Af: Søren Friis Smith
Psykolog Nyt, 15
Læs også
Duplik om EMDR
EMDR – en kontroversiel behandling
Min artikel i PN nr. 15: “EMDR – En kontroversiel metode” blev skrevet på baggrund af en bekymring for, at en ny psykologisk behandlingsmetode blev indført i stor skala, uden at det fornødne videnskabelige grundlag forinden var tilvejebragt. Formålet var at skærpe danske psykologers opmærksomhed på dette problem.
Birgit Schulz (BS) og Roal Ulrichhsen (RU) forsøger i PN nr. 17 at flytte fokus fra spørgsmålet om EMDR-behandlingens effekt til hvordan behandlingen virker. Man kan spekulere på grunden til dette, men det er ikke den aktuelle dagsorden ude i den store verden, sådan som BS og RU anfører. Det kan enhver finde dokumentation for, blot ved at gå på Internettet.
BS og RU har ret i, at det er synet på videnskabelighed og dermed kravet om dokumentation for, hvad det er psykologer tilbyder deres klienter, der skiller.
De to promoverer en behandlingsmetode, hvis opfinders bog hedder: “EMDR: The Breakthrough Therapy for Overcomming Anxiety, Stress and Trauma”. Alene titlen bekymrer, idet den strider mod almindelige etiske regler om at undgå overdrevne, sensationelle eller udokumenterede påstande vedrørende effektiviteten af anvendte metoder.
I deres seneste indlæg (PN nr. 17) omtaler BS og RU et speciale, udarbejdet af en psykologistuderende ved Københavns Universitet, som “den eneste komplette og udtømmende beskrivelse af samtlige videnskabelige publikationer i hele den videnskabelige verden om EMDR (.)”. Denne udtalelse vækker også bekymring. Den er af den samme overedrevne og sensationelle art som bogtitlen, og den styrker samtidigt indtrykket af, at EMDR-behandling ikke hviler på almindelige videnskabelige krav til dokumentation. |