Stillingsannoncer i dagbladene henleder opmærksomheden på fænomenet småbørn på kostskole. Af annoncerne fremgår det, at skolerne, der søger lærerkræfter, optager børn helt ned til fern års alderen. Tages kostskolemes markedsføring over for de sociale forvaltninger som indikator for udviklingen i antallet af kostskoleanbragte småbøm, synes der at være tale om en stigende tendens.

At anbringe småbørn på kostskole er, set fra en børnepsykologisk synsvinkel, betænkeligt. En vellykket personlighedsudvikling forudsætter på dette udviklingstrin tilstedeværelsen af kontinuerlig kærlig omsorg fra forældrene. Har barnet ikke forældre, der kan give barnet denne omsorg, kan andre voksne, der kan, eventuelt træde i stedet.

For en lille gruppe af behandlingskrævende bøm er et ophold på en døgnmstitution, der specifikt er tilpasset behandlingsopgaverne, en nødvendig forløber for en senere tilværelse i en familie. For en endnu mindre gruppe af bøm er ophold på behandlingshjem barndommen igennem nødvendig. Den bekymring, der rejser sig, er, i hvilket omfang kostskolen som døgninstitution for småbørn er i stand til at møde det almindeligt udviklede barns behov for omsorg.

Det er den kun i den udstrækning, den er i stand til succesfyldt at efterligne det intime forældre-barnforhold, der findes i den almindelige velfungerende småbørnefamilie.

Kostskoleformen stiller spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af denne kvalitet.

For gruppen af børn med et egentligt behandlingsbehov er der grund til en om muligt endnu større bekymring. Den til denne opgave krævede tværfaglige ekspertise findes helt enkelt ikke på kostskolerne.

Hvilke småbørn anbringes på kostskole? Mit indtryk er, at de mindste børn, jeg i kraft af mit arbejde som praktiserende børnepsykolog har mødt, er blandt dem, hvis fremtoning antyder mindre end optimal udvikling. Mere end et har antydet tilstedeværelsen af et egentligt behandlingsbehov.

Andre spørgsmål, der rejser sig, relaterer sig til de anbragte børns køn (drenge synes at tåle døgninstitutionsformen endnu dårligere end piger), og til hvem, der anbringer: Forældre og/eller sociale forvaltninger. Hvilken professionel rådgivning har forældrene henholdsvis sagsbehandlerne haft mulighed for at konsultere før anbringelsen om nogen?

Og endelig er der spørgsmålet, om der kan findes tilfælde, hvor denne anbringelsesform er valgt ud fra en prioritering af psykologiske behov hos forældre eller økonomiske behov hos den anbringende instans, snarere end ud fra barnets behov for at få tilfredsstillet grundlæggende omsorgs- eller behandlingsbehov.

Der har i den senere tid været stigende interesse for årsagerne til vold.

Undersøgelser og klinisk erfaring peger samstemmende på, at omsorgssvigt i den tidlige barnealder disponerer for en personlighedsudvikling, der både er præget af mangelfuld impulskontrol og manglende evne til indlevelse.

Mangel på begge dele kan disponere for voldelig adfaerd. Også på denne baggrund er det nærliggende at opfordre det nye Bømeråd, hvis kommissorium indbefatter fremme af undersøgelser af småbørns livsomstændigheder, til at interessere sig for den nævnte anbringelsespraksis.