Af Søren Friis Smith
Kristeligt Dagblad, 6-1-99.

I begyndelsen af 1980’erne fik jeg mulighed for at foretage en dansk undersøgelse, der skulle vise, hvem den lille gruppe af unge var, der modsat flertallet af gravide teenagere afsluttede graviditeten med fødsel og ikke med abort. Aktuelt er et af mine større arbejdsområder som privatpraktiserende klinisk børnepsykolog at foretage undersøgelser af børn og forældre i familier, hvor der hos de sociale myndigheder er opstået en bekymring for, om omsorgsevnerne er tilstrækkelige. Det er på denne baggrund, at jeg udtaler mig om Kristeligt Dagblads seneste artikler om unge mødre.

Indledningsvis nogle ord om udviklingen i antallet af fødende teenagere. Kristeligt Dagblad påpeger korrekt, at antallet af fødende teenagere over en lang årrække har været faldende. Skulle det virkelig været tilfældet, at der blandt dette stadigt faldende antal - i en tid hvor medianalderen for kvindernes første fødsel nærmer sig de 30 år - viser sig at være en reel stigning i antallet af fødsler blandt de 13-14-årige, vil der være tale om en meget overraskende og meget bekymrende nyhed. Spørgsmålet er da også, om det passer. Vi mangler troværdig statistik på området.

Direktøren for Mødrehjælpen, Hanne Simonsen (HS), kunne ikke svare på Kristeligt Dagblads spørgsmål herom den 29. december. HS citeres samme sted for følgende bemærkning om de ned til 13-årige fødende: »Det er ikke små sjuskedorter, jeg taler om. Det er helt unge kvinder, som bevidst bliver gravide, for at få en identitet som mødre.« Nej, HS, det er ikke helt unge kvinder, der her er tale om, det er i bedste fald skolepiger, for så vidt de ikke allerede er droppet ud af skolen. Børn, der får børn, det er det, vi taler om. Fastholdes dette perspektiv, bliver det vanskeligt at fastholde billedet af, at det drejer sig om personer, der er bevidste om, at de mangler identitet, og at de forudser, at det er noget, man kan få ved at føde et barn.

Når et barn får et barn, er denne begivenhed altid forudgået af to svigt: Et forældresvigt og et systemsvigt, offentligt og måske privat. Det er barsk tale, men det er sandt. Forældre, der ikke har været og ikke er i stand til at forebygge deres barns fødsel af et nyt barn, har fået synliggjort deres manglende evner til at tilfredsstille deres eget barns mest grundlæggende omsorgsbehov. Det kan der være gode forklaringer på, forklaringer man kan finde, hvis man leder. Systemet og de, der befolker det, svigter, når barndommen, som her, afmonteres, og børn gøres til voksne, mange år før de er det. Da dette svigt ikke som det forrige er et spørgsmål om social arv, er det ikke på samme måde undskyldeligt.

Den voksne, der i stedet for at sikre, at et barn, der er blevet gravid, får graviditeten afbrudt, ser passivt til, eller aktivt støtter barnet i at gennemføre graviditeten, påtager sig et ansvar, som vedkommende imidlertid siden fralægger sig. Kunne den, der står i et rådgivningsforhold til et barn, der er gravid, gøres personlig ansvarlig for den barneskæbne, der er på vej, ville antallet af børn, der (tvangs-)anbringes, kunne bringes ned. Som undersøger over for omsorgssvigtede børn kunne man ønske sig dette, skønt det næppe er realistisk. Realistisk er det derimod at fastholde, at der i et hvert tilfælde, hvor et barn får et barn, er tale om et professionelt sammenbrud i den institution, der er, eller har sat sig selv til at være, rådgivende over for det gravide barn. En sådan institution bør forandres, ikke udbygges til at tage sig af følgerne af egne fejltagelser. Målet for forandringens grad af succes vil være antallet af fødsler i målgruppen: Jo lavere antal, jo større succes!

Denne kommentar er ikke et angreb mod, at der findes ressourcer til at eksperimentere med nye omsorgs- og boformer for forældre, der på grund af manglende modenhed ikke kan stå alene med ansvaret for deres børn. Tværtimod er det et gennemgående træk i forskning i børnemishandling, som det er det i klinisk praksis, at netop social isolation af en eneforsørger disponerer for børnemishandling, passiv i form af vanrøgt, eller aktiv i form af vold. Initiativer til at bringe den unge forsørger tilbage i et uddannelsesforløb kan også kun varmt anbefales. Kommentaren skal derimod ses som en anbefaling til socialministeren og andre om, at støtte skabelsen af initiativer, der fremmer forandringen af en dybt bekymrende samfundsudvikling, skulle den, mod forventning, vise sig at, være sand.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk