Søren Friis Smith
Politiken, 24.03.1995

For et par år siden blev en stor skoledreng (identiteten sløret) henvist hertil, idet forældrene bekymrede sig for, om han havde været udsat for blufærdighedskrænkelse. Undersøgelsen af drengen pegede på, at en krænkelse, som den forældrene tænkte på, ikke havde fundet sted. Men krænket på sin blufærdighed havde han ofte følt sig og i mange år. Det startede i børnehaven, hvor han ikke kunne få lov til at gå på toilettet i fred. Det lærte ham at holde sig. I skolen var der dog ingen vej uden om omklædningen og det fælles bad i forbindelse med gymnastikundervisnmgen, Det havde faktisk altid pint ham, men han havde affundet sig med det.
Undersøgelsen af denne dreng fik mig til at interessere mig mere for, hvordan børn gives mulighed for privathed og dermed for ikke at føle sig blufærdighedskrænket. Jeg har set på indretningen af vuggestuer, børnehaver, skoler og døgninstitutioner. Og jeg har talt med bøm, forældre, pædagoger og lærere.

Det indtryk der herefter har dannet sig er, at der på dette område, er noget vi har overset og det i en tid, hvor især seksuelt betonede krænkelser af børn, med korte mellemrum, flittigt er blevet debatteret i aviser, fagblade og fagfolk imellem. Blændet af enkeltstående store sager har vi tabt interessen for mængden af dagligdagens blufærdighedskrænkelser, som især vore børneinstitutioner, skolen indbefattet, er ansvarlig for.

Hvorfor, kan man spekulere over, men hvordan, kan man gå ud og opleve.
De fleste, der har haft småbørn, kan huske, at der var tidspunkter, ikke længe efter at de havde lært at gå, hvor børnene søgte enrum, f.eks. bag en dør. Blufærdigheden er således til at få øje på midt i vuggestuealderen, men denne erkendelse er det vanskeligt at se afspejlet i indretningen af vuggestuernes pusle og toiletfaciliteter. Her er fysisk sikkerhed, ergonomi, hygiejne, lysforhold og flugtveje i højsædet (og godt det samme), men børnene må lade sig udstille som om blufærdigheden var en følelse, der først udviklede sig langt senere.
I børnehaven er forholdene ikke meget bedre. 'Spanske vægge' mellem wc-kummerne kan det blive til, men ingen dør til afskærmning for den, der skal på toilettet, De børn, der ikke kan affinde sig med det, lærer at holde sig. Dem er der mange af. Det barn, der inden det går på toilettet har fået en voksen til at love at holde vagt ved døren, eller det der sætter et kosteskaft på tværs, så døren ikke kan åbnes udefra, er en meget sjælden undtagelse.
Når børnene skal i skole, kommer problemet med gymnastiktimerne. Ikke helt få børn bliver henvist hertil på grund af mave- eller hovedsmerter, der netop kommer den morgen i ugen, der står gymnastik på skemaet. En nærmere undersøgelse af børnene afslører sammenhængen: Smerterne er opstået som en konsekvens af udsigten til igen at skulle føle sig blufærdighedskrænket. Hvor mange børn der lider af denne krænkelse, uden at meddele sig herom, er svært at sige. Men det er ikke ganske få.
Tiden må nu være moden til at komme børnene i møde og tilfredssstille deres behov for privathed ved at give dem fred, når de har mest brug for det. Meget kan gøres, uden eller med ringe udgift, så vi, sideløbende med at vi bliver bedre til at håndtere de grove, men sjældne overgreb, også bliver bedre til at imødegå dagligdagens krænkelser af vore børn.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk