Af: Dorthe Berntsen, lektor, cand.psych., ph.d., Søren Friis Smith, cand.psych. Autoriseret med specialistanerkendelse,
Sven Rasmussen, speciallæge i psykiatri, Jytte Willadsen, speciallæge i psykiatri .
Psykolog Nyt nr. 13, vol. 58, 30.07.2004, s. 26.
Artiklen er også trykt i Ugeskrift for Læger nr. 36, 30.08-2004

I efteråret 2002 nedsatte Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab en arbejdsgruppe med kommissorium inden for genfundne erindringer på baggrund af en offentlig debat om emnet. Arbejdsgruppen havde til formål at gennemgå den eksisterende viden om emnet og udarbejde retningslinier for professionelle inden for området. Udvalget har netop offentliggjort sin rapport [1]. Set i et videnskabeligt perspektiv er rapporten kendetegnet ved en række svagheder.

Rapporten er et forsøg på at balancere to forskellige positioner og opnå et politisk-pragmatisk kompromis. Til det brug foretages en oversigt, ikke over den eksisterende litteratur, men over den for det politiske-pragmatiske formål relevante litteratur. Det er kendetegnende, at der ikke sondres klart mellem antagelser og empirisk evidens. Der, hvor empirisk evidens inddrages, overvejes ikke metodemæssige svagheder med mindre fremhævelsen af sådanne er relevante for det politiske-pragmatiske kompromis, der ønskes opnået. Kompromiset går ud på følgende i korthed: Ja, det er muligt at udvikle falske incest-erindringer, og ja, det er også muligt og relativt hyppigt forekommende at fortrænge/dissociere ægte incest-erindringer. Så er sol og vind delt lige. Alle burde være glade. Problemet er imidlertid, at der ingen overbevisende evidens er for påstand nummer to.

Til støtte for påstanden om, at det er muligt i en årrække at udelukke erindringer om seksuelle overgreb fra bevidstheden, henvises til begrebet om dissociativ amnesi. Det omtales imidlertid ikke, at dissociativ amnesi typisk involverer omfattende identitetsmæssige forstyrrelser, massiv retrograd amnesi berørende store dele af den selvbiografiske viden, samt sjældent varer mere end nogle uger eller måneder [2]. Til støtte for samme påstand henvises endvidere til undersøgelser af Anderson og Green [3], som demonstrerer at “den menneskelige hjerne har executive control processes, der kan holde uønskede deklarative erindringer væk fra bevidstheden”. Men læseren orienteres ikke om, at disse undersøgelser er baseret på hukommelse for ordlister, og at Anderson og Green selv udtrykker forbehold med hensyn til, hvorvidt de kan generaliseres til hukommelse for andet materiale, herunder begivenheder fra det personlige liv. Der kunne gives mange andre eksempler på en mege t perspektivisk læsning og fremstilling af litteraturen i rapporten, men disse eksempler er tilstrækkelige her.

En optimistisk læser kan se rapporten som et skridt i den rigtige retning, idet der tages afstand fra symptomlister og manes til forsigtighed over for brugen af suggestive teknikker, og falske erindringer anerkendes. På den anden side anbefales det, at genfundne erindringer gives samme status som andre vidneudsagn (en anbefaling der kan tolkes på forskellige måder og også på måder der let kan føre til justistmord).

Såvel udvalget som rapporten er politisk-pragmatisk begrundet. Det ses ved rapportens indhold såvel som ved udvalgets sammensætning, hvor ingen repræsentanter for den eksperimentelle psykologiske hukommelsesforskning var repræsenteret. Ingen af delene er fra et sagligt videnskabeligt synspunkt tilfredsstillende. Fra et videnskabeligt synspunkt er det højst generende at se pseudovidenskabeligheden udfolde sig og erstatte en søgen efter sandhed med en søgen efter politisk konsensus.

Litteratur

1. http://www.dpsnet.dk/dpsfiler/word/04-05-25-Rapport-%20Genfundne%20Erindringer.doc: Genfundne Erindringer, maj 2004.

2. McNally, R.J. Remembering trauma. Cambridge: Harvard University Press, 2003.

3. Anderson MC, Green C. Suppressing unwanted memories by executive control. Nature 2001;410: 366-9.