I DE SENERE år har visse virksomhedstypers for oprettelsen af natteabne børneinstitutioner været fremført med stigende hyppighed i dagspressen. De ansatte møder på tidspunkter, hvor daginstitutionerne i dag ikke kan modtage børnene, hvorfor forældre således er afskåret fra at stille deres arbejdskraft til rådighed.

I stigende grad er der blevet slået til lyd for, at børnefamilierne – ifølge talrige undersøgelser særligt tidsmæssigt og økonomisk pressede – skulle have forbedrede vilkår, så børns og forældres samværsmuligheder blev forbedret. Flere politiske partiers familiepolitiske målsætninger afspejler dette.

De sidste mere end 40 års psykologiske forskning på det område, der omhandler børns behov for den kærlighed, ømhed, intimitet og tryghed, som netop kun de nærmeste kan give barnet, peger entydigt på vigtigheden af, at disse behov tilfredsstilles. De skræmmende konsekvenser såvel på det personlighedsmæssige som på det samfundsmæssige plan af, at disse behov ikke tilfredsstilles, er også veldokumenterede.

HVERT enkelt menneskes individuelle erfaring peger på der faktum, at det tidspunkt, hvor alle små og større børn – kvinder og mænd – lettest bliver offer for uro og angst, er ved indsovningen. Mørket gør der vanskeligere at fastholde realiteterne i votes omverden, diffuse indtryk, lyde f.eks., der knapt ville ænses i dagtimerne, forstørres og tillægges enddog truende årsager. Alene terminologien er afslørende: Vi falder i søvn. For med nogen lethed at falde i søvn – og for at sove trygt og godt – er det afgørende for barnet at have opbygget en erfaring med kontinuerligt at blive passet på af forældrene eller eventuelt nu og da af én blandt en helt snæver kreds af substitutter, f.eks. bedsteforældre. Som bekendt søger barnet også mere eller mindre regelbundet fra sin egen seng og ind i forældrenes (bedsteforældrenes) i løbet af natten, hvis dette er en mulighed.

Den nuværende forældregeneration er den første, der i stor skala som børn blev udsat for daginstitutionstilværelsen. Vi har endnu til gode at finde ind til konsekvenserne af dette radikale skift fra tidligere generationers opvækstvilkår, målt i den alen, der med et populært udtryk er blevet benævnt “omsorgsevnen”. I 70’erne sammenfattedes herhjemme i bogform, hvad forskningen indtil da kunne fortælle om konsekvenserne af udbredt brug af daginstitutioner for børn. Konklusionen af dette arbejde var ikke populært i de tider.

DET SPØRGSMÅL rejser sig nu, om generationen, der selv bar været udsat for udbredt daginstitutionstilværelse uden at sætte hælene i, accepterer den nye fids krav: At vi lægger vore børn til at sove i en natinstitution, for så om morgenen, når abejdstiden er til ende, at bringe barnet hen i daginstitutionen, for selv at få mulighed for at sove. Eller “tolalløsningen”: At institutionen er en kombineret dag- og natinstitution. Vi behøver ingen natinstitutioner for at undersøge, hvilke følelsesmæssige omkostninger sådanne ville have for vores børn. Den samlede fond af viden, der allerede eksisterer om børns omsorgsbehov, peger på at sådanne institutioner har sin pris. En høj pris. Er vi parate til at betale den pris? Og har vi forinden spurgt børnene, om de også er det? Hvis de, der hidtil har stået som fortalere for forbedrere vilkår for børnefamilierne, gik sammen med alle dem, der selv kan huske det behov for tryghed og kærligbed, de som børn havde ved aftenstide, og ydede de nye tanker og tendenser modstand, ja – så fik vi aldrig natteåbne børneinstitutioner. Så ville kravet om overensstemmelse mellem alt, hvad der hidtil er sagt om forbedring af børnefamiliernes samværsmuligheder, og kravet om handling medføre, at forestillingen om, at vi skulle supplere den udbredte daginstitutionsanvendelse med natinstitutioner vil forblive et mareridt – og ikke skinbarlig virkelighed.