Af Søren Friis Smith
Psykolog Nyt, nr. 55, 2001.
I PN nr. 4/01 og 6/01 tegner Johanne
Bratbo (JB) DPF's holdning til medlemmernes arbejde
vedrørende mistanke om seksuelt misbrug af børn.
Jeg konstaterer, at DPF og undertegnedes virkelighedsopfattelse
divergerer.
Som klinisk psykolog med 2 års
videreuddannelse på børneområdet
er det noget ejendommeligt at skulle finde sin plads
i en foreningsverden, der ifølge JB er opdelt
mellem "de forskere, der beskæftiger sig
med vidnepsykologi, og de kliniske psykologer"
(PN 4/01). Ejendommeligt fordi jeg både er optaget
af vidnepsykologi og af min kliniske virksomhed - og
fordi jeg mener, at man slet ikke kan varetage en klinisk
børnepsykologisk virksomhed på dette område,
hvis ikke man netop er optaget af begge dele.
Arbejder man som 'børnekliniker' uden at kende
den del af vidnepsykologien, der har at gøre
med troværdigheden af børns udsagn, herunder
suggestionsforskningen, vil man uundgåeligt komme
i konflikt med de Etiske Principper for Nordiske Psykologer.
Regler med særlig relevans for dette arbejdsområde
findes i Kapitel II stk. 2 og 3, der taler om, at: (a)
"Psykologen bestræber sig på at udvikle
og opretholde et højt fagligt kvalifikationsniveau
i sit arbejde." (b) "Psykologen påtager
sig kun de opgaver, tilbyder kun de ydelser og bruger
kun de metoder, han er kvalificeret til i kraft af uddannelse,
træning og erfaring".(c) "Psykologen
arbejder i overensstemmelse med videnskabelige principper
og underbygget erfaring og tilstræber en løbende
faglig udvikling. Psykologen tilegner sig viden om den
videnskabelige og professionelle udvikling inden for
sit arbejdsområde." (d)"Psykologen undgår
at forvolde skade og er ansvarlig for sine handlinger."
(e) "Psykologen deltager ikke i aktiviteter, som
sigter mod, at man med fysiske eller psykiske tvangsmidler
presser mennesker til at afsløre, fornægte
eller ændre eget eller andres livssyn, politiske,
religiøse eller etiske overbevisninger."
Og endog, at (f) "Psykologen forsøger aktivt
at hindre, at psykologfaglig viden bliver anvendt i
sådanne aktiviteter."
Arbejder man i en undersøgelsessammenhæng,
vil man fejlagtigt kunne opfatte et barn som offer,
hvis ikke man både har fagligt kendskab til suggestionens
betydning for børns fremtoning, herunder udsagn,
i undersøgelsessituationer i almindelighed, og
kendskab til den faktiske suggestion, det konkret undersøgte
barn har været udsat for både før
undersøgelsessituationen og i denne (a,b,c).
Følgen af, at psykologen på denne baggrund
konkluderer forkert, kan blive, at barnet mister en
af sine primære omsorgspersoner, og at der begås
justitsmord (d).
Arbejder man i en behandlingssammenhæng
med et fejldiagnosticeret barn, eller med andre ord
med at barn, som behandleren opfatter som offer, men
som ikke er det, vil man meget nemt kunne bringe sig
i en situation, hvor der kan rettes klage mod behandleren
for at være ansvarlig for, at barneklienten med
psykiske tvangsmidler er blevet presset til at ændre
sit eget livssyn (e).
Det er omdiskuteret, om kliniske psykologer overhovedet
bør deltage i undersøgelsesarbejdet af
om børn har været misbrugsofre. Professor,
cand.jur. Eva Smith (ES) har i PN nr. 1/01 argumenteret
for, at kliniske psykologer slet ikke deltager. Jeg
er enig med ES, så længe kliniske psykologers
praksis ikke afspejler, at de er fagligt opdateret indenfor
for det felt, de arbejder i.
Som jeg ser det, er det ikke mangel på rammer
og retningslinier indenfor psykologernes egen kreds,
der er problemet. Problemet er, at psykologerne ikke
følger de eksisterende rammer. Hvis de gjorde
det, kunne det gøre dem til ressourcestærke
medspillere på dette på én gang meget
vigtige og meget følsomme område. At der
er langt igen, får man indtryk af, når man
støder på psykolograpporter, der ikke alene
afslører manglende vidnepsykologiske forudsætninger,
men også, at det er et problem overhovedet at
holde undersøgelses- og behandlingsvirksomhed
adskilt.
Johanne Bratbo citeres i PN 4/01 for følgende
udsagn: "I de tilfælde, hvor dommen er faldet,
er der ingen grund til at sætte 'mistænkt'
foran. Pædofili findes, pædofile overgreb
begås - det er en virkelighed, vi er nødt
til at forholde os til. Jeg er da også sikker
på, at budskabet er blevet ret forstået."
Som jeg forstår budskabet, giver Johanne Bratbo
enten udtryk for et eksempel på "reductio
ad absurdum" eller for uvidenhed. Johanne Bratbo
taler under alle omstændigheder mod bedre vidende:
Man er ikke nødvendigvis pædofil, fordi
man er dømt for at have misbrugt et barn. Der
kan være tale om justitsmord. Litteraturen giver
utallige eksempler på sådanne. I den forbindelse
spørger jeg mig selv, om Johanne Bratbo er i
stand til at føre sandhedsbevis for, at dommene
i Vadstrupgårdsagen, den største og mest
omdiskuterede sag i Danmark igennem de senere år,
ikke også har karakter af at være justitsmord.
I PN nr. 6/01 anfører Johanne Bratbo sammenfattende:
At tage børnene alvorligt og at tage den anklagedes
rettigheder alvorligt er lige vigtigt. Foreningens særlige
engagement består blot i, at det har været
en kamp at få børnene taget alvorligt -
og det sidste sigte slipper vi ikke."
For mig at se, er der tale om en falsk dikotomi: At
der skulle være en modsætning mellem retssikkerhed
og det at tage børnene alvorligt.
Kvalificerede skøn peger på, at mindst
halvdelen af de børn, overfor hvem der rejses
mistanke om, at de har været ofre for seksuelle
overgreb, ikke har været det. Børn, der
ikke har været ofre for seksuelt misbrug, er blevet
udsat for langvarige psykologiske undersøgelser,
gynækologiske undersøgelser, separation
fra de mest betydningsfulde voksne, bekymring for disses
tilværelse i fængsler, forældres depressioner
og forældres selvmord og herudover langvarige
psykologbehandlinger for følger af overgreb,
der aldrig har fundet sted. Det er der alt sammen rigelig
dokumentation for i litteraturen.
Retssikkerheden og det at tage børnene alvorligt
går hånd i hånd: De børn, der
har været udsat for seksuelt misbrug, skal undersøges
og behandles professionelt - og de voksne, der har forgrebet
sig på børn, skal naturligvis sanktioneres
ifølge lov og ret.
Omvendt skal de børn, der
ikke har været udsat for seksuelt misbrug, ikke
udsættes for svært belastende undersøgelses-
og behandlingsfoløb, og personer i deres sociale
netværk skal ikke belastes svært af falske
anklager.
Jeg frygter, at de udtalelser DPF's
formand er citeret for her, er med til støtte
de tendenser i tiden, der på én gang modvirker
en øget ansvarlighed overfor alle børn
og retssikkerheden.
Sidst
opdateret den
04.05.2006
post@sfsmith.dk
|