Læs også
• Syn på videnskabelighed
• Duplik om EMDR

BAGGRUND
Den 30.09.1994 fløj jeg til Amsterdam. Formålet med rejsen var at deltage i en workshop, hvor jeg skulle lære en ny behandlingsmetode til brug for klienter, der lider af Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD). Min interesse for dette klientel var vakt, da jeg i 1993 var blevet tilknyttet Falcks Redningskorps Psykolognetværk. Samme år deltog jeg i et seminar som Falck arrangerede. Underviseren var den karismatiske norske psykolog, Atle Dyregrov (AD). Han omtalte den amerikanske psykolog, Francine Shapiro (FS), og den særlige behandling hun havde udviklet og som hun benævnte EMDR (Eye Movement Desensitiazion and Reprocessing). AD redegjorde for, at man endnu savnede fuldgyldig videnskabelig dokumentation for behandlingens effektivitet, men at der allerede forelå så mange indikationer på behandlingens effekt, at man kunne regne med, at det kun var et spørgsmål om tid, før en sikker dokumentation var i hus. Således opmuntret tog jeg af sted. Workshoppen blev afholdt på et af Amsterdams absolut dyreste hoteller. Arrangementet var, ligesom regningen, meget imponerende. Der deltog mange psykologer fra hele Europa. Jeg mødte dog ingen danske kollegaer.

FS gjorde sin entré og med sig havde hun en skare af amerikanske psykologer, der skulle virke som instruktører under de øvelser, der fulgte efter præsentationen og den teoretiske gennemgang af behandlingsmetoden.

Det var i forlængelse af en af de første træningssessioner, at FS gik glip af mig som en af sine kommende disciple. Vi var blevet instrueret i at arrangere os i små grupper på hver tre deltagere, en ‘behandler’, en ‘klient’ og en observatør. Vi behandlede derefter hinanden, som vi var blevet instrueret – en behandling hvor det centrale var, at behandleren, efter et nærmere defineret princip, bevægede sin pegefinger frem og tilbage foran klientens øjne. Rollerne gik på tur. Imellem os gik instruktørerne, professionelt venlige og positive. Ved afslutningen af træningssessionen blev vi alle bedt om at vende os om med front mod FS, der igen havde taget plads på talerstolen. Hun instruerede nu forsamlingen om, at alle, der synes at have bemærket en angstreduktion under behandlingen, skulle række hænderne i vejret. Præcis samtidig røg begge hendes egne og alle instruktørernes arme til vejrs – som med militærisk præcision. Optrinnets iscenesættelse var lysende klar og kastede samtidig et afslørende lys over den alt for ukritiske interesse for behandlingsmetoden, som jeg indtil da havde udvist. Under resten af workshoppen kæmpede jeg med en usikkerhed om hvorvidt jeg befandt mig det rigtige sted, med alle Amsterdams herligheder lige udenfor vinduerne.

Inden vi tog hjem skulle vi skrive under på, at workshoppen ikke gav os det fornødne grundlag til at uddanne andre psykologer – det krævede mere uddannelse. Mod denne underskrift blev vi lovet, at vi siden ville modtage et formelt diplom på, at vi havde deltaget i en ‘Level I workshop’, og at vi dermed havde lov til selv at praktisere denne behandling indenfor en begrænset, nærmere beskrevet klientkategori.

I flyet hjem overvejede jeg endnu at give metoden en chance i min klinik og jeg havde også tanker om, at jeg på et senere tidspunkt måske ville deltage i den Level II workshop, der også var blevet udviklet og som, havde vi lært, gav deltagerne adgang til at behandle mere komplicerede, psykiatriske, tilfælde. Det blev dog aldrig til noget med EMDR-behandlinger, lige så lidt som jeg siden har deltaget i nogen Level II workshop. For megen skepsis havde forplantet sig til at jeg kunne stå ved at tilbyde mine klienter denne behandling.

6 år senere stødte jeg på artiklen: “Eye Movement Magic Eye Movement Desensitization And Reprocessing A Decade later”(1). Artiklens tre forfattere er Gerald M. Rosen (GMR), ekstern associate professor ved University of Washington, praktiserende psykolog, og herudover både Level I og Level II trænet i EMDR; Richard J. McNallery, professor i psykologi ved Harvard og specialist i angst og traumatiske stresstilstande og Scott O. Lilienfeldt, associate professor i psykologi ved Emory University. Lilienfeldt har i mange år været særlig interesseret i pseudovidenskab indenfor moderne klinisk psykologi.

Artiklen omtaler centrale dele af den faglige kritik, der er rejst sideløbende med EMDR-metodens masseudbredelse. Jeg skal nedenfor referere artiklens indhold og i øvrigt anbefale læseren at læse videre om såvel EMDR-behandlingen som om den kritik, der er rejst af metodens videnskabelige fundament. Internethenvisningerne, der er anført efter litteraturhenvisningerne, er tænkt som en let tilgængelig vejviser.

EMDR’S SPREDNING
I FS´s artikel fra 1989: “Eye Movement Desensitization”(2) anførte hun, at man kunne tilegne sig de nødvendige faglige forudsætninger for at udføre EMDR-behandling ved at læse hendes artikel. I 1990 havde EMDR udviklet sig til en kompleks metode. Nu var den oprindelige artikel ikke længere tilstrækkelig til at fungere som basis for EMDR-behandling. Terapeuten skulle ‘certificeres’ hvilket krævede deltagelse i et todages seminar. I 1991 var heller ikke det tilstrækkeligt. Herefter skulle man også være Level II trænet, for at kunne blive certificeret af EMDR-Instituttet. På 2 år havde man således bevæget sig fra en position, hvor det var nok at læse en artikel, til at en eksklusiv træningsmodel var nødvendig for at behandle med EMDR. Der var dog ikke forinden skabt empirisk belæg for, at det man som behandler kunne tilbyde efter at være blevet Level II trænet, skulle være bedre, end det man kunne tilbyde efter at have læst den oprindelige artikel. Overfor behandlere blev det endog fastslået, at behandling kunne være farlig, hvis ikke behandleren havde fået den nødvendige træning. I 1997 havde mere end 25.000 fulgt FS’s opfordring og var blevet trænet til Level I niveau eller derover.

I en artikel fra 1996 (2) beskrev GMR stemningen ved deltagelsen i en LEVEL II workshop som ikke ulig den man møder ved deltagelse i et vækkelsesmøde i teltmissionen. Her udviklede FS sine tanker om EMDR-behandlingen. I fremtiden ville man kunne modvirke volden i samfundet, indgå i behandlingen af cancer og terapeuterne ville, efter at have deltaget i endnu en workshop, også kunne tilbyde EMDR-behandlingen til raske, med henblik på at optimere klienternes arbejdsindsats. Der var faktisk ingen ende på EMDR’s herligheder.

VIDENSKABELIGT FAIR PLAY
Op igennem 90erne havde FS stadig held til at promovere EMDR. I slutningen af årtiet blev et antal kontrollerede, empiriske undersøgelser (4,5,6,7) imidlertid gennemført og resultaterne af disse var enslydende: Man fandt ingen bekræftelse på, at EMDR – og særligt øjenbevægelserne, der indtil da var en central del af behandlingen – skulle have nogen som helst terapeutisk effekt. Supplerende har man foretaget undersøgelser, der har sammenlignet EMDR med mere traditionelle metoder, hvor man også eksponerer klienten for dennes traumatiske oplevelser og dermed desensibiliserer angsten. Resultaterne har peget på, at EMDR på intet tidspunkt har givet bedre resultater end forgængerne, somme tider dårligere.

Den kritik, der er rejst mod EMDR har FS forsvaret sig imod med udgangspunkt i to hovedargumenter.

For det første har hun peget på de mange foreliggende undersøgelser, som understøtter behandlingens effektivitet. Samtidig har hun peget på, at en komité under American Pychological Association (APA) har anerkendt metoden som empirisk underbygget. Problemet er, at komiteens krav begrænser sig til, at der skal foreligge to undersøgelser, der viser at en behandlingsmetode er mere effektiv end ingen behandling. Enhver der har kendskab til psykoterapiens udvikling kan se, at det ikke er noget ambitiøst krav. Såvel bønner som kalkpiller har ved mange klinisk kontrollerede undersøgelser vist sig at have en større effekt end ingenting.

For det andet har FS mødt forskningsresultater, der ikke har kunnet bekræfte behandlingseffekten af EMDR, med det argument, at man ikke har anvendt metoden forskriftsmæssigt. Undersøgelser, der er nået til det modsatte resultat, er i modsætning hertil blevet betegnet som udført med den forskriftsmæssige nøjagtighed. Der er flere problemer forbundet med denne argumentation. Men særlig problematisk er det, at FS har misbrugt argumentet, idet hun til stadighed har forandret procedurerne og træningsniveauerne, som definerer den forskriftsmæssige overholdelse af metodekravene. Roger Pitman (RP) fra Harvard Medical School, der selv er Level II trænet, og hans kollegaer, foranstaltede en undersøgelse (8), hvor de udskiftede fingerbevægelserne med trommen med fingrene. Idet de ikke fandt, at der var nogen forskel på resultaterne af de to behandlingsformer proklamerede FS, at alternative former for bilateral stimulation var fuldt ud ligeså virkningsfuldt som EMDR. FS hævdede, med andre ord, at nogle af verdens mest prominente PTSD-forskere havde spildt deres tid med at teste EMDR imod metoden selv. De skiftende procedurer og træningskrav for at kunne udføre EMDR forskriftsmæssigt har således skabt et øjensynligt endeløst forfølgelsesløb for videnskabsfolk, der ønsker at trænge til bunds i EMDR-behandlingens effektivitet.

MESMER OG SHAPIRO
Forfatterne forklarer, at det der fik dem til at skrive den her refererede artikel var, at FS, i stedet for at følge almindelige videnskabelige krav til ydmyghed og testning af en ny metode før spredningen af denne, demonstrerede en slående foretagsomhed og at hun udnyttede “opdagelsen” til et spektakulært, kommercielt foretagende.

