Af: Cand.psych. Dorthe Berntsen. Speciallæge i psykiatri Sven Risbjerg Rasmussen. Cand.psych. Søren Friis Smith. Speciallæge i psykiatri Jytte Willadsen.
Ugeskrift for Læger, no. 41, 4. oktober 2004

Forfatterne til Dansk Psykiatrisk Selskabs, Dansk Psykolog Forenings og Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskabs rapport om genfundne erindringer afviser vore indvendinger imod den, men hilser heldigvis debatten velkommen [1]. Vi er uenige om genfundne erindringers pålidelighed.

I rapporten hævdes: »Alt i alt synes det rimeligt at konkludere, at lige så vel som genfundne traumatiske erindringer, herunder erindringer om seksuelle overgreb, kan være sande, kan de også være falske og for eksempel være fremkaldt

gennem suggestion fra forskellige kilder.« Traumatiske erindringer kan ikke »lige så vel« være sande som falske. Problemet er netop, at man almindeligvis fuldt ud er i stand til at mindes overgrebet, skønt man faktisk hellere vil være fri.

Samme konklusion er The Royal College of Psychiatrists nået frem til: »The problem following most forms of trauma is an inability to forget, rather than a complete expulsion from awareness, and amnesia for violent events is rare.« [2]

En tilsvarende vurdering findes i The American Psychological Associations rapport, hvori det hedder: »Most people who were sexually abused as children remember all or part of what happened to them.« [3]

Alligevel anbefales det i den danske rapport, at genfundne erindringer kan indgå i retssager på lige fod med andre vidneudsagn. Det er i direkte modstrid med den britiske rapport, som udtrykker en generel skepsis over for deres sandhedsværdi: »However, great caution is needed if a memory is reported after years of apparent amnesia. There is considerable evidence that such memories cannot be relied upon.« [2]

Forfatterne forsømmer at diskutere, hvorfor deres rapport indtager et særstandpunkt i forhold til den britiske, den amerikanske og andre internationale rapporter. I forordet skriver formændene for de tre sammenslutninger, der har udgivet rapporten, oven i købet, at dens anbefalinger: »i vidtgående omfang følger de udenlandske videnskabelige foreningers og selskabers retningslinjer.« [4]

Rapporten kan kun betragtes som et politisk-pragmatisk kompromis. Allerede før udvalget blev nedsat, meddelte Dansk Psykiatrisk Selskab på sin hjemmeside (5.12. 2002): »Fortrængninger efterfulgt af genfundne erindringer kan være en helt naturlig reaktion i forbindelse med incest. Vi kan derfor ikke acceptere, at en bestemt type erindringer ikke kan indgå i juridisk sammenhæng«.

Alligevel forsikrer forfatterne, »at arbejdsgruppen har arbejdet ud fra en strengt videnskabelig grundholdning, og at rapporten naturligvis afspejler en vurdering af den eksisterende forskning snarere end af kliniske skøn.« [1]. At dette ikke er tilfældet, fremgår af deres valg af faglitteratur. Desuden undlader de at gøre opmærksom på væsentlige metodemæssige problemer ved de undersøgelser, som inddrages, og værdien af enkeltstående casestudier bliver stærkt overvurderet. Dette har vi gjort nærmere rede for i Psykolog Nyt [5].

Der findes ingen sikker metode til at afgøre, om genfundne erindringer vedrører begivenheder, der virkelig har fundet sted. I en retssal kan genfundne erindringer derfor aldrig stå alene, og kun ved ekstern evidens kan det afgøres, om de er udtryk for realiteter.

Litteratur
1. Andreassen M, Lajer M, Lau M et al. Genfundne erindringer. Ugeskr Læger 2004;166:3116-7.
2. Brandon S, Boakes J, Glaser D et al. Recovered memories of childhood sexual abuse. Implications for clinical practice. Brit J Psychiatry 1998;172: 294-307.
3. Alpert JL, Brown LS, Cesi SJ et al. Final conclusion of the American Psychological Association working group on investigation of memories of childhood abuse. Psychology, Public Policy and Law 1998;4:933-44
4. http://www.dpsnet.dk/Publikationer/Rapporter: Genfundne Erindringer, maj 2004.
5. Berntsen D, Rasmussen SR, Smith SF et al. Rapport på afveje. Psykolog Nyt 2004 nr. 17.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk