Kronik i Politiken, 15/7-2004

Politiken gjorde uge 27 til ugen, hvor spørgsmålet om anklager vedrørende seksuelt misbrug af børn og retssikkerhed fik særlig opmærksomhed. For enhver, som opfatter retssikkerhedsspørgsmål som vitale for demokratiet, var redaktionens beslutning godt nyt. Årsagen er den enkle, at mens der er dokumenteret et større antal justitsmord på dette felt i de lande, vi almindeligvis sammenligner os med, er der ikke fundet tilsvarende justitsmord i Danmark.

Det kunne man være tilfreds med, hvis man i Danmark havde haft en unik indsigt på dette område og på den baggrund havde udviklet særlige metoder, som sikrede imod justitsmord. Det er imidlertid ikke tilfældet. På baggrund heraf er den arbejdshypotese rimelig, at der er forekommet et antal justitsmord her i landet, og at disse blot venter på at blive afdækket.

I det følgende skal jeg kommentere nogle udvalgte artikler og debatindlæg fra Politiken, men inden skal jeg for god ordens skyld placere mig selv blandt psykologerne, som i denne sammenhæng langtfra udgør nogen homogen gruppe.

Lidt firkantet kan man sige, at spørgsmålet om, hvordan man kan vide, om en klient er et offer for et tidligere seksuelt overgreb, har delt psykologerne i to grupper: de, overvejende kliniske, psykologer, som mener, at det, at en klient siger, at vedkommende har været udsat for seksuelt misbrug - eller blot fremviser tegn, som psykologen mener peger på seksuelt misbrug - bekræfter, at klienten er et offer for seksuelt misbrug. I denne gruppe finder man også de psykologer, som tillægger 'genfundne erindringer' beviskraft.

Over for dem står de, overvejende forskningsorienterede, psykologer, som mener, at man kan og skal vurdere klientens udsagn og fremtoning i øvrigt i lyset af den forskning, der eksisterer vedrørende sådanne udsagn og tegns troværdighed, før det er muligt at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt klienten har været udsat for et overgreb. Denne gruppe af psykologer deler også opfattelsen af, at genfundne erindringer aldrig kan stå alene som bevis for, at et overgreb har fundet sted.

Som klinisk psykolog burde jeg tilhøre den første gruppe. Jeg tilhører dog den anden.

Politiken lagde 27.6. ud med en nyhedsartikel og en længere baggrundsartikel om den samme sag. En kvinde anmeldte sin far for at have misbrugt hende seksuelt, efter at hun havde været i psykiatrisk behandling i ti år. Faderen blev idømt tre et halvt års fængsel. Til politiet forklarede kvinden, at hun også var blevet udsat for sexovergreb af broderen, og til det sygehuspersonale, hun har været i kontakt med, forklarede hun, at hun også havde haft et incestuøst forhold til moderen. Imidlertid valgte retssystemet alene at fokusere på faderen og se bort fra moderens og broderens påståede overgreb.

Det er vanskeligt at finde andre forklaringer på dette, end at disse anklager, modsat den første, af anklagemyndigheden blev anset for usandsynlige. Det spørgsmål, der rejser sig, er: Hvilken evidens, om nogen, ligger der bag beslutningen om at opfatte faderen som kriminel, men ikke sønnen og moderen? Hvis ikke en sådan findes, og det viser sig, at det er rettens 'sunde fornuft', som ligger bag, så må man, jævnfør justitsmordene i en række lande omkring os, der netop hvilede på samme grundlag, alvorligt bekymre sig for, om der også her er tale om et justitsmord.

Situationen, hvor man i retssystemet vælger at tillægge en del af en anklage vægt, men at se bort fra en anden, som man finder usandsynlig - og hvor begge anklager kommer fra den samme person eller personkreds - leder tanken hen på Vadstrupgårdsagen. Her blev de samme børn afhørt i flere omgange. Med tiden blev deres forklaringer om, hvad de havde været udsat for, stadig mere fantastiske, og anklagemyndigheden endte så med kun at opfatte de første anklager som sandsynlige (Vadstrupgårdsagen I), mens de sidste (Vadstrupgårdsagen II) blev opgivet. Også her må man spørge til den evidens, som ligger bag beslutningen om at opfatte børnenes udsagn i Vadstrupgårdsagen I som troværdige i modsætning til de samme børns udsagn i Vadstrupgårdsagen II.

'Rigsadvokat: Ingen uskyldige dømt' lød overskriften på en artikel 28.6. Det fremgik, at rigsadvokat Henning Fode ikke ville gennemgå de seneste 15 års incestdomme, således som det radikale medlem af Folketinget Elisabeth Arnold havde ønsket det. Rigsadvokatens begrundelse var, at da myndighederne i Danmark ikke har kendskab til, at nogen er dømt på baggrund af 'genfundne erindringer', er der heller ikke nogen, der er uskyldigt dømt for incest. Her må man dog skelne mellem 'ikke at have kendskab til' og 'ikke findes'. Ingen tror, at retssystemet har haft kendskab til fænomenet genfundne erindringer - det er jo netop problemet.

Det kunne have været anderledes: Helt tilbage i 1994 udkom 'The Myth of Repressed Memory. False Memories and Allegations of Sexual Abuse' af professor og medlem af National Academy of Sciences dr. Elizabeth Loftus og Katherine Ketcham, en bog, der siden er blevet en klassiker, men den viden, der både før og efter denne udgivelse er opsamlet, nåede først meget sent at påvirke det danske retssystem.

Man skal frem til 2002, før en sag blev opgivet, fordi anklagen udtrykkeligt hvilede på 'genfundne erindringer'. For retssikkerhedsfølelsen vil det være af stor betydning at få bekræftet, at erkendelsen, som lå bag denne beslutning, nu deles af alle landets dommere.

29.6. fulgteet dobbeltinterview med henholdsvis den tidligere landsdommer Trygve Lange-Nielsen fra Norge og den svenske vidnepsykolog Lena Hellblom Sjögren. Her blev det oplyst, at der både i Norge og i Sverige har været et større antal sager, hvor tidligere incestdømte fik deres sager genoptaget, fordi de blev dømt på baggrund af falske genfundne erindringer.

I Sverige er 20 på den baggrund blevet frikendt, og den svenske stat har i den forbindelse udbetalt millionerstatninger. I Norge har et tilsvarende antal fået deres sager genoptaget. Jeg kan nævne, at 13 af disse genoptagelsessager er rejst af Trygve Lange-Nielsen. De 7, der indtil dato er faldet dom i, er alle endt med frifindelse. De resterende 6 verserer stadig.

Disse forhold har gjort, at man i begge lande siden har fået et skærpet syn på bevislighederne i sager, hvor 'genfundne erindringer' udgør grundlaget for anklagen. I Norge er man endog gået så langt som til at nedsætte en kommission, Genoptagelseskommissionen, der har beføjelse til selvstændigt at genoptage tvivlsomme sager.

Trygve Lange-Nielsen peger på, at man i Danmark har den nyorientering til gode, der i Norge skete som følge af Bjugnsagen fra 1994, hvor et stort antal voksne blev mistænkt for at have forgrebet sig på et tilsvarende stort antal børn, men som endte med, at den hovedmistænkte blev frikendt, og ingen i øvrigt blev dømt.

1.7. plæderedemin kollega Nina Koeller i et debatindlæg for, at retsvæsenet ikke skal involveres i tilfælde, hvor falske erindringer drejer sig om incest. Det skal »erfarne og dygtige terapeuter« blandt psykologer og psykiatere være ene om. Det er uklart, hvad det er, Nina Koeller tænker på. Skal incestuøse overgreb tages ud af straffeloven? Hvordan vil Nina Koeller skelne mellem gode og dårlige psykologer og psykiatere? Er Nina Koeller ikke klar over, at netop psykologer og psykiatere har været med til at skabe stribevis af falske 'genfundne erindringer' hos deres klienter med alle de personlige tragedier, som er fulgt i kølvandet af det? Og er det klogt at overlade dette arbejde til psykologer og psykiatere, når en undersøgelse, som er foretaget af vores norske kollega, dr.phil. og specialpsykolog Annika Melinder, netop har vist, at politifolk er bedre til at afhøre børn om seksuelle overgreb end psykologer (Nettavisen, 28.7.)?

Herbert Rosenbaum spurgte i et debatindlæg 2.7., hvad det er, danske børneværnsorganisationer har gang i, når de med deres skingre opråb om incest og lignende sætter dansk retspleje over styr, så det går ud over både børn og voksne. Én tanke er nærliggende: Hjælpeorganisationerne - dem alle! - konkurrerer med hinanden om de penge, danskerne er villige til at give ud til velgørende formål.

Konkurrencen er benhård. Danske børns situation er ikke paradisisk, men i sammenligning med hvordan den var førhen, og hvordan børn har det i verden i øvrigt, er der næppe nogen, der seriøst vil sætte spørgsmålstegn ved, at danske børn generelt set er privilegerede.

Det er naturligvis ikke det samme som at sige, at der ikke findes danske børn, som har det dårligt, men deres situation har ikke kunnet bruges som grundlag for indsamlingskampagner, som jo er en helt central indtægtskilde for organisationerne. Billeder af eksempelvis overvægtige danske børn på Julemærkehjem har ikke samme appel som billeder af afrikanske børnesoldater.

Hvad gør de så? - De appellerer til folks fantasi, som jo er grænseløs. Her har cocktailen, som består af børn og sex og overgreb, vist sig at være et velegnet redskab. Der dannes jo også stærkere billeder i fantasien hos dem, som udsættes for en sådan organisations udokumenterede påstand om, at 10 procent af alle danske børn udsættes for seksuelt misbrug, end af, at videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at det er tilfældet for 1-2 procent af børnene. Og det er endda, når man indbefatter milde grænseoverskridelser.

Endelig fulgte 3.7. en artikel, der fortalte om Den Særlige Klagerets opsigtsvækkende beslutning om genoptagelse af en sag, der endte med, at en mor og en stedfar blev fængslet på grund af deres børns fejlagtige anklager mod dem for seksuelt misbrug i en periode over ni år. Det fremgik, at det var kvindens datter og siden hendes to søskende, der gik til bekendelse over for politiet, som startede genoptagelsessagen.

Sagen sætter rigsadvokatens ord om, at ingen i Danmark er uskyldigt dømt for incest, i relief. I dette tilfælde har usikkerheden været tilstrækkeligt til, at Den Særlige Klageret har valgt at bestemme at genoptage sagen, og det sker som bekendt først, når der er sået endog ganske betydelig tvivl om udfaldet af den tidligere retssag.

Om de børn, som med deres anklager udvirkede, at deres mor og stedfar kom i fængsel (i henholdsvis to år og i ni måneder - efter appel) bevidst talte usandt i retten, eller om de, da de udtalte sig, forinden var blevet overbevist om, at overgrebene havde fundet sted, er det ikke sikkert, at det nogensinde vil lykkes at få belyst.

For det sidste taler, at det jo lykkedes dem at overbevise retten. Vores evne til at overbevise andre er som bekendt bedst, når vi selv er overbeviste. Vi ved også, at børns påvirkelighed over for suggestion varierer meget (ligesom voksnes gør det). Har disse børn været letpåvirkelige, og har stedmoderen, hvad meget tyder på, og måske også dem, der siden afhørte børnene om de påståede overgreb, optrådt suggestivt over for børnene, er sandsynligheden stor for, at de dengang troede på de anklager, de fremkom med.

Det positive i denne sag er, at børnene siden var i stand til at forholde sig til det mentale overgreb, de, sådan som sagen nu foreligger oplyst, synes at have været udsat for tidligere, og at de handlede på deres nye indsigt.

Dette at have været udsat for suggestion, blive udstyret med en falsk bevidsthed og siden erkende falskneriet er ikke unikt for disse børn. Tværtimod er det så almindeligt, at de mennesker, der har været igennem det samme, har fået deres egen betegnelse: 'retractors', ligesom de har fået deres egen hjemmeside på internettet (http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/3171/).

Et tilbagevendende spørgsmål i debatten om 'genfundne erindringer' er, om sådanne 'erindringer' overhovedet kan fortælle noget om fortiden. Debattørerne i Politiken har haft varierende holdninger til dette spørgsmål fra fuld overbevisning om sådanne 'erindringer's beviskraft til den største skepsis.

Lad mig slutte med at omtale en nyere klassiker, som fokuserer netop på dette spørgsmål: Harvardprofessoren Richard J. McNallys bog fra 2003 'Remembering Trauma'. Titlen refererer til den konklusion, forfatteren når til efter en overordentlig grundig og balanceret gennemgang af den omfattende videnskabelige litteratur, der findes på området: Begivenheder, som udløser overvældende rædsel, er uforglemmelige, medmindre de optræder i de første to leveår, eller ofret har pådraget sig en hjerneskade.

Forestillingen om, at sindet beskytter sig selv ved at fortrænge eller ved at dissociere traumatiske erindringer og dermed gøre dem utilgængelige for bevidstheden, er et stykke psykiatrisk folklore, der savner overbevisende empirisk støtte.

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk