Nina Koeller spørger i PN 19/98, om det er forenelig med god psykologetik at påtage sig at skrive forældremyndighedserklæringer.

Når jeg reagerer på Nina Koellers opfordring til debat, skyldes det, at hun har spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at arbejde sammen med hende om nogle af disse sager, og at jeg har takket nej, idet jeg har forklaret, at dette arbejde efter min vurdering er etisk problematisk.

Min opfattelse hviler på, at den nævnte psykologindsats som udgangspunkt har at forandre barnets situation med to forældre, der begge gerne vil yde det fælles barn omsorg, til en situation, hvor i hovedsagen kun den ene forælder får lov til at gøre det.

Mit arbejde som privatpraktiserende psykolog bringer mig ofte i kontakt med parterne i en forældremyndighedssag. Mange henvendelser kommer fra. forældre, der i fællesskab søger råd om, hvordan man tilrettelægger samværet bedst for deres børn efter skilsmissen. Andre, og det er de interessante i denne forbindelse, ønsker at jeg går ind som støtte til den ene part i tvisten og støtter dennes position over for den anden. Henvendelserne kan ske på alle tidspunkter i sagsforløbene: Før, mens, eller efter at sagen har været i Statsamtet eller i retten. Ved disse andre henvendelser anmoder jeg altid den af forældrene, der kontakter mig, om grundigt at overveje og afprøve muligheden for at få den anden forælder med til den første samtale her.

Denne fremgangsmåde hviler på erfaringen, der siger, at har den ene part en gang været her uden den anden, vil den anden almindeligvis opfatte mig som partisk – og derfor være uinteressant i at møde op på et senere tidspunkt. Min mulighed for at være brobygger mellem parterne forskertses hermed. Og netop brobygger, det er hvad jeg mener det er etisk forsvarligt for psykologer at være i disse sager.

Der findes selvsagt forældre, der ikke har tilstrækkelig omsorgsevne til at tage sig af barnet eller børnene. Forældre, hvis børn ville blive anbragt uden samtykke, hvis forholdene havde været undersøgt med de briller.

I tilfælde af, at der i en forældremyndighedssag er en konkret begrundet bekymring for, at den ene eller begge forældres evner ikke rækker til at tilfredsstille børnenes mest grundlæggende omsorgsbehov, vil jeg finde det etisk forsvarligt, at en psykolog foranstaltede en sådan konkret undersøgelse af begge forældres omsorgsevne, og udformede sin anbefaling på baggrund heraf. Kun i de tilfælde, hvor den ene forælder ikke har tilstrækkelige omsorgsevner til at tilfredsstille barnets mest grundlæggende omsorgsbehov, og den anden har, finder jeg det etisk forsvarligt, at psykologer tilbyder deres assistance med at udpege den ene frem for den anden til at være eneindehaver af forældremyndigheden. Så vil nogle spørge: Jamen, i alle de andre tilfælde, der hvor der ikke er tale om den ene parts mulige manglende omsorgsevner i grov forstand, men hvor der er tale om mindre forskelle, er det da ikke bedre, at det er psykologer, der gør arbejdet end andre, der er mindre skikkede til at påtage sig opgaven? Hvad er barnets tarv? Barnets største risiko ved en skilsmisse er risikoen for kærlighedstab. Følgelig må psykologens vigtigste indsats være at bidrage til at minimere dette kærlighedstab. Hvordan gøres det? Efter min bedste vurdering gøres det ikke ved, at psykologer overtager problemløsningen fra forældrene, rådgivere og dommer, men ved at give problemet og dets løsning tilbage til forældrene. Vidste forældrene, at Det Offentlige ikke stod parat med mere eller mindre forudsigelige “løsninger”, men at forældrene selv blev fastholdt i at tage ansvar, ville mange (post-)skilsmisseforløb have set anderledes ud.

Det forhold, at psykologers nuværende virksomhed medfører så mange klager til Etiknævnet fra krænkede klienter, som tilfældet er, synes jeg er et vigtigt tegn på, at den eksisterende psykologpraksis bør tages op til revision. Og det forhold på den anden side, at psykologer i samarbejde med andre faggrupper har haft succes i mæglerrollen mellem parterne i skilsmissesager, peger for mig på den retning, psykologernes indsats bør tage i fremtiden. (Kilde: kontorchef Lone Hørup Knudsen, København Statsamt, okt. 1998) Nina Koeller skal have stor tak for sit bidrag til debatten. Det er i forlængelse af det ovenfor anførte næppe overraskende, at jeg finder, at ideen med at løse Etiknævnets problem ved at kategorisere disse klager som “under bagatelgrænsen” blot vil være at føje spot til skade.