For tiden kan man følge en modsætningsfyldt og på samme tid bekymringsvækkende udvikling på børneinstitutionsområdet.
Længe har politikerne lovet forældrene, at »pladsgarantien« var lige om hjørnet. De seneste meldinger lader nu ane, at der snarere har været tale om en blød hensigtserklæring end om nogen garanti.
Samtidig optræder politikerne som fødselshjælpere for en helt ny institutionstype: natinstitutionen, der kan modtage såvel vuggestue- som børnehavebørn til overnatning.
Enkelte steder har man allerede åbnet sådanne institutioner. Aktuelt står København på spring. For at få råd skærer man i de eksisterende institutionsbudgetter. Resultatet bliver færre vikarer, flere børn pr. kvadratmeter og færre udflugter.
Det kan undre, at man ikke lever op til sine egne løfter, før man planlægger nye ressourcekrævende institutionstyper.
Endnu mere undrer det dog, at politikere med erfaringer på det socialpolitiske område ikke bekymrer sig for konsekvenserne af yderligere institutionspasning af børn. Disse politikere ved kun alt for godt, at der blandt de grupper af befolkningen, der på alle måder er mest belastede og belastende: stofmisbrugere, voldskriminelle og psykisk syge, er en overrepræsentation af personer, der i deres barndom ikke har fået tilfredsstillet deres mest grundlæggende omsorgsbehov, herunder behov for sikker og intim tilknytning til forældrene, for tryghed og kærlighed.

Det kræver ikke megen fantasi at regne ud, hvis børn der vil blive placeret i natinstitutionerne.
Der vil være tale om børn af underprivilegerede eneforsørgere, der ingen alternativer har udover fyring.
Dernæst bern af forældre, der har et valg, men hvis tilknytning til deres barn har en kvalitet, der ikke stiller sig i vejen for, at bamet anbringes i en natinstitution.
Endelig børn af forældre, der af personlighedsmæssige grunde søger den frihed for forpligtelserne som forældre, denne institutionsform tilbyder.
Møder vi disse børn og deres forældre med forstand og respekt, når vi lader servicesamfundets hjul dreje endnu en tand? Hvis svaret er »ja«, accepterer vi på kort sigt de lidelser, børnene påføres ved ikke at være hos deres forældre i det tidsrum på dognet, hvor det af hensyn til deres trygheds og sikkerhedsfølelse er allermest nødvendigt.
På lang sigt accepterer vi, at de kendte negative sociale og samfundsmæssige konsekvenser af utilstrækkelig følelsesmæssig omsorg accelererer også den konsekvens, at de børn, der vokser op med omsorgssvigt, erfaringsmæssigt vil have særlig vanskeligt ved, siden, at yde deres egne barn tilstrækkelig omsorg. Er det den udvikiing, vi ønsker? Eller er tiden inde til at komme børnene i møde med en omsorgsgaranti?