Det er FS dog ikke den første, der har gjort. McNally (9) har fundet ikke mindre end 17 slående lighedspunkter mellem ‘Mesmerismens’ og EMDR-bevægelsernes historie. Franz Mesmer (1734-1815) anses af nogle for at have anvendt sin tids videnskabelige begreber kreativt i en oprigtig indsats for at lindre menneskelig lidelse. Herigennem etablerede han, mener hans støtter, grundlaget for moderne hypnose. Andre betragter dog Mesmer som en smart kyniker, hvis tribut til hypnosen ikke var andet eller mere end den heldige bivirkning af hans foretagsomhed. Både Mesmers og FS’s virksomhed har fremprovokeret ekstremt forskelligartede professionelle vurderinger. Begge fik deres terapeutiske åbenbaringer under udendørs spadsereture. Også Mesmer etablerede et lukrativt institut, der skulle sørge for træning, og begge insisterede på, at kursisterne skulle love ikke at videregive deres nye og potente færdigheder til andre. Begge var karismatiske ledere, som inspirerede til etableringen af professionelle selskaber, der skulle fremme deres terapier, og begge tilbød de pro bono behandling i tilfælde af kritik af, at de kun var optaget af profitmageri. Både Mesmerisme og EMDR-behandling er blevet udråbt til at være virksomt overfor en forbavsende lang række af lidelser. Således har EMDR-terapeuter påstået, at deres metode er effektiv overfor paranoid skizofreni, indlæringsvanskeligheder, spiseforstyrrelser, sorg, stofmisbrug, raseri, skyldfølelse, personlighedsspaltning, cancer og endog AIDS. Begge grupper har udfordret videnskabsfolk til at teste deres metoder og begge har forklaret negative resultater med, at forskerne var dårligt trænede. Selvom de slående paralleller på ingen måde bestrider EMDR’s videnskabelige værdi, så antyder en komparativ analyse, at sindrigt promoverede ‘mirakelkure’ deler mange egenskaber.

Mesmers lære om den “animalske magnetismes” lægende kraft og EMDR er to iøjnefaldende behandlinger, der har fremkaldt stor begejstring, kun for at måtte give op for eftertidens videnskabelige afprøvninger. Den historiske lære fra nye behandlinger, der viser sig ikke at virke, illustrerer hvordan sådanne behandlingsformer i begyndelsen skaber store forventninger, men med tiden ofte mister deres effekt. Historien understreger vigtigheden af at møde dristige nye påstande med forbehold og skepsis. Det er beklageligvis hvad mange psykologer ikke har gjort. Samtidig repræsenterer den fortsatte profilering af EMDR blandt psykologer et fundamentalt holdningsskift i forhold til de mest basale krav til bevisførelse. Før det var overbevisende demonstreret, at øjenbevægelser havde en positiv behandlingseffekt var tusinder af professionelle i gang med at deltage i dyre workshops og med at vifte med fingrene. Disse psykologer må, ligesom offentligheden, overveje følgende nyttige advarsel (Oberg J. Iflg.: Sagan C.):

“It is a virtue to keep an open mind when evaluating new ideas, just not so open that your brains fall out”(10) .

LITTERATURHENVISNINGER

1 Rosen GM, McNally J. og Lilienfeld SO. 1999. “Eye Movement Magic Eye Movement Desensitization And Reprocessing A Decade later”. Skeptic, 7, 4, 66-69

2 Shapiro F. 1989. “Efficacy of the Eye Movement Desensitization Procedure in the Treatment of Traumatic Memories. Journal of Traumatic Stress, 2, 199-223

3 Rosen GM. 1996. “Level II Training for EMDR: One Commentator’s View. The Behavior Therapist, 19, 76-77

4 DeBell C. og Jones RD. 1997. “As Good as it Seems? A rewiew of EMDR Experimental Research”. Professional Psychology: Research and Practice, 28, 153-163

5 Foa EB. og Meadows EA. 1997. “Psychological Treatments for Posttraumatic Stress Disorder: A Critical Rewiew. Annual Rewiew of Psychology, 48, 449-480

6 Lohr MM., Tolin DF. og Lilienfeld SO. 1998. “Efficacy of Eye Movement Desensitization and Reprocessing: Implications for Behavior Therapy”. Behavior Therapy, 29, 123-156

7 McNally RJ. 1999a. “Research on Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) as a Treatment for PTSD. PTSD Research Quarterly, 10 (1), 1-7

8 Pitman RK., Orr SP., Altman B., Longpre RE. og Macklin ML. 1996. “Emotional Processing During Eye Movement Desensitization and Reprocessing Therapy of Vietnam Veterans with Chronic Posttraumatic Stress Disorder.” Comprehensive Psychiatry, 37, 419-429

9 McNally RJ. 1999b. “EMDR and Mesmerism: A Comparative Historical Analysis.” Journal of Anxiety Disorders, 13, 225-236

10 Sagan C. 1995. The Demon-Haunted World: Science as a Candle in the Dark. New York: D. Appleton