Af Søren Friis Smith
Psykolog Nyt, 21-1999.

I Psykolog Nyt 18/99 har Helene Flendt udstyret sig med den brede pensel i en længere artikel om børn og skilsmisser - "En forælder i hånden..."

Hun anfører eksempelvis: "Ser vi mere bredt på forskning, hvori børns udvikling og trivsel indgår, tegner der sig et klart billede af, at det at være biologisk forældre ikke i sig selv (i kraft af biologien) frembringer et godt forældre/barn-forhold eller garanterer for barnets positive udvikling." (s. 13)

Som regel udtaler de dygtigste fagfolk sig med den største forsigtighed, fordi netop de kender deres egne faglige begrænsninger. I Helene Flendts artikel savner man forsigtigheden, og der er intet nyt eller interessant i hendes udsagn om, at biologiske forældre ikke er en garanti for et barns positive udvikling.

Det interessante er imidlertid, om der er forskel med hensyn til et barns risiko i samværet med dets biologiske forældre sammenlignet med dets risiko i samværet med ikkebiologiske substitutter. Og det er der. Daly og Wilsons klassiske undersøgelser peger på at et lille barns risiko for at blive dødeligt mishandlet i stedforældres hænder er i størrelsesordenen 50 til 100 gange større, end dets risiko er, når det er i biologiske forældres hænder ((1) s. 441).

Lad mig citere fra samme kilde: "Having a stepparent has turned out to be the single most powerful predictor of severe child maltreatment yet discovered." (ibid.)

Et mindre dramatisk nyere dansk eksempel på, hvordan familieplejeanbragte børn oplever sig følelsesmæssigt diskrimineret i sammenligning med plejefamiliens egne børn, findes i (2)s. 69.
I de 12 år, jeg har arbejdet som privatpraktiserende børnepsykolog, har jeg gjort følgende observation: Biologiske forældre bliver altid i ventreværelset, mens deres barn er inde hos mig. Adoptivforældre, plejeforældre og pædagoger fra døgninstitutioner/opholdssteder forlader, i den nævnte rækkefølge, i stigende grad klinikken, mens konsultationen varer med spørgsmålet om, hvornår de skal komme tilbage. Pædagogers tendens til at gå er så udbredt, at jeg har gjort mig til vane at anmode dem om at blive under konsultationen, samtidig med, at vi indgår aftalen om fremmøde i klinikken.

Idet så meget peger på, at der netop er en tydelig forskel på biologiske og ikke-biologiske forældres omsorgsevne, er Helene Flendts postulat om, at "Der er ligegyldigt for barnets trivsel, om der er én eller to forældre til rådighed", også overraskende. Har hun i øvrigt aldrig været konfronteret med det barns store frygt for at miste den anden forældre, der allerede har mistet den første?

Helene Flendt har beskæftiget sig med børn og skilsmisser i fiere år. På den baggrund har det næppe undgåt hendes opmærksomhed, at mængden af forskning og faglitteratur inden for dette område er meget stor. Hvis ikke man i en sådan situation udviser betydelig forsigtighed, kommer man nemt til at begrænse sit fokus til den del af litteraturen, der bekræfter ens egen forudfattede meninger og dermed bliver man offer for sin egen bias.

Kilder
(1) Daly M., Wilson M.: The Evolutionary Social Psychology of Family Violence. I: Crawford C. Krebs DL. Handbook of Evolutionary Psychology. New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Publishers. 1998, pp. 431-456. [Køb bogen hos Amazon UK]
(2) Kildedal K.: En menneskelig opvækst? Aalborg Universitet, 1995.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk