Af Søren Friis Smith
Weekendavisen, 15.-23.04.1992.
I DE SENERE år har visse virksomhedstypers
for oprettelsen af natteabne børneinstitutioner
været fremført med stigende hyppighed i
dagspressen. De ansatte møder på tidspunkter,
hvor daginstitutionerne i dag ikke kan modtage børnene,
hvorfor forældre således er afskåret
fra at stille deres arbejdskraft til rådighed.
I stigende grad er der blevet slået
til lyd for, at børnefamilierne - ifølge
talrige undersøgelser særligt tidsmæssigt
og økonomisk pressede - skulle have forbedrede
vilkår, så børns og forældres
samværsmuligheder blev forbedret. Flere politiske
partiers familiepolitiske målsætninger afspejler
dette.
De sidste mere end 40 års
psykologiske forskning på det område, der
omhandler børns behov for den kærlighed,
ømhed, intimitet og tryghed, som netop kun de
nærmeste kan give barnet, peger entydigt på
vigtigheden af, at disse behov tilfredsstilles. De skræmmende
konsekvenser såvel på det personlighedsmæssige
som på det samfundsmæssige plan af, at disse
behov ikke tilfredsstilles, er også veldokumenterede.
HVERT enkelt menneskes individuelle erfaring peger
på der faktum, at det tidspunkt, hvor alle små
og større børn - kvinder og mænd
- lettest bliver offer for uro og angst, er ved indsovningen.
Mørket gør der vanskeligere at fastholde
realiteterne i votes omverden, diffuse indtryk, lyde
f.eks., der knapt ville ænses i dagtimerne, forstørres
og tillægges enddog truende årsager. Alene
terminologien er afslørende: Vi falder i søvn.
For med nogen lethed at falde i søvn - og for
at sove trygt og godt - er det afgørende for
barnet at have opbygget en erfaring med kontinuerligt
at blive passet på af forældrene eller eventuelt
nu og da af én blandt en helt snæver kreds
af substitutter, f.eks. bedsteforældre. Som bekendt
søger barnet også mere eller mindre regelbundet
fra sin egen seng og ind i forældrenes (bedsteforældrenes)
i løbet af natten, hvis dette er en mulighed.
Den nuværende forældregeneration er den
første, der i stor skala som børn blev
udsat for daginstitutionstilværelsen. Vi har endnu
til gode at finde ind til konsekvenserne af dette radikale
skift fra tidligere generationers opvækstvilkår,
målt i den alen, der med et populært udtryk
er blevet benævnt "omsorgsevnen". I
70'erne sammenfattedes herhjemme i bogform, hvad forskningen
indtil da kunne fortælle om konsekvenserne af
udbredt brug af daginstitutioner for børn. Konklusionen
af dette arbejde var ikke populært i de tider.
DET SPØRGSMÅL rejser sig nu, om generationen,
der selv bar været udsat for udbredt daginstitutionstilværelse
uden at sætte hælene i, accepterer den nye
fids krav: At vi lægger vore børn til at
sove i en natinstitution, for så om morgenen,
når abejdstiden er til ende, at bringe barnet
hen i daginstitutionen, for selv at få mulighed
for at sove. Eller "tolalløsningen":
At institutionen er en kombineret dag- og natinstitution.
Vi behøver ingen natinstitutioner for at undersøge,
hvilke følelsesmæssige omkostninger sådanne
ville have for vores børn. Den samlede fond af
viden, der allerede eksisterer om børns omsorgsbehov,
peger på at sådanne institutioner har sin
pris. En høj pris. Er vi parate til at betale
den pris? Og har vi forinden spurgt børnene,
om de også er det? Hvis de, der hidtil har stået
som fortalere for forbedrere vilkår for børnefamilierne,
gik sammen med alle dem, der selv kan huske det behov
for tryghed og kærligbed, de som børn havde
ved aftenstide, og ydede de nye tanker og tendenser
modstand, ja - så fik vi aldrig natteåbne
børneinstitutioner. Så ville kravet om
overensstemmelse mellem alt, hvad der hidtil er sagt
om forbedring af børnefamiliernes samværsmuligheder,
og kravet om handling medføre, at forestillingen
om, at vi skulle supplere den udbredte daginstitutionsanvendelse
med natinstitutioner vil forblive et mareridt - og ikke
skinbarlig virkelighed.
Sidst
opdateret den
04.05.2006
post@sfsmith.dk
|