Kan dampkogte kartofler gøre det af med stenbroens børn 

Hanne Sloths kronik den 11. januar bringer en erindring frem:
I årene 1982-84 var jeg under min uddannelse til børnepsykolog ansat ved “Det Socialpædiatriske Ambulatorium” på Rigshospitalet. Et ambulatorium, der organisatorisk hang sammen med det daværende “Kysthospitalet på Refnæs”. Nogle år forinden var chefen for disse sammenhængende institutioner, overlæge Sven Heinild blevet pensioneret.

Vi fik den samme mad
Ansatte ved Ambulatoriet tog en gang om ugen til Kysthospitalet for at deltage i en konference om de dér indlagte børn. Som en service overfor de udefrakommende blev man tilbudt at spise med. Vi fik den samme mad som også børnene fik. En mad hvis tilberedning næppe havde været forandret i 5o år. Kartoflerne var dampkogte og havde gennem processen ofte måttet opgive at fastholde deres naturlige form. Tilsvarende havde blomkålene måttet opgive ævred.
Under de nævnte konferencer lyttede jeg ikke sjældent på kritiske røster, der omtalte den tarvelige mad, de indlagte børn havde været vant til at få derhjemme og det slog mig, at skiftet fra den mad de var vant og hvis basis jeg forstod var chips og ketchup, til den de fik på Kysthospitalet, måtte medføre vanskeligheder med hensyn til de små patienters mulighed for at falde til på Kysthospitalet.

Jeg tog mig sammen
En dag tog jeg mig sammen til at spørge, ikke under en konference, hvor alle lyttede, men lige efter. Jeg spurgte en medarbejder, der passede til Hanne Sloths beskrivelse: “En stramtandet sygeplejerske, iført behørig stivelse” om, hvordan man kunne få de københavnske børn (der udgjorde det overvejende patientklientel) til at spise maden, de fik serveret på Kysthospitalet.
Hun på mig med et på en gang gennemborende og lidt overbærende blik og svarede kort:
“På tredjedagen spiser de altid!” hvorefter hun drejede rundt på hælen og gik.