Af Søren Friis Smith
Kristeligt Dagblad, 20.12.2000.

Børn, der selv skal finde ud af at stå op om morgenen, kan ofte ikke magte det store ansvar, som deres travle karriereforældre har pålagt dem.

Den radikale folketingspolitiker, Marie Bruun-Vierø, er kommet med et forslag, hvis mål er at modvirke pjækkeriet i skolen. Må jeg opfordre til, at man tager dette initiativ alvorligt i stedet for reagere med de sædvanlige afværgeargumenter, f.eks. at det er 'u-dansk'. Mit arbejde gennem 13 år med at undersøge forældres omsorgsevne for kommunerne blotlægger visse mønstre. Ét sådant mønster er netop, at det blandt de mødre, jeg undersøger, er reglen snarere end undtagelsen, at de begyndte at pjække omkring 5. klassetrin. I de fleste tilfælde gjorde de kommunale myndigheder ikke noget seriøst ved det, før det var for sent.

År senere bliver man i kommunen bekymret for, om moderen kan tage sig af sit barn. Det kan være, fordi hun i mellemtiden er blevet alkohol- eller stofmisbruger, psykisk syg eller måske kriminel.

Set fra mit ståsted er fællestrækket for rigtig mange af disse kvinder, at de både tidligt og meget tydeligt med deres pjækkeri signalerede, at de var på vej ud i en personlig og social fejludvikling.

Når man siden taler med dem, er den helt almindelige forklaring, at de var alene hjemme om morgenen, fordi deres forældre var på arbejde på det tidspunkt. De skulle så selv stå op og komme af sted - og det magtede de ikke. Måske er det lidt overraskende? Forældrene var oftest ikke hjemme om morgenen, og det var ikke, fordi de var på morgenværtshus - de var på arbejde!

Forældrenes arbejde gør situationen mere 'stueren' i en tid, hvor arbejde og karriere prioriteres højere end børn, ifølge den offentlige mening. Det er altså ikke nødvendigvis, fordi forældrene er arbejdsløse, at det går galt, men fordi de arbejder på det forkerte tidspunkt af døgnet - set i forhold deres børns behov. Måske er forældrenes flittighed en medvirkende årsag til, at kommunale initiativer på dette tidspunkt i barnets liv mangler eller er så lemfældige.

Ved at undlade at sikre, at et barn får den støtte, der er nødvendig for at komme i skole, ser man bort fra, at 11-12årige børn helt enkelt ikke er modne nok til at klare sig selv om morgenen med alt, hvad det indebærer. Lige som man ser bort fra, at det netop er de forældre, hvis tilknytning til barnet er mangelfuld, der er i stand til at forlade det om natten uden uoverstigelige samvittigshedskvaler.

Tager man Marie Bruun-Vierø's initiativ alvorligt, vil en positiv konsekvens være, at der kommer fokus på de børns opvækstbetingelser, der er uhensigtsmæssige, men skjulte for de kommunale blikke. De er nemlig rettet mod de kendte problemforældre: De psykisk syge, misbrugerne og de kriminelle. Pjækkeriet vil være signalet, der vækker opmærksomhed, og hjælpen til forældre og børn vil blive bragt i stand på et så tidligt tidspunkt, at det endnu er muligt at bringe dem tilbage på sporet igen sammen.

Mere problematisk kunne man opfatte et sådant initiativ i nogle skolekredse: Forstillede man sig et øjeblik, at samtlige børn, der i dag har en i bedste fald 'ekstensiv' skolegang, i værste fald slet ingen, mødte op i skolen i morgen og ikke kunne slippe derfra, før skoleklokken ringede, ville der nok opstå problemer. Det er selvfølgelig ikke rart at tænke på. Alternativet, at man lader de børn, der mest har brug for opmærksomhed, sejle deres egen sø, er dog endnu værre.

Man kan diskutere, om man skal genindføre 'mulkten', eller om en af kommunens biler skal stilles til rådighed i en morgentime, for at hente de børn, der pjækker - og om denne transport skal være belagt med en afgift - eller om noget helt tredje er bedre. På baggrund af mine erfaringer, er det dog for mig at se udenfor diskussion, at pjækkeri hos børn er at betragte som en advarselselsklokke, og at kommunernes laden stå til kun kan betragtes som omsorgssvigt overfor nogle børn, der i forvejen er svigtede.

Afslutningsvis skal jeg understrege, at mine erfaringer alene hviler på klinisk praksis. En hurtig forskningsindsats på området vil være velkommen. Man behøver dog ikke at afvente en sådan for at begynde at handle. Med omgående virkning kan man beslutte, at der dagligt skal føres protokol over alle børn i den undervisningspligtige alder, hvoraf såvel fremmøde som 'lovligt' og 'ulovligt' fravær vil fremgå. Den opgave, er det min opfattelse, tages ikke fuldstændigt seriøst alle steder.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk