I 1990 drøftedes konsekvenserne af at undersøge kroniske sygdomme ved at tage prøver fra moderkagen. På den måde kunne den gravide allerede før udgangen af 12. svangerskabsuge få at vide, om der var noget galt med fostret. Det vil sige, hun kunne få sin viden om fostrets tilstand, mens hun stadig havde mulighed for at få abort. Dette faldt mange politikere for brystet: Burde de gravide ikke skånes for sådanne valgsituationer? og følgelig burde politikerne ikke på forhånd bestemme, hvilke sygelige tilstande, der kunne resul tere i abort, og hvilke den gravide skulle tvinges til at føde?

Jeg var selv involveret i denne debat og skrev den 17.11.90 i Politiken bl.a. følgende til Margrete Auken (SF):
‘Man letter jo imidlertid ikke menneskenes tilværelse ved at fritage dem for valg. Meget kan vi, og vil vi, når vi kan vælge selv i de vanskeligste og mest afgørende øjeblikke i livet, men udsættes for tvang og politisk formynderi, det vil vi lige så lidt som nogen andre, uanset verdenshjørne.’
Den teknologiske udvikling er fortsat med stor hast på dette område. Senest oplyser professor John Philip, Rigshospitalet, den 28.10.93 til Politiken, at det nu er muligt at udpege fostre med arvelige sygdomme, allerede lige når ægget er blevet befrugtet. I forlængelse heraf taler John Philip for, at familier med alvorlige arvelige sygdomme kan og bør have ret til at kassere et befrugtet æg, hvis det er programmeret til sygdommen.
Næppe er dette sket, før en række folketingsmedlemmer fra forskellige partier, men som med én stemme, udtaler deres frygt for konsekvenserne heraf (Politiken 29.10.).
Birgitte Husmark (SF) taler om, at kriterierne for kunstig befrugtning vil skride fuldstændigt, så det kommer til at dække et hvilket som helst hareskår, og at der vil blive tale om en fuld stændig vanvittig prioritering af ressourcer.
Henning Lysholm Christensen (Kr.F.) bekymrer sig for, at dette meget nemt vil føre til en form for racehygiejne.
Endelig udtaler Dorte Bennedsen (S), at det er et meget svært spørgsmål, som kræver meget nøje overvejelse. Hun frygter konsekvenserne …

Jeg kan være enig i, at der er grund til alvorlig bekymring, men ikke i årsagen til denne. Den situation, hvor en kvinde og en mand får oplyst, at hun vil føde et barn, de ikke føler, de kan drage tilstrækkelig omsorg for, og derfor fravælger, er på ingen måde bekymringsvækkende. Tværtimod er det den eneste måde, der findes til at sikre, at de børn, der fødes, får den nødvendige kærlighed og omsorg. Den bekymring, der er genvakt, er alene rettet mod politikerne. Mod deres over vejelser om at ville tage valgmuligheden fra den gravide og hendes mand og bestemme hvilken slags arvelig sygdom de skal acceptere, deres barn vil komme til at lide af. For politikeme er det, med Dorte Bennedsens ord, et meget svært spørgsmål at påtage sig. Alt for svært, vil jeg tilføje, til at det bør overlades til andre end dem, for hvem konsekvenserne er helt afgørende: Den gravide og hendes mand.