Af Søren Friis Smith
Information, 2-3-99.

Se også Børn er loyale

For tiden er debatten om seksuelt misbrug af børn intensiveret. Et af de spørgsmål, der er rejst i denne forbindelse, er, om man altid kan gå ud fra, at det et barn siger under en videoafhøring er i overensstemmelse med virkeligheden.

I de snart 30 år jeg har beskæftiget mig med psykologi, har jeg iagttaget en sikker tendens: Med stadig større faglig viden øges også ydmygheden overfor virkelighedens kompleksitet. Følgelig udtaler de dygtigste fagfolk sig med den største forsigtighed.

I de interviews med fagfolk, jeg er stødt på i den senere tid vedrørende dette spørgsmål, har jeg somme tider savnet forsigtigheden. Samtidig et jeg blevet konfronteret 'med udtrykket: »Børnenes behov - eller retssikkerhed?« Efter min bedste opfattelse er der tale om en falsk modsætning.

Lytter man efter, når fagfolk bliver spurgt, om man altid kan stole på børn, når de fortæller om seksuelle overgreb, svarer de, om end uden eftertryk, »som hovedregel« eller lignende. De véd godt, at svaret: »Ja, altid! « ikke holder. Man kunne dog næsten få indtrykket af, at der er en stiltiende overenskomst mellem interviewer og den interviewede om ikke at fare videre af den vej. Dermed fjerner man sig dog fra spørgsmålet om børns troværdighed.

Børn er loyale overfor deres forældre. Det er der overlevelsesværdi i - og slet intet mystisk ved. Hvis et barn har fået virkeligheden præsenteret således, at det der vil ske, hvis det røber en hemmelighed, er værre end hvis det ikke gør det, tier barnet. Hellere stiltiende se på at far eller mor tager maden i supermarkedet uden at betale, end at risikere, at forældrene ikke fortsat kan få mulighed for at passe én, hvis man melder dem. Når barnet tier og dermed opfattes som loyal overfor forældrene, er det netop fordi det, set fra barnets synspunkt, kan medføre mere ulykke at tale end at tie. Barnet kan være bevidst herom, men er det dog ofte ikke.

På samme måde som børn kan tie, kan de også tale, og efter ganske samme principper. Børn siger det, der set fra deres synspunkt bedst kan sikre, at de fortsat vil få den nødvendige omsorg, de hidtil har fået. Et barn kan eksempelvis sige til læreren, at det glemte madpakken, selv om sandheden er, at der ikke var flere penge til at købe mad for, fordi de var brugt til noget andet. Når sandheden kaster skam og mistanken om omsorgssvigt på forældrene - med den ultimative konsekvens, at der sættes spørgsmålstegn ved deres evne til at drage tilstrækkelig omsorg for deres barn - redigerer barnet sandheden, i den udstrækning det har forudsætninger for det.

Hvis barnet foran et videokamera på en politistation forklarer, at det har været udsat for seksuelt misbrug, kan det så være noget barnet siger, fordi det oplever, at det kan være bedst for forældrene, og dermed for barnet selv?

Her bør man indledningsvis erindre sig, at nok kan alle børn teoretisk møde en krænker, men den erfaring, alle synes enige om, er, at de dårligst stillede børn fra de dårligst stillede familier er de hyppigste ofre.

Tanken om, at ens barn er blevet udsat for et seksuelt overgreb, er forfærdelig! Men nogle forældre kan opleve, at der også følger visse 'privilegier' med barnets og familiens nye offerstatus. Fra at opfatte sig selv som ubetydelig og usynlig bliver man med ét meget synlig og mødes med en bølge af sympati og overdreven interesse. Man bliver opsøgt af journalister og fotografer og kommer i aviser og på tv. Man får pludselig besøg af forstående folk fra kommunen. Man får tilbudt kriseterapi. Man får også politiets positive bevågenhed - og man har endelig udsigt til at få en betydelig sum penge, hvis den mistænkte bliver dømt, I tillæg hertil kan der i miljøet omkring én opstå en stærk negativ stemning overfor den mistænkte, hvorfor et ønske om at få tilfredsstillet et oplevet hævnbehov også vil kunne udvikles.

Man kan naturligvis også tænke sig en helt anden psykologisk reaktion hos forældre, der kan få dem til at søge positiv bekræftelse hos børnene på, at det værste er sket. Hvad der kan tænkes at ske er, at ubehagfølelsen ved ikke at vide, om barnet er blevet misbrugt bliver så udtalt, at det får forældrene til føle sig overbevist om, at misbruget har fundet sted. Dermed er usikkerheden borte, og idet de har indstillet sig på det værste, behøver de heller ikke længere at frygte nye chokerende afsløringer.

Hvordan man end ser på det, er det ikke helt utænkeligt, at der findes forældre, der kan opleve, at det, at deres barn har været udsat for seksuelt misbrug, har en eller anden form for oplevet positiv konsekvens, der for de pågældende forældre opvejer den negative. - Jeg behøver næppe at tilføje, at der slet ikke behøver at være tale om udspekulerede kalkulationer hos dem. Oftest vil der være delvise eller helt ubevidste tilbøjeligheder hos forældre, hvis evne til indlevelse i barnets situation i forvejen kan være kompromitteret. Og i det omfang sådanne forældre findes, findes der også børn, der søger at støtte både sig selv og deres forældre på den måde, der - anskuet fra deres synspunkt- bedst styrker familiens fortsatte integritet.

Forældre behøver ikke at docere børnene, at de skal sige, at der skete dem dette og hint, den og den dag. Hvis forældrene over tid har stillet gentagne ledende og konkrete spørgsmål om hvad der kan være overgået børnene, måske suppleret med billeder og tegninger, som forældrene selv har lavet, kan børnene derigennem opnå viden om seksuelle detaljer, de ellers ikke nødvendigvis vidste noget om. Samtidig problematiseres deres evne til under en opfølgende videoafhøring med nye ledende spørgsmål, at skille det, de på den måde er blevet konfronteret med af deres forældre, med det, der måtte være foregået i den virkelige verden.

Det er mit indtryk gennem de senere år, at videoafhøringer af børn ikke alene er blevet mere udbredte, men også i stadig højere grad er trådt i stedet for andre undersøgelser, herunder lægelige. Jeg har mødt argumentet, at barnet ikke skal krænkes én gang til, og at det er grunden til, at man viger tilbage for at foretage lægeundersøgelser af disse børn.

Det forekommer mig ikke at være et helt velovervejet argument: Hvad er det, man gør ved et barn, hvis udsagn fejlagtigt tages til indtægt på en måde så en forælder, pædagog eller anden nærstående dømmes bort fra barnet? Og hvad er det for et retssystem, vi overgiver til barnet og barnets generation, ved at vi handler udfra en forestilling om, at barnets behov ikke også inkluderer et behov for tilstedeværelsen af den højest mulige retssikkerhed i det samfund, barnet skal vokse op i og en dag være med til at overtage?

Lad mig afslutte med to konkrete forslag:

- Udvand ikke grundlaget for domme på dette vigtige område af misforstået sympati for børnene. En sådan udvikling vil skade dem både på kort og på lang sigt.

- Afskaf den praksis, hvorefter forældre stilles et ganske betydeligt beløb i udsigt, hvis den mistænkte dømmes i disse sager, men dæk naturligvis enhver udgift, som kan føres tilbage til overgrebet. På den måde undgås det, at man overhovedet kan stille det spørgsmål, om forældre kan 'købes' til at lade deres barn vidne mod en mistænkt.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk