Af: Søren Friis Smith. Psykolog Nyt 2004;23:25

I sit indlæg i PN (2004;21:32) anbefaler Nina Koeller (NK), at vi nu kommer videre i debatten om genfundne erindringer. Problemet er, at det at komme videre dog forudsætter, at man er kommet i gang.

NK omtaler henholdsvis min kronik om falske genfundne erindringer i Politiken den 15.07.2004 (1), og den debat, der i efteråret har været herom i PN, men NK tager slet ikke fat i de spørgsmål, som kronikken og debatten omhandlede.

NK anfører lakonisk:

”Når et barn eller en voksen fortæller os noget, er det naturligvis fordi personen har behov for at fortælle og blive lyttet til.”

Herefter introducerer NK sin egen idé om at lade dette ske i form af en mediation mellem anklager (barnet), den anklagede(forælderen) – og en psykolog.

For dem, der er opdateret på fagområdet, er ideen både overraskende og lidt bekymrende. Det er der mange grunde til, jeg skal i det følgende begrænse mig til nogle af dem.

Begge parter i den igangværende debat anerkender, at et barn eller en voksen, som fremkommer med anklager om at være blevet udsat for seksuelt misbrug, ikke behøver at have været udsat for et faktisk overgreb, men alene kan være et offer for falske genfundne erindringer. Ved ikke åbent at anerkende dette indtager NK et ekstremt standpunkt – som ikke er videnskabeligt velunderbygget.

NK kan naturligvis have den opfattelse, at det er af mindre betydning, om overgrebet har fundet sted eller ej, for når en datter eller en søn fremsætter en sådan anklage, så må der under alle omstændigheder være noget galt, noget som parterne vil have bedst af at få talt ud om.

Det, der har været galt, kan imidlertid være resultatet af klientens møde med en psykolog, som ikke har været fagligt opdateret, og som på grund af sin uvidenhed er kommet for skade at indplante falske genfundne erindringer hos klienten. Psykologen har med andre ord påført klienten en iatrogen lidelse.

Møder klienten herefter psykolog nummer to, i form af en mediator, der jo netop ikke er en uafhængig undersøger, i selskab med den anklagede forælder, udsættes klienten med sikkerhed for endnu en psykolog, som ikke er fagligt opdateret. Samtidigt udsættes den anklagede forælder for en falsk beskyldning af en art, som i almindelighed har de mest destruktive konsekvenser for hele familien. - ’Med sikkerhed (...) ikke (...) opdateret’ fordi en psykolog, som er fagligt opdateret, ikke vil påtage sig den af NK foreslåede funktion. En sådan psykolog vil vide, at hvis man ikke afventer at lade særligt uddannede undersøge substansen i barnets udsagn, skader man barnets mulighed for siden at kunne udtale sig, uden at dets udsagn mister troværdighed.

Fagligt opdaterede kollegaer ved endog også, at vores norske kollega, psykolog, PhD Annika Melinders forskning har dokumenteret (2), at særligt uddannede politifolks evne til at påtage sig dette arbejde er bedre end kliniske psykologers tilsvarende evne.

Ved en anden lejlighed har NK forklaret mig, at hun i virkeligheden mener, at incest skal udtages af straffeloven og at anklager om incest slet ikke hører hjemme i retssystemet. NK gjorde ved den lejlighed også rede for, at hendes ønske om, at det var psykologer, der varetog arbejdet med disse familier, i stedet for de fagfolk, der befolker retssystemet, var urealistisk (3). Jeg er helt enig med NK heri, og – set i lyset af ønsket om optimering af retssikkerheden - tilfreds med, at det forholder sig sådan.

Med hensyn til NK’s spekulationer om Freud skal jeg blot erindre om, at han både nåede at præsentere sin forførelsesteori, hvori han postulerede, at hans klienter havde været udsat for faktiske overgreb (dog aldrig hvor døtre var ofre for fædres krænkelser(!)), og siden nåede at udvikle en teori, hvorefter (alle) børn har fantasier om at have et seksuelt forhold til forælderen af det andet køn, men at børn i omtalen af sådanne forhold ikke nødvendigvis refererede til virkelige hændelser (4).

REFERENCER

(1) Smith SF. Psykiatrisk folklore endt som justitsmord. Politiken 15.07.2004

(2) Afhøringsmetode slaktes: Psykologer bør ikke afhøre børn. Nettavisen 06.05.2004

Om Annika Melinders forskning, se: http://www.psykologi.uio.no/pres/annikam.html

(3) Smith SF. Pers. comm. 20.08.2004

(4) McNally RJ. Remembering Trauma. The Belknap Press of Harvard Uni. Press 2003, s. 165

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk