Af Søren Friis Smith
Weekendavisen, 14-20.01.1994.

Endnu et barn er blevet dræbt af en jævnaldrende. Senest bar en 14-årig dreng stukket en 15-årig ihjel. Det er ikke første gang i ny tid herhjemme, men endnu er det så sjælden en begivenhed, at den gør indtryk. For ikke så længe siden gav to 11-årige drenges kidnapning og mord på en to-årig i Liverpool genlyd langt uden for Englands grænser.

Omkring denne type begivenheder registrerer medierne reaktionerne hos såvel myndighedspersoner og fagfolk, som den bredere befolkning. Set i et udviklingsperspektiv tegner der sig et mønster for den måde, disse tragedier forstås, og de holdninger, der knytter sig til forståelsen. Man kan iagttage i alt fire trin.
Første trin er benægtelse. Noget så afskyeligt foregår ikke her blandt ordentlige og oplyste rnennesker. Sydpå, østpå måske, men ikke her, hvor vi bor.

Når det så alligevel sker, blandt danske børn, lige uden for vore vinduer, på en sådan måde, at vore forsvarsmekanismer ikke kan hamle op med den rå virkelighed og benægte den, følger andet trin, projektionen. Voksenverdenens skyld- og skamfølelse aktiveres over det skete, men følelserne kastes omgående over på barnet, der dræbte. Det opfattes herefter som ondt på en måde, der ikke ligger langt fra tidligere tiders opfattelse af hekse. Der søges ikke efter årsager, og der argumenteres ikke for behandling. Hævnen står i fokus. I sin helt utøjlede form karakteriseres situationen ved, at der blandt de voksne udvikles en egentlig lynchstemning mod barnet, der dræbte. Tankegangen er simpel: Synderen bør straffes efter samme recept, som han forbrød sig. Således som det skete i Liverpool. I miljøer, hvor impulskontrollen er bedre udviklet hos den voksne befolkning, tales på dette forståelsestrin for hurtigere domfældelse og (længere) straf, og for at sænke den kriminelle lavalder, så børnene kan forstå, at den slags ugerninger får alvorlig konsekvenser. Selv om midlerne, straffeformen som konsekvens af drabet, er mere alment accepteret, er måden at opfatte fænomenet på dog den samme. Barnet er ondt, og det skal vide, at straffen for at dræbe er hård, og denne udsigt skulle så afholde det onde barn fra at dræbe.

Tredje trin indebærer erkendelsen af, at man ikke ved at se på barnet alene, og isoleret fra forældrene, kan forklare opkomsten og udbredelsen af fænomenet. I sin tidlige form kastes mere eller mindre utilsløret vrede på forældrene. De opfattes som dovne, uduelige, selvcentrerede og i det hele taget ansvarsløse i forholdet til deres børn. Det er på dette niveau, man møder opfattelsen, at forældrene godt kunne gøre det bedre, hvis de tog sig sammen, anstrengte sig etc. Senere på dette trin fremkommer forslag om at forbedre forældrenes evne til at tage vare på deres børn gennem pædagogiske foranstaltninger. Forældreuddannelse kommer på tale. Rationalet er nu, at miseren skyldes forældrenes manglende viden om, hvilke behov børn har, som de skal tilfredsstille på forskellige tidspunkter af børnenes opvækst. Tilbød man, eller mere autoritativt, krævede man af forældrene, at de Jod sig undervise, da kunne man forbedre deres muligheder for at møde børnene på den rigtige måde. De, der er nærmest disse familier, herunder politiet, har dog erfaring for, at netop denne gruppe forældre er den, der er sværest at motivere, ja blot at komme i kontakt med.

Endelig følger det fjerde trin, hvor det anerkendes, at det er i forholdet mellem forældre og barn, kimen til en mere holdbar indsigt i baggrunden for disse tragiske hændelsers opståen skal findes. lmidlertid forudsætter dette trin også, at den erkendelse er nået, at der ikke er tale om dovenskab eller efterladenhed hos forældrene i deres måde at være forasldre på, men at deres manglende omsorg for barnet skyldes manglende evne.

Her kan det være hensigtsmæssigt at se nærmere på, hvad der ligger i begrebet omsorgsevne. Hvilke forudsætninger hos den voksne, der er nødvendige for en sund personlighedsudvikling hos barnet. Det har vist sig, at det især er på syv områder, det er vigtigt, at den voksne er modnet til at møde barnets behov. Disse områder er følgende: Forældrene må, lige fra starten, være i stand til at opfatte barnet som et selvstændigt individ, således at det ikke tillægges egne eller andres negative egenskaber det ikke har.

Forældrene må have realistiske forventninger til de følelsesmæssige behov, et barn kan dække. Med andre ord: Forældrene må opfatte omsorgssituationen retvendt, så de ikke forventer, at barnet skal tilfredsstille de voksnes grundlæggende omsorgsbehov.

Der må være rimelig overensstemmelse mellem forældrenes forventninger til barnets formåen på ethvert trin i udviklingen og barnets faktiske formåen.

Endvidere må der hos forældrene være evne til positivt engagement i samværet med barnet. Når barnet forsøger at fange forældrenes opmærksomhed, må forældrene som hovedregel møde barnets opfordring positivt. De må ikke være upåvirkede af barnets kontaktforsøg, reagere mekanisk eller ligefrem afvise barnet.

Det er nødvendigt, at forældrene er i besiddelse af fornøden indlevelsesevne, og de må også kunne kommunikere denne videre til barnet. De må kunne forstå det barn, der er i følelsesmæssigt affekt, og de må kunne acceptere det. De må også kunne forstå det smerteplagede barn, hvad enten der er tale om fysiske eller psykiske smerter, f.eks. savnet af forældrene, der ikke er hos barnet. Evnen til at kunne bekymre sig for sit barn, for dets sundhed og trivsel baserer sig på samme indlevelsesevne.
Forældre må være i stand til at prioritere tilfredsstillelsen af barnets mest grundlæggende behov før tilfredsstillelsen af egne. F.eks. må de ikke forlade barnet alene hjemme, selvom de føler sig nok så isolerede selv.

Endelig må forældre besidde evnen til ikke at afreagere frustration og aggression impulsivt på barnet på en måde, der truer dets grundliggende sikkerheds- og tryghedsfølelse.

Umiddelbart kan en sådan opremsning virke overvældende. Taget punkt for punkt er det dog ikke vanskeligt at begribe, at manglende evner på hvert af de nævnte områder kan problematisere barnets mulighed for at få tilfredsstillet sit omsorgsbehov. Hertil kommer dog, at et elsket barn født af modne forældre med meget stor sandsynlighed vil være sikret fornøden omsorg. Også uden at forældrene forinden har uddannet sig til at være forældre.

Alle børn er imidlertid ikke elskede af deres forældre - trods den frie abort. Og alle forældre er ikke modne og i stand til at møde barnets behov, som de her er anført. Afgørende er, hvor afvigende forældrenes forudsæt- ninger er i forhold til barnets fordringer, og hvordan forældrene afviger. Er der tale om mindre afvigelse, der inden for en overkommelig tidshorisont kan forandres med pædagogiske eller psykologiske foranstaltninger, eller er der tale om store afvigelser på områder, der erfaringsmæssigt kun vanskeligt - eller slet ikke - lader sig korrigere?

Et centralt behov hos barnet er behovet for forældrenes evne til at leve sig ind i dets situation og til at kunne bekymre sig for det. Tilstedeværelsen af denne evne, kombineret med den fornødne handleduelighed, beskytter barnet i en lang række situationer, også imod at opholde sig på steder, i selskaber og på tider, hvor opholdet er risikobetonet, men hvor barnet ikke selv har forudsætninger for at gennem skue denne risiko.

lndlevelse, har det vist sig, er en evne, det enkelte menneske udvikler i kraft af erfaring under opvæksten. Den voksne, der har haft forældre med denne evne, møder sit barn med indlevelse. Omvendt, den voksne, der ikke selv blev mødt med indlevelse under opvæksten (og heller ikke mødte den hos andre betydningsfulde voksne), har ikke forudsætningerne for at møde sit barn med indlevelse. 0g det barn, der ikke har mødt indlevelse hos forældrene, har dårlige forudsætninger for selv at udvikle indlevelse og dermed for at føle sympati, der kan tøjle impulsiviteten i en konfliktsituation. Endelig kan det tilføjes, at det har vist sig, at muligheden for, ved pædagogisk eller psykologisk behandling, at tilvejebringe indlevelsesevne, hvor den ikke er, er begrænset, og i bedste fald fordrer en meget tidkrævende indsats.

På det fjerde trin i erkendelsesudviklingen kan det således konkluderes, at forældre med manglende omsorgsevne, og især manglende indlevelsesevne, er personlighedsmæssigt skadet mange år før, de står med ansvaret for egne børn - og at deres muligheder for at løfte dette ansvar er meget begrænsede den dag de står med barnet.

Når »kurativ behandling« viser sig at være så vanskelig, efter at skaden er sket, er det nærliggende at se på forebyggelsesmulighederne.
Med udgangspunkt i det ovenfor anførte følger, at udviklingen af forældrenes omsorgsevne begynder ved deres eget livs begyndelse. Spørgsmålet bliver da: Hvordan kan vi tilrettelægge opvækstvilkårene for de børn, der fødes i dag, for at de kan få udviklet den omsorgsevne, deres børn har behov for?

Allerførst kan antallet af børn født af forældre, der ikke kan imødekomme børnenes grundliggende behov for omsorg, søges begrænset. Det kan gøres på flere måder. Det er kendt, at uddannelseslængde, tidspunktet i kvindens liv, hvor hun føder sit første barn, og det samlede antal børn hun får, hænger sammen. En meget synlig risikogruppe udgøres herefter af den lille gruppe af børn, der dropper ud af skolen før udgangen af det obligatoriske 9. skoleår (denne gruppe har også vist sig at være stærkt overrepræsenterede i andre svært belastede grupper, herunder stofmisbrugende og unge med en kriminel løbebane). Der er således mange gode grunde til at vie netop denne gruppe ganske særlig opmærksomhed. Man kunne forlænge den obligatoriske grunduddannelse med et år til 10 år. Dette ville medføre en tendens til, at de unge, der tidligst får børn, vil udskyde tidspunktet til senere - og i alt få færre børn, der skal dele forældrenes samlede ressourcer.

Er graviditeten indtrådt, må den der møder og vejleder den umodne kvinde (og hendes mand), egen læge, sagsbehandler, ungdomsrådgivere m.fl. ikke som baggrund for deres holdning begrænse sig til snævert lægelige forhold eller forhold, der alene relaterer sig til den gravide og hendes mands situation og fremtid: Bolig, arbejde og uddannelse m.v., men også vægt det ufødte barns behov for en tilfredsstillende omsorg. Er den gravide i tvivl, måske endda fordi hun selv føler, at hun ikke er opgaven voksen, bør det overvejes at støtte hende i svangerskabsafbrydelse - og ikke i at lade graviditeten ende med fødsel med efterfølgende tilbud om diverse støtteforanstaltninger, der alligevel ikke formår at forandre på det væsentligste: Forældrenes manglende omsorgsevne.

Flyttes fokus fra den mest udsatte befolkningsgruppe til samfundsudviklingen mere generelt, kan man spørge om den omsorg, der møder dagens børn, er ringere eller bedre end tidligere. To grupper af børn er under alle omstændigheder i en udsat position: Børn af: forældre, der arbejder meget og børn af forældre, der ikke arbejder. Det sidste skyldes frustrationerne forbundet med stigmatisering og lediggang, men det skyldes også, at vi voksne har den bedste kontakt med børnene, når vi samtidig også er i kontakt med andre voksne. At være alene med barn/børn over en længere periode er udmattende - en situation der også er set at være en hyppig foriøber for tilfælde af egentlig børnemishandling.
For børn med meget travle forældre, børn der må opholde sig i deres institutioner i de allerfleste af deres vågne timer, er situationen også problematisk. Vi må ikke glemme, at det var i løbet af 60'erne og 70'erne, at vuggestuen for alvor blev en del af børnenes dagligdag. Der har siden været tale om en udvikling imod stadig mere daginstitutionsplacering af vores børn. Allersenest er der gjort forsøg med nattetilbud, som supplement til dagtilbuddene(!).

Hvilke konsekvenser har denne udvikling haft for den første daginstitutionsanbragte generation af forældre? Den bekymring, der vækkes, er, at børn og forældre er på vej væk fra hinanden. Den udvikling tåler rigtig mange voksne dårligt (spørg din kollega, der lige er vendt tilbage fra barselsorlov og har afleveret sit barn i vuggestue, hvor mange timer, hun bruger på at spekulere på barnet), men hvor adskillelsen ikke er afstemt efter barnets udvikling, da tåler barnet den endnu mindre. Nærheden mellem forældre og barn, der er en forudsætning for etableringen og vedligeholdelsen af tilknytningen mellem parterne, vanskeliggøres og dermed vanskeliggøres barnets mulighed for at nyde den omsorg, der er nødvendig for barnet - og for barnets barn.

Hvis det er rigtigt at disse to grupper af børn med tiden vokser sig større, er der grund til bekymring - og til at igangsætte initiativer, der er i stand til at bryde udviklingen, inden det er for sent.

Vi har tilstrækkelig viden til at kunne forebygge omsorgssvigt og de sociale konsekvenser, der følger. Spørgsmålet er, om der er vilje til at bruge denne viden konstruktivt.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk