Politikerne kan ikke vælge
Af: Søren Friis Smith Politiken, 03.11.1993 I 1990 drøftedes konsekvenserne af at undersøge kroniske sygdomme ved at tage prøver fra moderkagen. På den måde kunne den gravide allerede før udgangen af 12. svangerskabsuge få at vide, om der var noget galt med fostret. Det vil sige, hun kunne få sin viden om fostrets tilstand, mens hun stadig havde mulighed for at få abort. Dette faldt mange politikere for brystet: Burde de gravide ikke skånes for sådanne valgsituationer? og følgelig burde politikerne ikke på forhånd bestemme, hvilke sygelige tilstande, der kunne resul tere i abort, og hvilke den gravide skulle tvinges til at føde? Jeg var selv involveret i denne debat og skrev den 17.11.90 i Politiken bl.a. følgende til Margrete Auken (SF): Jeg kan være enig i, at der er grund til alvorlig bekymring, men ikke i årsagen til denne. Den situation, hvor en kvinde og en mand får oplyst, at hun vil føde et barn, de ikke føler, de kan drage tilstrækkelig omsorg for, og derfor fravælger, er på ingen måde bekymringsvækkende. Tværtimod er det den eneste måde, der findes til at sikre, at de børn, der fødes, får den nødvendige kærlighed og omsorg. Den bekymring, der er genvakt, er alene rettet mod politikerne. Mod deres over vejelser om at ville tage valgmuligheden fra den gravide og hendes mand og bestemme hvilken slags arvelig sygdom de skal acceptere, deres barn vil komme til at lide af. For politikeme er det, med Dorte Bennedsens ord, et meget svært spørgsmål at påtage sig. Alt for svært, vil jeg tilføje, til at det bør overlades til andre end dem, for hvem konsekvenserne er helt afgørende: Den gravide og hendes mand. |