Af: Søren Friis Smith

Se note nederst!

Politiken 17.07.2009: De to stofmisbrugere, der flygtede med deres barn for at undgå tvangsfjernelse, har åbenbart været bedre, end myndighederne hævder.

I POLITIKEN har læserne siden den 3.7. kunnet følge med i hændelsesforløbet, hvor et forældrepar forlod et sygehus i Esbjerg med deres da 10 dage gamle dreng. Det er fremgået, at moderen er stofmisbruger, og at drengens liv følgelig har været i stor fare.

Senest er det meddelt, at familien er fundet i Tjekkiet, at forældrene er fængslet og at drengen er blevet anbragt på børnehospital.

På denne baggrund må tiden være inde til at gøre status over den hidtidige indsats familien er blevet tildelt.

Skal man tro Politikens interview med nogle af de involverede, særligt i de første dage, var sandsynligheden for, at drengen overlevede, kun ganske lille.

Allerede af Politikens artikel (3.7.)fremgik det, at forældrene forlod hospitalet med deres dreng som følge af, at de forinden var blevet oplyst om, at han ville blive tvangsfjernet fra dem.

Af forældrenes – ikke uforudsigelige – reaktion kan man med betydelig sikkerhed slutte én ting: De har ikke følt, at de i deres særdeles udsatte situation blev mødt med en holdning, som var præget af indlevelse, omsorg og respekt for dem individuelt og som medlemmer af en ny familie.

For at skabe det bedst mulige grundlag for en beslutning om en eventuel tvangsfjernelse må der foretages en uafhængig undersøgelse af forældrenes evne til at tilfredsstille deres søns grundlæggende omsorgsbehov.

Med den pressedækning sagen hidtil har fået, er det blevet vanskeligere, end det har været. Undersøger vil som alle andre være præget af den helt i hovedsagen negative nyhedsstrøm, der har kendetegnet denne sag

I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at vi nu ved, at drengen ikke blot har overlevet, men ifølge det tjekkiske politi endog var i god behold, da han blev fundet. Jo svagere han var da familien flygtede fra hospitalet og jo bedre hans tilstand var, da det tjekkiske politi fandt den igen, jo mere peger på, at forældrene har været i stand til at tilfredsstille drengens omsorgsbehov, som jo altså har været større, end børns behov almindeligvis er i barselperioden.

Det er naturligvis ikke det samme som at sige, at forældrene og deres dreng blot kan komme hjem og leve et familieliv, som om intet var hændt, men det giver den kommende undersøger oplysninger, som nuancerer det indtryk af drengens situation, som pressen hidtil har formidlet.

Kunne man have gjort det anderledes?

En uafhængig undersøgelse som den omtalte kræver, at undersøger får mulighed for at observere forældre og barn sammen flere gange, flere timer. Det tager tid. I den tid kunne man have tilbudt forældrene at blive anbragt sammen med deres dreng på et sted, hvor han var sikret at modtage den omsorg forældrene – ud fra en konkret vurdering – måtte vise sig ikke at være i stand til at yde ham.

I stedet for at true forældrene med, at man ville tage deres dreng fra dem, kunne man – og kan man stadig – love dem, at de kan forblive sammen, hvis de vil acceptere at tage ophold på en døgninstitution med deres dreng, hvad der i øvrigt også vil give undersøger udmærkede arbejdsbetingelser.

Undersøgelsen af forældrene og deres dreng vil så bidrage til afklaringen af, om de, trods alle negative forudsigelser, måtte vise sig at være i stand til at tage sig af deres nyfødte dreng, om nogen i forældrenes slægt eller øvrige netværk kunne og skulle supplere, eller i givet fald erstatte forældrene, eller om man var nødt til at søge supplerende ressourcer udenfor netværket.

En mere langsigtet planlægning af denne dreng og hans forældres fremtid må nødvendigvis grunde sig på en konkret undersøgelse af de involverede parter og deres samspil. Der findes – også i denne sag – eksempler på, at selv fagpersoners vurderinger ikke nødvendigvis holder for virkelighedens efterprøvning.

Note

På forsiden af kultursektionen skrev man som appetizer til artiklen: “En ny chance. Forældreparret, der flygtede med deres spædbarn, fortjener en ny chance for at undgå tvangsfjernelse.” Overskriften på artiklen, som redaktionen udformede den var: “Giv flugtforældrene en ny chance”. Politikens redaktions udformning af overskrifter til denne artikel er egnet til at skabe debat om den omtalte sag. De er derimod ikke egnede til at formidle teksten, som de søger at sammenfatte.

Det fremgår ikke af artiklen, at forældrene skulle have “en chance”, ligesom det ikke fremgår, at de skulle have “fortjent” noget – udover naturligvis at være sikret den samme grad af retssikkerhed, som alle andre borgere. Begge formuleringer lægger op til en afsporing af den helt centrale pointe: Bekymringen for barnets retssikkerhed.

Det er næppe kontroversielt at fastholde, at en tvangsfjernelse er det mest radikale indgreb det offentlige kan gribe til overfor et barn. Derfor burde der heller ikke være noget kontroversielt i at påpege de særlige problemer, der er forbundet med at sikre barnets retssikkerhed i denne sag. Politikens valg af overskrifter er kun et alt for godt eksempel på, hvor svært det alligevel er at forholde sig fordomsfrit til et lille barns situation, når denne har været beskrevet som dramatisk. – Og fordomsfrihed er som bekendt en helt central forudsætning for retssikkerheden.