Søren Friis Smith
Politiken, 8-7-1996.

SVANGERSKABSAFBRYDELSE i graviditetens anden tredjedel, de såkaldte 'anden trimester aborter' er, med Ekstra Bladets hjælp, kommet under debat. EB har taget udgangspunkt i to jordemødre, der har nægtet at deltage i dette lidet misundelsesværdige arbejde.

Der tales om 'retten' til at få et bam og retten til, om nødvendigt, at fravælge et. Et mere frugtbart perspektiv ville være at fokusere på barnets 'ret' til, som født til denne verden, at blive elsket. For at barnet kan nyde til værelsen, er dette den første forudsætning, der må opfyldes.

I et større perspektiv er det den fælles erfaring hos alle dem, der har kontakt med samfundets udstødte: kriminelle, psykisk syge, narkomaner, forældre med tvangsfjernede børn med flere, at der i disse grupper er en grov overhyppighed af mennesker, der har det til fælles, at de har manglet den kærlige omsorg i opvæksten. Var man i stand til at for mindske antallet af børn, hvis fællestræk var kærlighedsforsømmelse, ville umådelig megen menneskelig lidelse og ufatteligt store økonomiske midler kunne spares.

Næppe noget tænkende eller følende menneske vil være uenig i, at det på enhver måde bør tilstræbes, at antallet af konceptioner (befrugtninger) af børn begrænses til det der svarer til an tallet af ønskede børn. Og næppe nogen vil være uenig i, at det, når en graviditet ender med en provokeret abort, på enhver måde bør tilstræbes, at denne indtræffer så tidligt i graviditeten som muligt. Det er en urimelig opgave at pålægge jordemødre at handle, så et foster, der aborteres i 24. uge og gisper efter vejret eller på anden måde giver sig lydligt til kende, hurtigst muligt holder op med begge dele.

MED de nugældende regler fødes der børn af kvinder, der har søgt om at få en sen abort og fået afslag på deres ansøgning. Disse børns skæbne kan man af gode grunde kun gisne om. Mit gæt er, at ikke mange af dem er at finde blandt de lykkelige på denne jord. Der må advares imod, at denne gruppe bliver større, hvad den nødvendigvis ville blive med en begrænsning af mulighederne for at få foretaget en sen abort. Og da især, hvis et sådant lovindgreb kom til at stå alene.

Hvad bør man så gøre? Man må undersøge, hvem det er, der optræder som abortsøgende efter 12. uge og hvilke omstændigheder disse gravide befinder sig i. I særlig grad bør gruppen af aborterende efter 20. uge vies opmærksomhed. Undersøgelsen bør tilrettelægges med sigte på, at resultaterne skal danne udgangspunkt for iværksættelse af forebyggende initiativer, således at antallet af disse for alle involverede parter svært pinagtige situationer begrænses.

Helt at undgå de sene aborter vil næppe være en realistisk mulighed. Kun mennesker med ekstreme holdninger vil anbefale et stop for den tredjedel af de sene aborter, der skyldes al vorlige sygdomme hos mor eller barn. Et stop, eksempelvis i det tilfælde, hvor barnet med sikkerhed ikke kan få omsorg fra sin mor, fordi hun er ekstrent ung og urnoden, må man på baggrund afdet ovenfor anførte, også advare stærkt imod. Derimod bør eksempelvis gruppen, bestående af gravide, der i modsætning til deres partnere har (ønsket sig et barn, men som først længe efter 12. svangerskabsuge erkender, at partneren ikke kan overtales, og da først ansøger om abort, ofres særlig interesse.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk