Af Søren Friis Smith
Psykolog Nyt 2003; 57:20-23

Baggrunden
I efteråret 2002 bragte dagbladet “Politiken” en kronik af psykiateren Jytte Willadsen (1). Kronikken tog udgangspunkt i en dansk sag om ’genfundne erindringer’ (“recovered memories”). At denne sag ikke endte i et justitsmord skyldtes i første række, at statsadvokaten, på et meget sent tidspunkt i sagsforløbet, og efter at den mistænkte havde siddet varetægtsfængslet i 3 ½ måned, opgav at rejse tiltale.

Statsadvokaten noterede: “Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg efter indhentelse og gennemgang af journalmateriale mv. vedrørende de to kvinders navne (…) er blevet opmærksom på, at pigernes forklaringer om de seksuelle overgreb alene bygger på recovered memory og ikke på hukommelse i traditionel forstand. Det er herefter min vurdering, at det ikke længere vil være muligt under en straffesag at føre bevis for de påsigtede handlinger.

Jytte Willadsen bemærkede, at det skæbnesvangre fænomen recovered memory hidtil ikke har været belyst ret meget herhjemme, og at uvidenheden herom har været ansvarlig for den beskrevne ulykkelige sag. Hun bemærkede også, at en autoriseret psykolog havde været involveret i denne sag. Endelig bemærkede hun, at udviklingen i USA frem til midten af 1990’erne, hvor et stort antal uskyldige var blevet dømt, vendte. Det skete, da terapeuter, som havde været med til at fremmane recovered memories, blev idømt astronomiske bøder.

Danske fagfolk, der har været involveret i sager om genfundne erindringer - jurister, læger, kliniske psykologer m.fl. - har således siden midten af 1990’erne haft mulighed for at opdatere deres faglige viden og lade deres praksis, herunder metodevalg, afspejle heraf. Alligevel skulle vi frem til maj måned 2002, før der blev skrevet retshistorie på dette område.

På den baggrund kunne man formode, at der blandt danske psykologer ville udvikle sig en tendens til besindighed og selvkritisk eftertanke, når man stod over for en mistanke om, at en klient havde været udsat for seksuelle overgreb, der kunne bygge på falske genfundne erindringer – og det uanset klientens alder, idet det jo har vist sig, at den slags erindringer kan udvikle sig hos både børn og voksne (2).

Offer møder krænker
Det var derfor overraskende at modtage Psykolog Nyt 22/2002, hvor en artikel: “Offer møder krænker” (3) fik en ganske usædvanlig opmærksomhed. Den blev tildelt 16 sider, den fik ’cover-story-status’, og endelig var den udstyret med et redaktionelt forord. Dette afsluttes således: “Ud over at formidle nogle af deres (forfatternes) erfaringer med sådanne møder (mellem offer og krænker og hver deres terapeuter) er artiklen udformet, så den kan fungere som inspiration for andre behandlere, der skulle have lyst til at anvende samme fremgangsmåde.”

Således opfordres andre psykologer af redaktionen til at gøre som de to forfattere har gjort på deres arbejdsplads, Sct. Stefans Rådgivningscenter i København.

Tidligt i artiklen anføres: “At lade offer og krænker møde hinanden kræver nøje forberedelse. Først og fremmest er det vigtigt, at de sociale myndigheder har taget stilling til politianmeldelse, og at politiet ved en eventuel anmeldelse først får mulighed for at afhøre de involverede parter. Ligeledes er det af betydning, at vi ikke taler med barnet alene, før en sådan efterforskning er afsluttet, da advokater i retssager om overgreb undertiden hævder, at barnet kan være påvirket i sine svar af terapeuten.” (s. 5).

Altså, det er ikke vidnepsykologer med flere, der gennem deres forskning om blandt andet suggestibilitet (4) kvalificerer deres klinisk arbejdende kolleger til at yde en bedre indsats, men advokater, der ’undertiden hævder …’.

Læseren bekræftes i graden af faglig opdatering hos forfatterne, når det i artiklen anføres: “Kun krænkeren og offeret ved, hvad der er foregået, men erfaringen viser, at der næsten altid er noget om det, når et barn fortæller om seksuelle grænseoverskridende handlinger.” (s. 7)

Og: “Det er derfor vigtigt at fastholde barnets udtalelser og det faktum, at børn sjældent opdigter seksuelle handlinger”. (s. 8) Forfatterne synes ikke at være påvirket af det seneste ti års udvikling på det i denne sammenhæng relevante forskningsområde. (5)
Videre hedder det: “Punkt for punkt må man gennemgå, hvad det er, barnet konkret har oplevet ved overgrebene. Der er flere formål med dette: (...) Barnet husker lettere detaljer, når det kan beskrive konkret i ord, tegne eller vise med dukker eller ting, hvad det har oplevet.” (s. 10)

Advarslerne mod at anvende tegninger og (anatomisk korrekte) dukker synes ikke at bekymre forfatterne (4, 6).

Flere steder pointeres det, at offeret kan have den største lyst til at blive forenet med krænkeren igen (fx s.10 og 11). Dette giver slet ingen anledning til overvejelser vedrørende mistankens historiske korrekthed af nogen art.

Forstår godt kritikken
I artiklen kaldes den forældre, der ikke har forgrebet sig på barnet for “omsorgspersonen”. Under overskriften: “Forberedelse af offerets omsorgsperson” noteres det: “Tvivler omsorgspersonen på, hvad barnet siger, skal det undersøges hvorfor. Det kan i visse situationer være hensigtsmæssigt i overværelse af omsorgspersonen at lade barn og barnets terapeut fortælle nærmere om overgrebet, så omsorgspersonen bedre kan høre og forstå barnet. Omsorgspersonen skal inden mødet gerne have fået fjernet enhver tvivl. Ellers kan det være uhensigtsmæssigt, at omsorgspersonen deltager i mødet, da han ikke vil kunne fungere som en relevant støtte for barnet.” (s. 11)

Det er vanskeligt helt at bortse fra den mulighed, at det kunne tjene barnets interesser (for ikke fejlagtigt at blive opfattet som offer) at undersøge baggrunden for omsorgspersonens tvivl. Uden at denne undersøges nærmere, kan det vel ikke fuldstændigt udelukkes, at den er begrundet.

Senere i samme afsnit anføres det: “Krisereaktionerne gør det svært eller ligefrem umuligt for omsorgspersonen i den aktuelle situation at varetage sit forældreansvar. Det er væsentligt for omsorgspersonens terapeut at være opmærksom på dette, og det kan være centralt at tage dette spørgsmål op med omsorgspersonens sagsbehandler i socialforvaltningen, som om nødvendigt kan tilbyde relevant støtte, der kan gøre det lettere at klare dagligdagen med barnet. I visse tilfælde kan det være nødvendigt, at barnet kommer i midlertidig pleje et andet sted, fordi omsorgspersonen er for meget i krise selv til i en periode at kunne varetage den fornødne omsorg for barnet.” (s. 11)
Målet er fuldt: Efter at have indsat en hærskare af terapeuter (én til hver: barn, krænker, omsorgsperson, mormor og morfar, hvis nu morfar er krænkeren osv.) og adskilt krænker fra barn, anbefales det nu også at skille barnet fra omsorgspersonen og sætte det i (familie-)pleje. Det er anbefalinger som disse, der gør det vanskeligt at modsige nogle af de skarpeste kritikere af en stor del af den faglige indsats på dette område, når de taler om “incestindustrien”. (7)

Og videre anføres: “I de få tilfælde, hvor den politimæssige efterforskning leder til en retssag, bør behandlingsarbejdet med krænkeren ikke påbegyndes, før der er afsagt dom.” (s. 11). Man aner, at der er tale om et meget stort antal 'behandlingsforløb', hvor der ikke findes beviser i sagen, der kan holde i retten. Sager, som i stedet lever deres eget liv i 'Det sociale System'.

Og endelig: “Terapeuterne laver debriefing med deres klienter ved eftermødet, så at alle mulige spørgsmål og følelsesmæssige oplevelsesreaktioner bliver givet plads.” (s. 14) Forfatterne kender øjensynlig ikke problemerne ved debriefing, jf. det anerkendte elektroniske bibliotek “The Cochrane Library's” konklusion vedrørende netop denne indsats, der lyder: “There is no current evidence that psychological debriefing is a useful treatment for the prevention of post traumatic stress disorder after traumatic incidents. Compulsory debriefing of victims of trauma should cease.” (8)

Det kan undre -
Jeg anerkender naturligvis til fulde, at seksuelle overgreb finder sted – og at man skal tage alle lovlige og nødvendige forholdsregler i brug for at forhindre denne form for omsorgssvigt, som man skal for at forhindre enhver anden form for omsorgssvigt. Min pointe er, at man bør sikre sig imod at anvende metoder, der indebærer risiko for, at man udpeger eller behandler mennesker, som om de var forbrydere eller ofre, hvis ikke de er det.

Det kan undre, at der er kliniske psykologer, der ikke lader nye forskningsresultater øve indflydelse på deres praksis på en måde, der på én gang formindsker risikoen for, at de fejlagtigt kommer til at opfatte almindelige mennesker som forbrydere eller deres ofre - med alle de konsekvenser, det kan få - og samtidig formindsker risikoen for, at de selv på et tidspunkt kommer under anklage.

Jeg har tidligere i PN plæderet for den opfattelse, at der ikke mangler rammer og retningsliner indenfor psykologernes egen kreds på dette område (9). Begivenhederne siden har dog vist noget andet. Senest er der nedsat et udvalg i psykiatrisk regi med deltagelse også af psykologer. Et formål for dette udvalg er beskrive den eksisterende viden om recovered memory og anbefale retningslinier for vidneudsagn og udarbejdelse af erklæringer i forbindelse med ”genfundne erindringer” (10). Det skal blive interessant at sammenligne denne danske gruppes kommende anbefalinger med anbefalingerne tilsvarende grupper i udlandet er fremkommet med, eksempelvis med det engelske videnskabelige selskab ” Royal College of Psychiatrists” anbefalinger, der stiller sig stærkt kritisk til den tillid man kan have til erindringer, der er genfundet efter lang tids glemsel (1).

Søren Friis Smith er cand.psych.
og privatpraktiserende psykolog

Referencer:
(1) Willadsen, Jytte: “Farlig uvidenhed”. Kronik. Politiken, 14. oktober 2002. http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=237853
(2) Bjorklund, D.F. (ed.): “False-Memory Creation in Children and Adults”. 2000: N.J: Lawrance Erbaum Associates.
(3) Mogensen, Martin. Mogensen, Steen Ulrik: “Offer møder krænker”. Psykolog Nyt 22/2002; 56: 3-19.
(4) Ceci, S.J., Bruck, M.: “Jeopardy in the Courtroom. A scientific analysis of children’s testimony”. 1996: Washing-ton: American Psychological Association.
(5) Forskning i falske erindringer: www.psy.au.dk/ffeliste.html. Heri litteraturliste med oversigtsgivende forskningspublikationer på feltet fra de seneste 10 år.
(6) Sjögren, L.H.: “Hemligheter och minnen. At utreda tillförlitlighet i sexualbrottmål”. 1997: Stockholm: Norstedts Juridik AB.
(7) Dineen, T.: “Manufacturing Victims. What the Psychology Industry is doing to People”. 2000: Montréal: Robert Davis Multimedia Publishing.
(8) The Cochrane Library på Internettet: www.cochrane.org/cochrane/revabstr/ab000560.htm
(9) Smith, SF.: “To forskellige virkeligheder”. Psykolog Nyt 9/2001;55: 32-33
(10) Dansk Psykiatrisk Selskab på Internettet:
http://www.dpsnet.dk/frameset_content.asp?
layout=2&menuType=2&pageid=1,0

Sidst opdateret den 04.05.2006
post@sfsmith.dk