BØRNE- og familiekonsulent Benedicte Schilling (BS) skriver i Politiken 25.4., at der forud for anbringelsen af et barn bør foretages en psykologisk undersøgelse af barnets og familiens forhold. Nogle ville måske tro, at det var gjort med det. Som en af de børnepsykologer, der foretager mange af den type undersøgelser, BS ønsker, skal jeg derfor fortsatte hvor hun slap.

Vi er blevet bedre til at undersøge omsorgen for barnet i hjemmet. Det har skabt et sikrere fundament for beslutningen om anbringelse. BS nævner, at børnepsykologer kan ‘overskue komplicerede foranstaltninger og deres forventede konsekvenser’. Og det er her, nye vanskeligheder dukker op.

Børn anbringes hovedsagelig i døgninstitutioner eller i familiepleje. Ideelt er målet med en anbringelse at bryde den sociale arv, således at barnet får mulighed for at udvikle sig til selv at kunne varetage omsorgen for egne børn. For at det kan lykkes må de samme krav til omsorg være til stede der, hvor barnet anbringes, som i barnets hjem.

Barnet der er på vej til at blive anbragt på institution eller barnet i familieplejen har imidlertid ikke garanti for at undgå nyt omsorgssvigt. Længe har man erkendt, at institutionstilværelsen barndommen igennem for næsten alle anbragte børn skader deres personlighedsudvikling.

I familieplejen da? Denne anbringelsesform har jo det, som institutionen mangler: de få og samme personer døgnet rundt, der gør den gensidige tilknytning mulig foruden alle de andre fordele, der kan nævnes. Trods et betydeligt forarbejde sker det, at en familieplejeanbringelse går galt. Måske lod man sig besnære af plejeforældrenes tro på egne evner. Man glemte at de ønskede sig et barn så meget, at de lukkede ørene for barnets vanskeligheder. Eller mente, at man kunne undersøge sig fra usikkerheden.

Ikke sjældent forklares en uheldig placering med, at en eller begge var for dårligt undersøgt. Imidlertid kan man ikke undersøge parterne godt nok! Årsagen til miséren er, at vi mennesker ikke er herre over vore følelser. Vi bestemmer os heller ikke til, hvem vi bliver forelsket i. Hvem turde lade valget af partner komme an på en sådan forundersøgelse?

Min pointe er ikke, at børn ikke bør anbringes uden for hjemmet, men at det med bedre undersøgelsesmetoder er mere nødvendigt end nogensinde at spørge: Hvad anbringer vi til? Tiden er inde til at tænke i nye anbringelsesformer som supplement til de kendte. Måske kunne man eksperimentere med en ‘børneby’ bestående af boliger, hvor ressourcestærke og ressourcesvage familier boede så tæt, at børnene i de sidste ville være sikret tilstrækkelig omsorg, og at antallet af de to familietyper var sådan, at det ville være attraktivt at bo der for begge parter.