TAK TIL personalechef Thuri Didriksen (TD) DSB, for hendes reaktion den 17.12. på min kommentar den 1.12., »Børn og institutioner«. Måden, vi tilrettelægger omsorgen for vores børn på, er af vital interesse for den nuværende børnegeneration, men på længere sigt også af helt grundlæggende samfundsmæssig interesse, De betingelser, vore børn vokser op under, sætter rammerne for udviklingen af deres egen forældreevne og i en større sammenhæng for deres sociale fremtoning i det hele taget. Denne sammenhæng dokumenteres løbende. Senest har den meget omtalte og dybt tragiske ulykke i Brøndby været et eksempel herpå. Så meget vigtigere er det, at den statsinstitution, der længst og mest ihærdigt har arbejdet for etableringen af institutioner, der vil medføre yderligere afstand mellem småbørn og deres forældre, indgår i debatten om konsekvenserne herved.
TDs svar peger imidlertid, ligesom jeg påviste det i mit første indlæg, på manglende kontakt med den virkelighed, der er børnefamiliernes og med de erfaringer, der allerede nu kan indhøstes om konsekvenserne af etableringen af natinstitutioner. Det indtryk danner sig, at DSB ikke har haft interesse i at undersøge disse forhold. Det ville nemlig problematisere DSB’s ønske om at frigøre medarbejdere fra deres børn i nattetimerne, således at de kunne passe deres arbejde.

TD jonglerer med tallene og nævner, at 35% af de offentligt ansatte arbejder udenfor de eksisterende daginstitutionsåbningstider. Det er, som jeg tidligere anførte det, 5% af samtlige småbørnsfamilier hvis behov ikke dækkes med en beskedne udvidelse af daginstitutionstilbuddet til kl. 18.
TD benægter, at forældre med nattearbejde nødvendigvis må sove om dagen, og at dette medfører, at børnene kommer til at opholde sig betydeligt længere i deres institutioner. TD postulerer endvidere, at det kun er i ekstreme tilfælde, at børn i sådanne pasningsordninger kommer til at opholde sig der uforholdsmæssigt længe. Det er mærkværdigt. De erfaringer DSB kunne have indhøstet, hvis man havde haft intentionen, peger jo entydigt på, at TD har uret.
TD taler om forældre, der arbejder forskudt i forhold til hinanden og den fleksibilitet, der ligger i dette. Det er imidlertid ikke givet, at forældre kan få arbejdstider, så en sådan afløsning er mulig. Herudover er det en meget problematisk måde for en børnefamilie at skulle overleve på. Intet er vanskeligere for en voksen, end, i længere tid ad gangen, at skulle være alene med barnet/børnene. Det ved enhver, der har prøvet det. Og det er jo en forudsæt ning således som DSB har forsøgt at fremstille det. Følgen er jo også, at barnet/børnene afskæres fra at lege og være sammen med andre børn, med alle de negative konsekvenser for deres udvikling, der ligger i det kammeraterne er jo i daginstitution. Endelig skal den hjemmeværende forælder og barnet/børnene være stille, når den anden hjemmeværende forælder sover. Sammenfattende virker TDs overvejelser meget teoretiske og virkelighedsfjerne. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan så vanskelige vilkår for småbørnsfamilierne vil øve indflydelse på de berørte parforholds stabilitet.

Men hensyn til eneforsørgernes særligt problemfyldte situation anfører TD på den ene side, at jeg alene forholder mig til denne gruppe og på den anden, at jeg ikke gør det. Endelig nævner TD, at det kun er knapt 5% af de enlige forældre i DSB, der har småbørn. Erfaringerne, og almindelig sund fornuft, peger samstemmende på, at eneforsørgere vil være en stærkt overrepræsenteret gruppe blandt forældre til børn i natteinstitution. De fleste, der overhovedet kan undgå en sådan pasningsordning for deres bøm, vil gøre det. Endelig, hvis så få som 5% af eneforsørgeme blandt DSBs personale er småbørnsforældre, forekommer det uforståeligt, at denne lille, men særligt sårbare medarbejdergruppe, ikke tilbydes (omskoling til) anden beskæftigelse i den store organisation.
Til slut skoser TD mig for ikke at forholde mig til, om det giver en bedre opvækst med en enlig arbejdsløs forsørger, end en forsørger, der kan blive i sit nattearbejde. Det er lige netop det dilemma, jeg mener det er uantageligt (og uanstændigt) at stille småbørnsforældre i. Det er da også en vigtig grund til, at jeg anmoder om lovgivning på området. Eneforsørgere blandt småbørnsforældre bør under alle forhold fritages for nattearbejde, for at de kan være i stand til at tilfredsstille deres børns behov for omsorg på det tidspunkt af døgnet, det er vigtigst.
»Tog til tiden« er DSBs iørefaldende slogan. Det er med beklagelse, at det må konstateres, at den førte personalepolitik lægger op til tilføjelsen: »Børn til siden”.