Weekendavisen 51, 1: 10. 19.12.2014

Tvangsadoption. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt børn, der aldrig skulle være tvangsbortadopteret, vil blive det. Kun om hvor mange det vil ske for.

Socialminister Manu Sareen (MS) har til DR udtalt: ”Det skal blive nemmere for kommunerne at tvangsadoptere børn væk fra deres biologiske forældre.”

Hvordan tænker MS sig dette gennemført?

Jo, forklarede MS, fremover skal kommunerne ”sandsynliggøre”, og ikke som i dag ”godtgøre”, at de biologiske forældre er uden forældreevne. Det betyder i praksis, at flere børn vil kunne bortadopteres uden forældrenes samtykke, supplerede MS.

Tvangsbortadoption af et barn er – uden sammenligning – det mest radikale indgreb på børnefamilieområdet en stat kan gribe til overfor dets borgere. Det er da også et indgreb, man, historisk set, er stødt på i forbindelse med menneskerettighedsbrud og demokratiunderskud.

For at forøge antallet af tvangsbortadoptioner, er den påtænkte fremgangsmåde, at slække på kravene til dokumentationen for, at børn er, eller vil blive, udsat for omsorgssvigt. Med andre ord skærper man med den ene hånd tvangsindgrebet, ved at gøre det uigenkaldeligt, mens man med den anden hånd slækker på kravene til hvad der skal til, for at man kan gøre det.

Naturligvis er det fristende at motivforske i denne sag. Man kunne man pege på de økonomiske fordele, der er ved tvangsbortadoption, sammenlignet med prisen på familieplejeanbringelse. Man kunne også se MSs initiativ i lyset af, at der nu i en årrække kun har været omkring 20 danske børn til adoption årligt, og at de seneste års skandalehistorier omkring internationale adoptioner har medført et stærkt fald i antallet af børn udefra. Der er således skabt et betydeligt misforhold mellem børn, der er til rådighed for adoption, og børn der ønskes adopteret.

Sådanne motiver kan det imidlertid være vanskeligt, eller umuligt, at dokumentere og jeg tror såmænd gerne på, at MS har mere ideelle tanker bag sit initiativ.

Imidlertid må jeg advare MS og enhver, der gør sig tilsvarende forestillinger, imod at gå ad den vej, selvom den måske i øjeblikket ser tilforladelig ud.

I mere en 25 år er jeg som privatpraktiserende psykolog blevet bedt om at foretage forældrekompetenceundersøgelser af kommunerne. Den indsigt, jeg herigennem har fået er, at børn i dette land kan placeres i én af fire kategorier: 1) De hjemmeboende børn, der er, hvor de skal være. 2) De tvangsanbragte, der er, hvor de skal være. 3) De hjemmeboende, der burde være tvangsanbragte, og endelig 4) De tvangsanbragte, der burde være hjemmeboende.

Den fjerde kategori er nok den, der har haft mindst bevågenhed. At den imidlertid findes, bekræftede senest familie- og socialchefen i Langelands Kommune, Charlotte Jensen, over for TV2 Nyhederne, hvor hun for nylig kaldte det en kæmpestor fejl, som sker over hele landet. (2)

Når offentligt ansatte sagsbehandlere og andre fagpersoner fejler, som tvangsfjernelsessagen fra Langeland blot er ét eksempel på, hvordan kan man så tro, at man vil kunne sikre sig mod fejl, når man åbner døren for en ny – og nu uigenkaldelig – indgrebsmulighed overfor borgerne, og endda gør det samtidigt med, at man slækker på kravet til dokumentation for indgrebets nødvendighed?

Med hensyn til konsekvensen, er gætteri helt overflødigt: Med de dokumenterede fejl og mangler der forekommer i undersøgelses- og behandlingsapparatet på børneområdet, er det ikke et spørgsmål om børn, der aldrig skulle være blevet tvangsbortadopteret, vil blive det. Kun om hvor mange det vil ske for.

KILDER

1:
DR2 Nyheder. 9.10.2014
https://www.youtube.com/watch?v=o72f3SvChOQ

2:
11.10.2014Fyens.dk.
http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-10-11-kommune-tvangsfjernede-to-aarigt-barn-ulovligt