Begræns tiden i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem

Erik Sigsgaard (ES) udtaler i Politiken 1.5. bekymring for den tiltagende anbringelse af børn i daginstitutioner, og avisen følger 2.6. problemstillingen op ved, på lederplads, at advare mod, at vi på den måde afskaffer barndommen.
ES og Politikens bekymringer hviler på erfaringer. Bl.a. peger ES på, at mens 50er-barnet var i daginstitution i 8000 timer af sin barndom, opholder 90er-barnet sig hen imod 23.000 timer under institutionslignende forhold.
Til dette kan føjes, at ny dansk statistik peger på, at udviklingen fortætter med stor hast. Blandt førskolebørnene er det især de 3-6-årige, det gælder. Mens to ud af tre bøm i aldersgruppen i 1990 var udepasset (børnehave + dagpleje, deltid + heltid), blev tre ud af fire udepasset i 1993 (1).
Særligt bekymringsvækkende er det seneste skud på børneinstitutionsstammen: Den natteåbne vuggestue og børnehave. Med denne institutionsform åbnes der mulighed for en yderligere hastig accelerering af den udvikling, der indebærer, at en stadig større del af barndommen underlægges institutionslivet.
Hertil kommer, at det med stor sikkerhed vil blive de underprivilegerede bøm, der især vil være at finde i denne institutionsform: Børn af eneforsørgere, der ingen altemativer har – udover fyring, Børn af formldre, der har et valg, men hvis tilknytning til deres børn ikke stiller sig i vejen for, at de anbringes i en natinstitution. Endelig bøm af forældre, der af personlige grunde søger den frihed for forpligtelserne som forældre, som denne institutionsform åbner mulighed for.

På denne baggrund kan ES’ udtalelser om lyspunkter i form af børnehaver, hvor børnene selv får lov til at fastsætte spisetideme, og skoler, der forsøger at ændre på det stive samvær mellem lærere og elever, virke lidt idylliserende. Sådanne initiativer er slet ikke i stand til at kompensere for det stadigt mere omfattende forældrefravær.
Hvis debatten, som jeg er enig med Politiken i er umådelig væsentlig, skal nå længere end til de forudsigelige beklagelser og bløde hensigtserklæringer, må de, der er nærmest til det, pædagoger og psykologer, ud af busken og give både forældre og politikere klare råd om, hvad ‘grænseværdien’ er for børns ophold i vuggestue, børnehave og i skole/fritidshjem. Man kunne ønske, at fagfolk på dette område tog fat med samme ihærdighed, som man ser det på det fysiske miljøområde.
Med kendte grænseværdier ville forældre ikke stå rådvilde som i dag, hvor de måske endda kan føle sig underlegne i forholdet, til pædagogeme. De ville med bedre samvittighed end i dag kunne tage afsked med deres børn om morgenen og se dem i øjnene igen nogle timer senere. Som småbørnsforældre og lønmodtager ville man samtidig kunne styrke kravet om beskyttelse af småbørnsfamilierne på arbejdsmarkedet, Noget, der aldrig hat; været mere påtrængende end nu, hvor lukkeloven udhules.
Argumenterne imod mere præcis vejledning af småbørnsforældre i institutionsspørgsmålet er forventelige: Det vil blive argumenteret, at man ikke kan sætte præcise grænser, der ville have relevans for det enkelte barn. Og nogle ville nok også føle sig fristet til at modsætte sig et sådant initiativ med henvisning til kødgrydeargumentationen.
Til det første er at sige, at det problem også findes, hvor man af miljøhensyn fastssåtter grænseværdier. Men alligevel ville de færreste være dem foruden. Opstiller man grænseværdier på børneinstitutionsområdet, der set i den store sammenhæng vil begrænse forældrefraværet til et niveau, f.eks. 90% af børnene ville kunne mestre, ville meget være nået i forhold til i dag, hvor der absolut ingen konkret vejledning er at hente.
Over for det andet argument må det præciseres, at det er et apørgsmål, der tilhører voksenverdenen: Politisk, i forhold til arbejdsmarkedet og familiært. For børnenes skyld anbefales det, at denne problemstilling er afklaret, inden de sættes i verden.

Endelig vil nogen måske indvende, at det slet ikke er nødvendigt at råde småbørnsforældre på dette område. Erfaringerne fra en privatpraktiserende børnepsykologs hverdag peger dog i den modsatte retning. Småbørnsforieldre føler sig ofte i vildrede mellem det, de føler er rigtigt, og det, de hører er rigtigt. Og de vælger ikke nødvendigvis rigtigt. Et eksempel: Ikke få forældre har opsøgt mig før barnets første kolonitur i børnehaven. Selv om følelserne hos forældrene skreg på, at bamet skulle blive hjemme, vejede pædagogernes ord og gruppepresset fra de andre forældre så tungt, at forældrene måtte søge en uvildig fagpersons støtte i deres beslutning om barnets deltagelse, før de magtede at stå imod presset.

(1) Nordic Statistical Secretariat (ed.). Yearbook of Nordic Statistics 1995. København 1995.