|
Af:
Dorthe Berntsen, lektor, cand.psych., ph.d., Søren
Friis Smith, cand.psych. Autoriseret med specialistanerkendelse,
Sven Rasmussen, speciallæge i psykiatri, Jytte
Willadsen, speciallæge i psykiatri .
Psykolog Nyt nr. 13, vol. 58, 30.07.2004, s.
26.
Artiklen er også
trykt i Ugeskrift for Læger nr. 36, 30.08-2004
(gengivet online)
I efteråret 2002 nedsatte
Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab en arbejdsgruppe
med kommissorium inden for genfundne erindringer på
baggrund af en offentlig debat om emnet. Arbejdsgruppen
havde til formål at gennemgå den eksisterende
viden om emnet og udarbejde retningslinier for professionelle
inden for området. Udvalget har netop offentliggjort
sin rapport [1]. Set i et videnskabeligt perspektiv
er rapporten kendetegnet ved en række svagheder.
Rapporten er et forsøg på at balancere
to forskellige positioner og opnå et politisk-pragmatisk
kompromis. Til det brug foretages en oversigt, ikke
over den eksisterende litteratur, men over den for det
politiske-pragmatiske formål relevante litteratur.
Det er kendetegnende, at der ikke sondres klart mellem
antagelser og empirisk evidens. Der, hvor empirisk evidens
inddrages, overvejes ikke metodemæssige svagheder
med mindre fremhævelsen af sådanne er relevante
for det politiske-pragmatiske kompromis, der ønskes
opnået. Kompromiset går ud på følgende
i korthed: Ja, det er muligt at udvikle falske incest-erindringer,
og ja, det er også muligt og relativt hyppigt
forekommende at fortrænge/dissociere ægte
incest-erindringer. Så er sol og vind delt lige.
Alle burde være glade. Problemet er imidlertid,
at der ingen overbevisende evidens er for påstand
nummer to.
Til støtte for påstanden om, at det er
muligt i en årrække at udelukke erindringer
om seksuelle overgreb fra bevidstheden, henvises til
begrebet om dissociativ amnesi. Det omtales imidlertid
ikke, at dissociativ amnesi typisk involverer omfattende
identitetsmæssige forstyrrelser, massiv retrograd
amnesi berørende store dele af den selvbiografiske
viden, samt sjældent varer mere end nogle uger
eller måneder [2]. Til støtte for samme
påstand henvises endvidere til undersøgelser
af Anderson og Green [3], som demonstrerer at "den
menneskelige hjerne har executive control processes,
der kan holde uønskede deklarative erindringer
væk fra bevidstheden". Men læseren
orienteres ikke om, at disse undersøgelser er
baseret på hukommelse for ordlister, og at Anderson
og Green selv udtrykker forbehold med hensyn til, hvorvidt
de kan generaliseres til hukommelse for andet materiale,
herunder begivenheder fra det personlige liv. Der kunne
gives mange andre eksempler på en mege t perspektivisk
læsning og fremstilling af litteraturen i rapporten,
men disse eksempler er tilstrækkelige her.
En optimistisk læser kan se rapporten som et skridt
i den rigtige retning, idet der tages afstand fra symptomlister
og manes til forsigtighed over for brugen af suggestive
teknikker, og falske erindringer anerkendes. På
den anden side anbefales det, at genfundne erindringer
gives samme status som andre vidneudsagn (en anbefaling
der kan tolkes på forskellige måder og også
på måder der let kan føre til justistmord).
Såvel udvalget som rapporten er politisk-pragmatisk
begrundet. Det ses ved rapportens indhold såvel
som ved udvalgets sammensætning, hvor ingen repræsentanter
for den eksperimentelle psykologiske hukommelsesforskning
var repræsenteret. Ingen af delene er fra et sagligt
videnskabeligt synspunkt tilfredsstillende. Fra et videnskabeligt
synspunkt er det højst generende at se pseudovidenskabeligheden
udfolde sig og erstatte en søgen efter sandhed
med en søgen efter politisk konsensus.
Litteratur
1. http://www.dpsnet.dk/dpsfiler/word/04-05-25-Rapport-%20Genfundne%20Erindringer.doc:
Genfundne Erindringer, maj 2004.
2. McNally, R.J. Remembering trauma. Cambridge: Harvard
University Press, 2003.
3. Anderson MC, Green C. Suppressing unwanted memories
by executive control. Nature 2001;410: 366-9. Sidst
opdateret den
04.05.2006
post@sfsmith.dk
|
