psykologen kunne herefter vælge at acceptere afgørelsen og udlevere det først tilbageholdte råmateriale, Et Alternativ kunne være at lægge op til DP at prøve at få en principiel retslig afgørelse af spørgsmålet om aktindsigt i råmateriale.
BGN opfordrede til, at man under alle omstændigheder ærligt burde overveje muligheden for, om det (også) er en selv, man søger at beskytte, når man nægter at udlevere råmaterialet.
Aktuelt overvejer jeg om høringsret for 12-årige og ældre børn, kombineret med den ovenfor anførte vejledning angående psykologers reaktion på krav om aktindsigt fra forældremyndighedsindehaver eller bisidder, er et anvendeligt grundlag for fremtidig praksis. – Jeg efterlyser en kollegial debat herom!
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg selv arbejder videre på at udvikle en undersøgelsesmetode i disse sager på en måde, så test, der medfører “produktion” af råmateriale, i fremtiden begrænses, eller eventuelt helt undgås. Det sker blandt andet ved en opprioritering af observation af barnet i samvær med forælderen og i andre relevante sammenhænge.

– Tak til Beth Grothe Nielsen for kommentarer til udformningen af manuskriptet til denne artikel.