MÜNCHAUSEN BY PROXY: I oversigten over mentale lidelser anvendes nu et andet navn

20. februar blev overlæge Erling Nathan. Skejby Sygehus, interviewet om det såkaldte “Münchausen’s Syndrome by Proxy” (MSBP). Af andre artikler i ÅS er det fremgået, at diagnosen er problematisk. Med udgangspunkt i dette interview, vil jeg omtale nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med diagnosen.
Kort om brugen af hunkøn. Münchausen by Proxy er en diagnose, der stort set kun anvendes over for kvinder. Det har diagnosen tilfælles med tidligere århundreders etikettering af hysterikere og hekse – et forhold, der ofte nævnes i den kritiske litteratur om syndromet.

Erling Nathan forklarer, at man i tilfælde af mistanke om Münchausen by Proxy nedsætter en tværfaglig gruppe, der observerer symptomerne for på den måde at afgøre, om formodningen holder stik.

Hvilke symptomer observerer man for?
Er det noget konkret, eksempelvis at en mor forsøger at kvæle sit lille barn med en pude, eller at sprøjte luft ind i barnets åre med en injektionssprøjte? Og at moderen efterfølgende benægter, at hun har gjort det?

Hvis det er, så er det på ingen måde symptomer, der med nogen rimelig sandsynlighed peger på Münchausen by Proxy. Den mest nærliggende antagelse er, at man har observeret et drabsforsøg. Og den mest nærliggende årsag til, at moderen ikke vil erkende det, er, at hun ønsker at undgå en længere fængselsstraf. Rejses der sigtelse mod moderen, nyder hun den sigtedes rettigheder. Det gør hun ikke, så længe det alene er hospitalet, eventuelt suppleret med de sociale myndigheder, der er inde i sagen.

Eller er det noget mere diffust man observerer for? Er moderen meget tynd? Måske har hun haft et spiseproblem? Opleves hun for upåvirket af barnets situation? Eller for opmærksom på denne? Tilpasser moderen sig overraskende let hospitalets rutiner, eller er det omvendt sådan, at hun fremstår med betydelige tilpasningsproblemer?

Afhængig af hvilken del af faglitteraturen, man læner sig op af, findes der stribevis af oplistede symptomer hos moderen. Symptomer, hvis troværdighed ikke bare svækkes af deres høje antal og manglende præcision, men, som det ses, også af at de i flere tilfælde er modsatrettede, således at det bliver vanskeligt for moderen at undgå mistanke.

Overlæge Erling Nathan anfører: “Diagnosen er svær at stille, for mødrene ser virkelig deres børn som syge.”

Her berører EN problemet med symptomernes manglende præcision. I den seneste udgave af oversigten over mentale lidelser (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders), DSM-4, hvor MSBP stadig kun optræder i et appendiks, skiftede lidelsen betegnelse. I DSM-4 er betegnelsen forandret til FDBP: “Factitious Disorder by Proxy”.

Hermed har man understreget det kunstigt skabte moment. Det centrale kendetegn er, at moderen forsætligt frembringer eller fingerer fysiske og psykologiske tegn eller symptomer hos barnet. At moderen således skal frembringe symptomerne bevidst indebærer, at hun skal være vidende om, at barnet ikke lider af den tilstand, hun konsulterer lægen for. Med andre ord: Opfatter, eller “ser” moderen barnet som sygt, er der ikke tale om MSBP/FDBP, som denne lidelse defineres jf. DSM-4.

Dette skal ikke forstås som en anbefaling af, at man anvender diagnosen FDBP jf. DSM-4. Derimod anbefales det at rette opmærksomheden på to forhold:
– At MSBP/FDBP, der første gang blev omtalt i faglitteraturen i 1977, og således nu har eksisteret som diagnose i 25 år, stadig kun er nået til appendikset i DSM.

– Og at man senest har fundet det nødvendigt at skifte navnet ud med et andet. I faglitteraturen er der endnu flere navne på MSBP/FDBP. De krav man bør stille til en diagnose, der kan medføre, at børn tvangsfjernes fra deres forældre bør være:

1) at diagnosen relaterer sig til én bestemt person,
2) at barnets symptom/-er indgår i diagnosen (f.eks. ‘kvælning’, ‘forgiftning’, ‘blod i urinen’) og
3) at der er enighed om diagnosenavnet.

Ved at opfylde disse krav undgår man at anvende en upræcis og kontroversiel diagnose, der internationalt er fundet at give anledning til falske anklager om børnemishandling. Samtidigt begrænser man risikoen for forkert eller mangelfuld behandling af barnets virkelige lidelse, hvilket endog har født til, at børn er døde. At give MSBP/FDBP selvstændigt diagnosenummer hos Sundhedsstyrelsen, som Erling Nathan foreslår, vil være at føje spot til skade.

Links
– Temaside om MSBP
-‘Mødre under mistanke’, Artikelserie i Århus Stifttidende om Munchausen Syndrome by Proxy
– ‘Farlig, eller farliggjord mamma’, Lena Hellblom Sjögren, svensk vidnepsykolog
Artikel om en svensk familie med 4 børn, hvor man stillede diagnosen Munchausen Syndrome by Proxy.