I PN nr. 4/01 og 6/01 tegner Johanne Bratbo (JB) DPF’s holdning til medlemmernes arbejde vedrørende mistanke om seksuelt misbrug af børn. Jeg konstaterer, at DPF og undertegnedes virkelighedsopfattelse divergerer.

Som klinisk psykolog med 2 års videreuddannelse på børneområdet er det noget ejendommeligt at skulle finde sin plads i en foreningsverden, der ifølge JB er opdelt mellem “de forskere, der beskæftiger sig med vidnepsykologi, og de kliniske psykologer” (PN 4/01). Ejendommeligt fordi jeg både er optaget af vidnepsykologi og af min kliniske virksomhed – og fordi jeg mener, at man slet ikke kan varetage en klinisk børnepsykologisk virksomhed på dette område, hvis ikke man netop er optaget af begge dele.

Arbejder man som ‘børnekliniker’ uden at kende den del af vidnepsykologien, der har at gøre med troværdigheden af børns udsagn, herunder suggestionsforskningen, vil man uundgåeligt komme i konflikt med de Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Regler med særlig relevans for dette arbejdsområde findes i Kapitel II stk. 2 og 3, der taler om, at: (a) “Psykologen bestræber sig på at udvikle og opretholde et højt fagligt kvalifikationsniveau i sit arbejde.” (b) “Psykologen påtager sig kun de opgaver, tilbyder kun de ydelser og bruger kun de metoder, han er kvalificeret til i kraft af uddannelse, træning og erfaring”.(c) “Psykologen arbejder i overensstemmelse med videnskabelige principper og underbygget erfaring og tilstræber en løbende faglig udvikling. Psykologen tilegner sig viden om den videnskabelige og professionelle udvikling inden for sit arbejdsområde.” (d)”Psykologen undgår at forvolde skade og er ansvarlig for sine handlinger.” (e) “Psykologen deltager ikke i aktiviteter, som sigter mod, at man med fysiske eller psykiske tvangsmidler presser mennesker til at afsløre, fornægte eller ændre eget eller andres livssyn, politiske, religiøse eller etiske overbevisninger.” Og endog, at (f) “Psykologen forsøger aktivt at hindre, at psykologfaglig viden bliver anvendt i sådanne aktiviteter.”

Arbejder man i en undersøgelsessammenhæng, vil man fejlagtigt kunne opfatte et barn som offer, hvis ikke man både har fagligt kendskab til suggestionens betydning for børns fremtoning, herunder udsagn, i undersøgelsessituationer i almindelighed, og kendskab til den faktiske suggestion, det konkret undersøgte barn har været udsat for både før undersøgelsessituationen og i denne (a,b,c). Følgen af, at psykologen på denne baggrund konkluderer forkert, kan blive, at barnet mister en af sine primære omsorgspersoner, og at der begås justitsmord (d).

Arbejder man i en behandlingssammenhæng med et fejldiagnosticeret barn, eller med andre ord med at barn, som behandleren opfatter som offer, men som ikke er det, vil man meget nemt kunne bringe sig i en situation, hvor der kan rettes klage mod behandleren for at være ansvarlig for, at barneklienten med psykiske tvangsmidler er blevet presset til at ændre sit eget livssyn (e).

Det er omdiskuteret, om kliniske psykologer overhovedet bør deltage i undersøgelsesarbejdet af om børn har været misbrugsofre. Professor, cand.jur. Eva Smith (ES) har i PN nr. 1/01 argumenteret for, at kliniske psykologer slet ikke deltager. Jeg er enig med ES, så længe kliniske psykologers praksis ikke afspejler, at de er fagligt opdateret indenfor for det felt, de arbejder i.

Som jeg ser det, er det ikke mangel på rammer og retningslinier indenfor psykologernes egen kreds, der er problemet. Problemet er, at psykologerne ikke følger de eksisterende rammer. Hvis de gjorde det, kunne det gøre dem til ressourcestærke medspillere på dette på én gang meget vigtige og meget følsomme område. At der er langt igen, får man indtryk af, når man støder på psykolograpporter, der ikke alene afslører manglende vidnepsykologiske forudsætninger, men også, at det er et problem overhovedet at holde undersøgelses- og behandlingsvirksomhed adskilt.

Johanne Bratbo citeres i PN 4/01 for følgende udsagn: “I de tilfælde, hvor dommen er faldet, er der ingen grund til at sætte ‘mistænkt’ foran. Pædofili findes, pædofile overgreb begås – det er en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til. Jeg er da også sikker på, at budskabet er blevet ret forstået.”

Som jeg forstår budskabet, giver Johanne Bratbo enten udtryk for et eksempel på “reductio ad absurdum” eller for uvidenhed. Johanne Bratbo taler under alle omstændigheder mod bedre vidende: Man er ikke nødvendigvis pædofil, fordi man er dømt for at have misbrugt et barn. Der kan være tale om justitsmord. Litteraturen giver utallige eksempler på sådanne. I den forbindelse spørger jeg mig selv, om Johanne Bratbo er i stand til at føre sandhedsbevis for, at dommene i Vadstrupgårdsagen, den største og mest omdiskuterede sag i Danmark igennem de senere år, ikke også har karakter af at være justitsmord.

I PN nr. 6/01 anfører Johanne Bratbo sammenfattende: At tage børnene alvorligt og at tage den anklagedes rettigheder alvorligt er lige vigtigt. Foreningens særlige engagement består blot i, at det har været en kamp at få børnene taget alvorligt – og det sidste sigte slipper vi ikke.”
For mig at se, er der tale om en falsk dikotomi: At der skulle være en modsætning mellem retssikkerhed og det at tage børnene alvorligt.
Kvalificerede skøn peger på, at mindst halvdelen af de børn, overfor hvem der rejses mistanke om, at de har været ofre for seksuelle overgreb, ikke har været det. Børn, der ikke har været ofre for seksuelt misbrug, er blevet udsat for langvarige psykologiske undersøgelser, gynækologiske undersøgelser, separation fra de mest betydningsfulde voksne, bekymring for disses tilværelse i fængsler, forældres depressioner og forældres selvmord og herudover langvarige psykologbehandlinger for følger af overgreb, der aldrig har fundet sted. Det er der alt sammen rigelig dokumentation for i litteraturen.

Retssikkerheden og det at tage børnene alvorligt går hånd i hånd: De børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, skal undersøges og behandles professionelt – og de voksne, der har forgrebet sig på børn, skal naturligvis sanktioneres ifølge lov og ret.

Omvendt skal de børn, der ikke har været udsat for seksuelt misbrug, ikke udsættes for svært belastende undersøgelses- og behandlingsfoløb, og personer i deres sociale netværk skal ikke belastes svært af falske anklager.

Jeg frygter, at de udtalelser DPF’s formand er citeret for her, er med til støtte de tendenser i tiden, der på én gang modvirker en øget ansvarlighed overfor alle børn og retssikkerheden.